Forside Indhold og distribution Spil features

TEST: Sony PlayStation 5

-

Sony gør det igen og udgiver en fremragende spilkonsol, der er en mere end værdig aftager til PS4.

Jeg husker stadig glæden, når jeg som lille, endelig fik lov at åbne gaverne under juletræet. Forventningen, spændingen og euforien når alt det man havde drømt om blev indfriet står stadig lysende klart.

Annonce:

Ok, måske fik man ikke ALT det man drømte om, men så det meste. I hvert fald vidste man med sig selv, at underholdningen var sikret det næste lange stykke tid. Samme følelse har jeg med udgivelsen af Sonys ny legekammerat, PlayStation 5.

Der er kort og godt tale om vanvittig lækker spilkonsol, hvor der virkelig er tænkt over deltajerne. Det er ikke let at skulle efterfølge den voldsomt succesfulde PlayStation 4, men efter en lille uges tid på testbænken, er jeg ikke i tvivl om, at PlayStation 5 er en mere end værdig efterfølger.

 

PS5-familien af konsoller og tilbehør

 

Design deler vandene

Ved første øjekast er PS5 en konsol der vil lægges mærke til. Med sine kurvede former og sort/hvide farver, forsøger den på ingen måde at være en anonym beboer i din stue.

Om man synes om designet er naturligvis smag og behag. Personligt kan jeg godt lide det og synes det er befriende, at Sony har vovet lidt mere end med PS4.

Konsollen er en ordentlig kleppert (ca 39x28x10 cm) og kan placeres både vandret eller lodret. Den medfølgende fod kan let flyttes rundt på konsollen. Årsagen til den store størrelse, er ifølge SONY, for at skabe en helt lydløs konsol.

Heldigvis er det med glæde jeg kan berette, at PS5 ER helt lydløs. En ting man på ingen måde kunne sige om forgængeren, hvor især PS4 Pro, havde tendens til at lyde som et mindre jetfly.

Konsollen byder udover det friske design på et redesignet brugerinterface, som er både hurtigt, poleret og ganske let at overskue.

 

 

Hurtig SSD, men knap med opbevaringsplads

En af PS5 helt store styrker er den indbyggede SSD. Fordelen er voldsomt forbedrede loadetider.

Der er naturligvis forskel på spillene, men et par eksempler er at “fast travel” i Spiderman: Miles Morales kun tager 1-2 sekunder, ligesom det kun tager omkring 5 sekunder at klargøre en multiplayerbane i Call of Duty: Cold War. Det er i det hele taget super imponerede.

Da jeg i testen gik tilbage til PS4, føles forskellen de to konsoller imellem himmelråbende og PS4 virker pludselig som lidt af en oldsag.

Spiller du PS4 spil på konsollen (PS5 er bagudkompatibel med langt de fleste PS4 spil), er loadetiderne ikke ligeså snappe. Dog er de stadig hurtigere end på PS4. Udover fordel af bedre loadetid for PS4 titler, får flere af spillene også grafiske forbedringer når de afspilles på PS5.

Den hurtige SSD har dog en bagside. Den er dyr at smide i konsollen, hvorfor PS5 kun tilbyder 667,2 GB plads når styresystem og andre nødvendigheder har taget den plads de skal bruge. Det er altså ikke meget, når spil rask væk fylder 50-100 gb.

I skrivende stund kan du ikke udvide pladsen internt på PS5. Sony lover dog at dette bliver muligt henad vejen. Du kan istedet tilslutte en ekstern harddisk til dine PS4 spil og derved gemme pladsen på den hurtige SSD til PS5 spillene. PS5 spil kan ikke installeres på ekstern harddisk i skrivende stund.

 

 

Masser af spil, men få egentlige PS5 titler

Nu vi taler om spil, så bugner det ved første øjekast med spil at kaste sig over. Kigger man efter, er det dog småt med reelle titler udviklet alene til PS5.

Langt de fleste spil er udviklet til PS4 og siden påklistret en opdatering så de udnytter en smule af PS5’s kræfter. Det er selvfølgelig dejligt med mange spil, men jeg savner de helt store launchtitler – titler der kun kunne realiseres med den ny hardware.

De oplevelser må vi vente på lidt endnu. Dog får man stadig får mere ud af sine “gamle” spil i form af hurtigere indlæsninger, mere flydende afvikling af spillet mv.

 

 

Mød DualSense, den helt store stjerne

Ny konsol betyder i Sonys tilfælde også ny controller. Og hold da op en overraskende og god oplevelse den byder på. Dualsense, som er navnet, er en anelse større end forgængeren, men ligner derudover ganske meget.

Nye features på controlleren er haptisk feedback, hvilket i praksis betyder, at controlleren forsøger at gengive de ting der sker i spillene, via rystelser. Glem alt om den gamle “rumble”, det her er langt mere avanceret.

Funktionen afhænger selvfølgelig af, om spiludviklerne udnytter den. Men i det medfølgende spil, Astros playroom, som i øvrigt er fremragende og specielt designet til at vise controllerens funktioner frem, kan du virkelig mærke potentialet.

Der er forskel på om du går på asfalt, træ, i højt græs, eller om det regner. Det er svært at forklare, men virkelig imponerende når man oplever det. Samtidig underbygges bevægelserne i controlleren med lyde fra den indbyggede højttaler. Det hele kan slåes fra, hvis man ikke kan lide det.

 

PS4-controller (sort) vs. PS5-controller (hvid/sort)

 

Nyt er også opbygningen af skulderknapperne (L2, R2), der nu har adaptiv modstand. På forståeligt dansk betyder det, at knapperne kan registere, hvor hårdt du trykker dem ned, ligesom de kan give dig modstand. Det vil sige at spænder du en bue, så kan du mærke hvordan modstanden øges jo mere du spænder buen.

I et spil som Call of Duty Cold War, kan du mærke, hvordan det er hårdere at trykke knappen ind, når du skal sigte med et tungt våben, fremfor et lettere. Du kan også mærke modstanden når skud skal affyres, ligesom knappen ryster forskelligt alt efter, hvilke våben du affyrer.

Små tilføjelser, som i min verden har en stor og positiv indvirkning når du spiller. Du bliver ikke nødvendigvis bedre i spillene, men du kan i højere grad indleve dig i det der foregår, når både øjne, ører og nu også hænder påvirkes.

Udover nævnte funktioner har DualSense en indbygget mikrofon, hvilket betyder, at du kan tale med vennerne uden at bruge headset. Det kan også bruges i spil, hvor man i teorien vil kunne tale til spillet, såfremt udviklerne vælger at gå den vej.

Endelig er der en “muteknap”, hvis ikke du ønsker at andre skal kunne høre, hvad der siges i stuen. Controlleren oplades via USB-C.

 

 

Konklusion

Samlet set er PlayStation 5 en fremragende spilkonsol. Ultrahurtige loadetider, forbedret grafik, bagudkompatibel med PS4 spil, lækker brugerflade og en helt og aldeles lydløs spilafvikling, er bare nogle af plusserne.

På mangelsiden må nævnes den lidt begrænsede lagerplads og så mangler der i mine øjne et par ordentlige spilbaskere, som kun kan spilles på PS5.

De PS5-eksklusive titler kommer henad vejen og skal dog ikke tage fokus fra at Sony med PS5, igen har skabt en fremragende spilkonsol.

Stor anbefaling herfra!

 

PS5 er stor. Her sammen med Apple TV.

Pris og tilgængelighed

PS5 udkommer i to versioner, en med Blu-ray-drev og en uden.

Er i butkkerne nu; Men konsollerne blev revet ned fra hylderne på premieredagen, så er p.t. udsolgt mange steder.

 

Specifikationer

CPUx86-64-AMD Ryzen “Zen 2”
8 Cores / 16 Threads
Variable frequency, up to 3.5 GHz
GPUAMD Radeon RDNA 2-based graphics engine
Ray Tracing Acceleration
Variable frequency, up to 2.23 GHz (10.3 TFLOPS)
System MemoryGDDR6 16GB
448 GB/s Bandwidth
SSD825 GB
5.5 GB/s Read Bandwidth (Raw)
PS5 Game DiscUltra HD Blu-ray, up to 100GB/disc
Video OutSupport of 4K 120Hz TVs, 8K TVs, VRR (specified by HDMI ver.2.1)
Audio“Tempest” 3D AudioTech

 

Annonce:
Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.