Forside * Nyheder

Honor View 40 har 50MP-kamera og en stor skærm til små penge

-

Siden Huawei nu har solgt Honor fra, er der gode chancer for, at telefonerne kan blive solgt med Google-software ombord.

Honor har indtil for nylig været kendt som Huaweis billigmærke, hvor man kunne få sig en relativt fornuftigt konfigureret Android-smartphone til meget små penge. Men ligesom moderselskabet blev Honor naturligvis ramt af USA’s sanktioner mod Kina under præsident Trump.

Annonce:

Det betød, at Honor-telefonerne – ligesom Huaweis flagskibe – måtte undvære Google Play Services og dermed også Play Store og hele det økosystem, som det repræsenterer. Og det var som bekendt katastrofalt for Huawei, der måtte se sit ellers hurtigtvoksende mobilsalg rasle ned.

Det førte i november til at Huawei solgte Honor fra. Køberne var en gruppe kinesiske pengemænd, og denne separation fra Huawi, samtidig med regeringsskiftet i USA, betyder højst sandsynligt, at Honor-telefonerne igen kan blive solgt udenfor Kina med Google-softwaren ombord. Det afhjælpes af, at Honor er gået over til Mediatek-CPU’er i stedet for HiSense/Huaweis Kirin-chips.

Blandt de Honor-smartphones, der har kunnet købes (primært online) i Danmark, finder man View-serien, der i Kina blot hedder ”V” fulgt af et nummer. Udenfor Kina har LG som bekendt haft en ”V”-serie af smartphones, så Honor måtte finde et andet navn til de internationale markeder.

Hurtig opladning

Honor har netop annonceret den første View-telefon efter separationen fra Huawei. Den bliver lanceret i Kina som V40 først, men vil efter alt at dømme blive lanceret som Honor View 40 i resten af verden.

Her lever firmaet op til sit ry for at levere relativt højtydende hardware til en lav pris. Hovedkameraet har f.eks. en 1/1.56-tomme sensor med 50 megapixels opløsning og laser-autofokus. Dette kamera akkompagneres af et 8MP ultravidvinkel-kamera, der kan fange en 120-graders vinkel af virkeligheden, og et 2MP makro-kamera. På fronten sidder der et dobbelt 16MP-selfiekamera med farvespektrum-sensor.

View 40 har en forholdsvis stor OLED-skærm på 6,72 tommer, der dog kun har en opløsning på 1236 x 2676 pixels. Der sidder et 4.000 mAh-batteri i den, hvilket måske virker underdimensioneret, givet skærmens størrelse. Men batteriet kan lades temmelig hurtigt op. Ifølge Honor selv kan det lades trådløst op med 50W til 50% på 35 minutter. Med kabel kommer den op på 66W, hvilket betyder 60% opladning på 15 minutter og 100% på 35 minutter.

Men alt dette kan jo være det samme, hvis ikke prisen er rigtig. I Kina starter View 40-versionen med 8GB RAM og 128GB lagerplads ved en pris, der svarer til cirka 3.400 danske kroner. Hvis den pris holder udenfor Kina, får man altså en hel del smartphone for de penge.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.