Forside * Featured

Netflix bekræfter spilstrategi: Starter på mobilen

-

Antallet af Netflix-abonnenter vokser stadig, selv om pandemien ikke presser helt så meget på som i 2020.

Som vi rapporterede for nogle dage siden har Netflix tænkt sig at udvide sine aktiviteter udi det interaktive. Det betyder flere interaktive tv-episoder i stil med Black Mirror-afsnittet ’Bandersnatch’, men det betyder også flere reelle spil.

Annonce:

Det bekræftede Netflix i dag, da de fremlagde firmaets kvartalsregnskab, som i øvrigt også bød på andre nyheder, som du kan læse herunder. I forhold til spilstrategien var det ikke fordi, streaminggiganten fremlagde et overflødighedshorn af detaljer, men det blev da til en officiel bekræftelse.

”Vi ser spil som blot endnu en indholdskategori for os, akkurat som vi har udvidet vores aktiviteter indenfor originalt film-indhold, animation og non-fiktion”, skriver Netflix i deres udmelding til sine investorer. Firmaet beskriver yderligere, hvordan den nye spilsatsning vil starte på den mobile platform og først senere blive en del af f.eks. smart-tv og streamingbokse.

Som nævnt havde Netflix dog også andre nyheder med i rygsækken, herunder brugertal. Disse er specielt interessante i denne tid, fordi Netflix mødes med mere konkurrence end nogensinde før, både hjemme i USA og internationalt. Og så fordi, COVID-pandemien er ved at lette mange steder i verden, og det kan betyde at det Corona-relaterede bruger-boom også er i tilbagegang.

Den sløve periode er overstået

Men Netflix er næppe specielt bekymrede endnu. I 2020, da pandemien var på sit højdepunkt, fik Netflix 16 millioner nye abonnenter på bare tre måneder. Det var en ganske usædvanlig stigning. Da 2021 meldte sin ankomst, begyndte det at gå en del langsommere.

I 2021s andet kvartal har Netflix således fået 1.5 millioner flere abonnenter. Streamingtjenesten havde kun forventet cirka en million abonnenter, så at hive 500.000 yderligere ind på tre måneder, var en positiv overraskelse for dem. Det er dog færre end de næsten fire millioner nye abonnenter, Netflix hentede ind i årets første kvartal.

Selv om det kunne se ud som om, der er en opbremsning i gang, forventer Netflix dog alligevel at vokse hurtigere, når tredje kvartals tal kommer i hus. Streamingtjenestens strateger forventer omkring 3.5 millioner nye abonnenter fra sensommerkvartalet. Sidste år hentede de 2.2 millioner i samme periode, mens alle var i lockdown over hele verden.

Hvis det lykkes, vil pandemi-perioden have leveret i alt 54 millioner nye abonnenter til Netflix, der i øvrigt også erklærer sig stolte over, hvor mange mennesker, der kaster sig over tjenestens egenproduktioner. Således blev Zac Snyder’s ’Army of the Dead’ streamet ud til 75 millioner hjem i løbet af den første måned på tjenesten.

Netflix gjorde også en del ud af, at forsinkelserne fra pandemien nu er ved at være ovre, så hvis du synes at udvalget har været lidt underspillet og premiererne lidt sløve i løbet af de seneste par måneder, skulle der komme mere fut i det hele i det næste halve år.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.