Forside * Featured

TEST: B&O Beoplay EQ – In-ear med aktiv støjreduktion

-

B&O er klar med nye trådløse in-ear øretelefoner, og de lyder ikke alene godt – De passer også godt i ørene på de fleste. Vi har testet de nye True Wireless B&O Beoplay EQ.

Bang & Olufsen har fået vind i sejlene når det gælder trådløs lyd, og er klar med et nyt sæt True Wireless in-ear øretelefoner, der hedder noget så simpelt som Beoplay EQ. De kommer med Aktiv støjreduktion, og B&O lydkvalitet – og af et sæt trådløse øretelefoner lyder de fantastisk – Vi har testet dem, og læs her hvad vi synes.

 

Annonce:

Udpakning og installation

Bang & Olufsen Beoplay EQ kommer i en lille æske, der udover øretelefonerne indeholder et lille batteri-etui, der kan oplades med USB-C eller via den trådløse Qi standard. Æsken indeholder også et USB-A til USB-C kabel og tre sæt ørepropper, så man har forskellige størrelser man kan bruge til at finde det perfekte fit til ens ører.

 

Etuiet er lavet i aluminium, og man kan virkeligt mærke kvaliteten i samlingen – Der er intet der knager, og mest af alt lyder det som man åbner et gammelt pille-etui når man åbner og lukker det. Det lyder og føles bare rigtigt. Men det skal det også være, når de er oppe imod f.eks Sony WF-1000XM 4 som vi testede tidligere på sommeren. Og som iøvrigt koster en tusse mindre.

Installationen af B&O Beoplay EQ er super let. De er som standard i pair-mode når de kommer fra fabrikken, men ellers kan man ved at åbne låget og trykke på siden af ørepropperne i nogle sekunder bringe dem i pair mode.

 

Inden man går i gang, gør man klog i at installere Bang & Olufsen App’en på sin Android eller iPhone, da den både kan hjælpe med at sætte den perfekte lyd op, men også give instruktioner hvordan man bruger de touch-flader der er på begge ørepropper, og som bruges til at betjene musik, telefonopkald og lydstyrke. Og det er nok en af mine anker mod Beoplay EQ hovedtelefonerne. De vil for meget med touch-fladerne, og kræver megen øvelse at huske at trykke to gange og hold for at skifte lydstyrke osv. Derfor valgte jeg hurtigt at acceptere at jeg kun ville bruge propperne til at skifte numre, play / pause og tage telefonen.

Og så er de ellers klar til at fylde ørene med musik.

 

Hvordan lyder B&O Beoplay EQ ?

Kort fortalt – De lyder fantastisk. De har en god og fyldig lyd, og så er B&O lykkes med at lave en rigtigt god aktiv støjreduktion.

BeoPlay EQ har også lagt mulighed for transparency mode ind, og på den måde kan man vælge hvor meget “støj” man vil slippe ind. Det kan være praktisk i trafikken, i skolen, på kontoret, eller andre steder hvor man gerne vil kunne høre trafik, andre elever eller kollegaer.

Personligt bruger jeg aldrig musik i trafikken – Men når jeg sidder på et fly, i en bus eller i et tog, så vil jeg gerne have så meget støjreduktion som muligt, og der var Beoplay EQ rigtigt gode. Personligt synes jeg stadig at Sony WF-1000XM4 har en bedre støjreduktion, mens jeg må indrømme at Beoplay EQ havde en mere fyldig lyd, og var den ikke fyldig nok, så kunne jeg justere en endnu mere i Bang & Olufsen App’en.

Beoplay lever op til Bang & Olufsen signaturlyd, og jeg må sige at jeg var også begejstret for hvordan de lød under telefonopkald. B&O fortæller at det skyldes at de bruger beamforming-mikrofoner som skulle sikre end endnu mere klar lyd ved telefonsamtaler.

I alt er der seks mikrofoner, hvor de to bruges til at reducere støj ved opkald og fire andre er til ANC – den aktive støjreduktion eller transparent lyd.

Den aktive støjreduktion har dog svært ved at håndtere vindstøj, og generelt når jeg gik tur med hundende oplevede jeg tit at vindstøjen blev så irriterende at jeg valgte at slå ANC fra.

I testperioden har jeg hørt til bl.a. Billie Eilish “Happier than ever” album der netop er udkommet. Og Billie’s spæde stemme blev sublimt suppleret med musikken, og det samme gjorde sig gældende på andre album som jeg testede med. B&O Beoplay EQ lyder bare rigtigt godt, og er man til B&O lyd så er der ingen tvivl om at EQ er et rigtigt godt køb til lige under 3.000 kroner.

 

Hvordan er det at have på ?

B&O Beoplay EQ sidder rigtigt godt i ørerne, og jeg var så heldig at de ørepropper der var monteret fra fabrikken passede perfekt, så jeg skulle ikke ud i en test af de forskellige størrelser.

De er lette at have på, men som jeg også skrev i indledningen, synes jeg ikke deres touch-sider er tænkt godt igennem. Der var alt for mange kombinationer, så der blev det play / pause og forrige og næste jeg brugte. Lydstyrke valgte jeg at klare på min telefon.

De er IP54-certificeret, hvilket betyder vand- og støvafvisende. Klarer vandsprøjt. Vægten på hver in-ear er 8g.

Den trådløse forbindelse er seneste Bluetooth 5.2.

 

USB-C opladning og trådløs Qi opladning

Batteritid skuffer sammenlignet med andre på markedet

Hovedtelefonerne har op til 6,5 timers batteritid med ANC slået til, og ca. 7,5 timers batteritid uden aktiv støjreduktion. I testperioden havde jeg aldrig problemer med at få op til 5 timer med den lydsstyrke jeg bruger med B&O Beoplay EQ, men de giver ikke lige så lang tids musik og podcast som Sony WF-1000XM4, der har op til 8 timer med ANC og 12 uden.

Der er strøm til to opladninger i etuiet. En fuld opladning af etuiet tager 1,5 timer, mens en kortere 20 minutters opladning giver 2 timer brug. Der er også mulighed for trådløs opladning via Qi-standarden.

Men det må så være prisen for at få B&O signaturlyd hvis man er til det.

 

Konklusion

Bruger du primært dine hovedtelefoner indenfor, så er Beoplay EQ noget af det bedste du kan få på markedet. Udenfor skal du være opmærksom på vindstøj – Det er naturligvis noget som B&O eventuelt kan løse med en firmwareopdatering.

B&O’s signaturlyd er knivskarp, og det er prisen også. EQ koster 2.999,- og det er mange penge, og behøver der ikke at stå B&O på navneskiltet, bør man lige prøve Sony WF-1000XM4 inden man køber.

Men der er ingen tvivl om at B&O er på øverste hylde, og lyden er i særklasse god både når det gælder musik og stemme.

Vi kvitterer med en flot karakter, og har du stadig penge i pungen efter sommerferien, så er EQ et køb værd.

 

 

Pris og tilgængelighed

Bang & Olufsen Beoplay EQ koster kr. 2.999,-, og kommer til salg fra 19/8.

Fås ved lanceringen i farverne sort og råhvid. Der medfølger udskiftelige silikone-puder i fire forskellige størrelser (XS, S, M og L).

 

Bang & Olufsen Beoplay EQ

8.3
Design 9.5
Lyd (ud fra størrelse) 9.5
Batteri 7.0
Komfort 9.0
Brugervenlighed 7.0
Pris 7.5

Plus

  • God B&O signaturlyd
  • Lækkert design og etui

Minus

  • Vindstøj når man er udenfor
  • For mange kombinationer i betjeningen
  • Batteritid ikke i top
Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.