Forside Indhold og distribution Film

Sammenlægningen af Warner og Discovery har fået et navn

-
(Foto: Warner Bros. Discovery)

Der er respekt for historikken i navnet, men ellers er der vist mest skelet til det praktiske i navngivningsprocessen.

For et par uger siden gik det pludselig meget hurtigt i underholdningsbranchen. Efter telegiganten AT&T først gik igennem en lang proces med at få godkendt deres køb af Warner Bros., lancerede de først med stor succes streamingtjenesten HBO Max og virksomheden WarnerMedia.

Men så besluttede AT&T sig pludselig for at sælge. Knapt havde vi vænnet os til tanken om at alt fra ’Game of Thrones’ til superheltene i det cinematiske DC-univers var ejet af en telegigant, før vi skulle vænne os til en ny situation.

Annonce:

Alverdens medier kunne for et par uger siden således rapportere om et vildt rygte, nemlig at AT&T ville sælge Warner Bros. fra og at det næsten 100 år gamle filmstudie skulle fusioneres med en tv-indholdsgigant, der har bygget sit navn på tv-dokumentar, reality-tv og sport: Discovery.

Indenfor meget kort tid stod det så klart, at der var tale om mere end rygter. 17. maj offentliggjorde AT&T fusionen, en handel som vil give telegiganten et beløb på over 260 millioner kroner i en blanding af aktiver og rede penge.

Et simpelt navn med en lang historik

Men da vi, og alle de andre medier bragte nyheden, var der endnu ikke meldt noget ud om navnet på den nye medie-kæmpe, der angiveligt er blevet konsolideret i et forsøg på at dæmme op for Netflix’ og Disneys streaming-succes.

Nu er navnet på kæmpen så blevet gjort officielt, og det er ikke ligefrem et navn, der kan chokere nogen. Navnet er såmænd bare Warner Bros. Discovery. Bag den simple sammenføjelse gemmer der sig dog alligevel lidt mere end blot to medienavne.

For det første skal man lægge mærke til ”Bros.”. Altså ikke boyband-trioen fra 1980’erne, men at Warner lader sig repræsentere af det gamle filmstudies navn. Væk er WarnerMedia, Warner Communications, og hvad firmaet ellers har heddet igennem tiderne. Vi er tilbage til det oprindelige navn fra 1923.

Det sidste understøttes af det motto, som virksomheden foreløbig har valgt: ”The stuff that dreams are made of”. Sætningen kommer oprindelig fra Shakespeare, men blev en del af daglig engelsk sprogbrug gennem Humphrey Bogart-klassikeren ’The Maltese Falcon’ fra 1941, der mere eller mindre definerede film noir-genren.

Du kan selv gætte, hvilket filmstudie, der lavede den.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.