Forside * Nyheder

Ikke helt død endnu – der kommer én Galaxy Note mere 

-

Det ser ud til at Samsung venter et år med at aflive Note-serien, et tiltag som vi har rapporteret om over de seneste dage. 

Der er rigtig meget, der tyder på, at Galaxy Note-seriens dage er talte. Adskillige medier har over de seneste dage erklæret serien for død, og det holder disse medier for så vidt fast i. Men det ser nu ud som om, Samsung først siger farvel til Note i 2022. 

Annonce:

Det koreanske nyhedsbureau Yonhap har talt med en Samsung-medarbejder under løfte om at vedkommendes identitet bliver holdt hemmelig. Vedkommende bekræfter, at der kommer en Galaxy Note i 2021. 

Det var ellers næsten-altid-pålidelige Reuters, der som den største nyhedsorganisation for nogle dage siden kunne melde, at Note-serien var på vej i graven. Det skete efter, de havde talt med anonyme kilder med kendskab til sagen. 

Med mindre Reuters har droppet mere end et århundredes tradition med at bruge adskillige, uafhængige kilder, eller alternativt checke en kildes troværdighed ekstra efter i sømmene, så bør man dog stadig tage Reuters-nyheden alvorligt.  

Døden er udskudt 

I den forbindelse er det vigtigt at lægge mærke til, at Yonhaps kilde ikke siger noget om, at der ikke er hold i rygterne om Note-seriens endeligt. Vedkommende siger blot, at der kommer en Note i 2021. Der er derfor god grund til at tro, at det er den sidste Note, der lander i efteråret 2021, og at Samsung dropper serien i 2022. 

Vi har ad flere omgange skrevet om, hvordan Samsung ifølge adskillige medier og kilder forventes at omlægge sin mandskabs- og financieringsmæssige prioritering fra Note-serien til videreudvikling af foldbare smartphones.  

For to dage siden bekræftede Samsungs mobilchef, T.M. Roh således, at Samsung vil overføre Note-seriens “mest afholdte” features til andre smartphones. Vi ved fra flere lækager, at Galaxy S21, der afsløres i næste måned, kommer til at være kompatibel med S Pen.  

Det begynder altså at være småt med forskellene på Note-serien og S-serien, og hvorfor skulle Samsung udsende den samme smartphone to gange på et år? At der kommer en Note mere i 2021 er nok snarere tegn på, at Samsung ønsker strække fusionen mellem Note- og S-serierne ud over længere tid, sådan at Note 20 fra dette efterår ikke bare bliver den sidste i rækken lige pludselig.  

Det vil også give Samsung tid til at få de foldbare telefoner, der angiveligt bliver deres kommende efterårssatsninger, ned i en pris, hvor flere mennesker kan være med. Det lovede T.M. Roh nemlig også forleden. 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.