Forside * Featured

Følger i Apples fodspor: Samsung vil lave laptops med egne ARM-CPU’er

-
(Mock-up: Samsung/Recordere)

Samsungs Exynos-CPU’er kommer nu også til at drive Windows 10-laptops fra det sydkoreanske firma sammen med grafikchips fra AMD, hvis nye rygter taler sandt.

Det lader til, at endnu én af Intels veje ud til forbrugerne bliver blokeret, når det gælder laptop-CPU’er. Hvis man skal tro kilder, som ZDNet Korea har talt med, så går Samsung nu efter samme strategi som Apple og vil putte sine egne CPU’er i sine laptops – om ikke andet så nogle af sidstnævnte.

Ifølge ZDNet Korea forbereder Samsung lige nu lanceringen af Windows 10-laptops, der er baseret på firmaets egne Exynos-processorer i en ganske særlig chipset-konfiguration. Som årvågne Rec-læsere nok kan regne ud, så er der ikke tale om det modsvar til Qualcomms Snapdragon-chips, som Samsung normalt putter i sine smartphones.

Annonce:

I stedet bliver der angiveligt tale om en SoC-konfiguration, der ud over CPU-kernerne får en GPU med AMD-teknologi ombord. Det blev allerede annonceret i 2019, at Samsung havde lavet en licensaftale med AMD om leverance af RDNA-baserede GPU-teknologi, men de fleste havde nok regnet med, at denne ville skulle sidde i smartphones.

I forbindelse med lanceringen af S21 tidligere i år hed det sig således fra Samsungs side, at et snartkommende flagskibsprodukt ville have en Exynos-chip med AMD-GPU ombord. Men indtil nu har der ikke været grund til at tro andet, end at der var tale om en ny Z Fold-model eller en af de sidste modeller, der kommer i Note-serien.

Ydelse i fokus

Men nu siger rygterne altså, at Samsung i stedet vil lave en ARM-baseret CPU under Exynos-navnet, og integrere en AMD RDNA-GPU i den. Ifølge ZDNet Koreas kilder kommer den sidstnævnte til at være specialdesignet til formålet.

Det skyldes, at Samsung under aftalen med AMD ikke får et færdigt produkt leveret, men derimod i stedet får adgang til at integrere selve AMDs GPU-arkitektur. Om det betyder lavere eller højere ydelse, end man kender det fra AMDs egne, integrerede GPU’er, vil tiden vise.

Én ting skulle dog være sikkert: Helt generelt er det ydelsen, der er i fokus for Samsungs nye chip-initiativ. Selv om denne nye, PC-orienterede Exynos-SoC ikke kommer til at yde helt så meget som AMDs egne produkter på grafiksiden, skulle den samlede ydelse langt overgå, hvad Samsung kan levere for de samme penge i en Intel-baseret laptop.

På den måde håber Samsung angiveligt at kunne give sine Windows 10-bærbare en saltvands-indsprøjtning, sådan som Apple netop har gjort det ved at overgå til sine egne CPU’er. Samsung forsøger samtidigt at undgå, at Qualcomm sætter sig på hele ARM-markedet med de Snapdragon-chips, de angiveligt har på vej til Windows 10-laptops.

Og så venter alle naturligvis stadig på Microsoft, der stadig udvikler videre på ARM-udgaven af Windows 10, og ikke mindst alle de software-producenter, der laver Windows-software, der står i kø til at blive konverteret til ARM-versioner. Høj ydelse nytter ikke så meget, hvis man ikke kan køre sine favoritprogrammer

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.