Forside * Nyheder

Selvkørende bil sat på svenske veje af…DFDS??

-

Her kommer et indspark i udviklingen hen imod at få selvkørende biler ud på vejene, som du måske ikke lige havde regnet med at se.

For Recordere-læsere, der har ramt de 40, er Det Forenede Dampskibs-Selskab nok allermest lig med barndomsminder om røde pølser, tunge metaldøre og duften af havvand, der fungerede som afbrydelser og distraktioner på bilturen tværs over landet, inden Danmark blev hægtet sammen med broer.

Annonce:

DFDS kører dog stadig færgeaktivitet og skibstransport i stor stil, og skal du en tur til Norge, Letland eller England, kan du stadig tage en DFDS-færge. Men DFDS er næppe et selskab, de fleste forbinder med højteknologisk udvikling og selvkørende biler.

Ikke desto mindre kan DFDS nu komme til at sætte et historisk fodaftryk, når det gælder udviklingen af selvkørende bilkultur i Skandinavien. I samarbejde med Volvo tager de nemlig nu selvkørende biler i anvendelse i Göteborg.

Du skal dog ikke regne med at se selvkørende Volvoer med DFDS-logo på siden, hvis du beslutter dig for at køre en tur op igennem Sverige. Den selvkørende Volvo kommer til at køre på en fast rute i Göteborgs havneområde.

Fast rutefart

Vera, som bilen er blevet døbt, kan heller ikke rigtig kaldes en personbil, selv om den ligner en sådan ved første øjekast. Den skal snarere betragtes som en flad lastbil uden førerhus, som kan trække trailere med containere rundt i havneområdet. Det er da også Volvo Trucks, der står bag den selvkørende maskine.

Dens primære opgave er at køre fra DFDS’ logistikcenter og ned til havneterminalen med containerne. For at gøre dette, er den dog nødt til at køre på et lille stykke offentlig vej, så hvis du virkelig gerne vil se en selvkørende bil udføre arbejde som var den en robot, kan det godt lade sig gøre.

Det kræver dog nok både noget research, en længere tur nordpå og en hel del tålmodighed. Til gengæld bliver det svært at undgå at få øje på Vera og DFDS-containerne, hvis du stiller dig det rigtige sted. De kører nemlig maksimalt 40 kilometer i timen.

På sigt håber Volvo og DFDS at have adskillige Vera’er kørende i rutefart mellem logistikcenteret og havneterminalen, og at projektet kan give anledning til at sende endnu flere Vera’er ud i verden til lignende opgaver.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.