Forside Produkter Computere

MacBook Pro med M1X-chip kan lande indenfor få uger

-

To nye MacBook Pro’er med efterfølgeren til M1 ombord skulle lande ”indenfor en måned” ifølge en af de mest troværdige Apple-spåmænd derude.

Nu, hvor efterårets iPhone- og iPad-lanceringer er overstået, kan Apple igen vende sin opmærksomhed mod Mac-computerne. Ofte er det kun trinvise opgraderinger, vi har at skrive om, især når det gælder MacBooks, men periodevis er forventningerne til nye Apple-laptops højere end sædvanligt.

Annonce:

Sådan en periode er vi inde i lige nu. Det skyldes naturligvis, at Apple sidste år ved denne tid annoncerede sine egne chipset til computere under brand-navnet Apple Silicon. Den første af slagsen hed M1 og det var ikke noget forsigtigt, gradvist skift, der skete med dens lancering.

Snarere fik Apples maskiner raketfart på, så de kunne levere mere computerydelse for pengene end mange af konkurrenterne. M1-chippen er så hurtig, at forskellen på en MacBook Air og en MacBook Pro blev reduceret en hel del. Forskellen på de to maskiner blev yderligere formindsket af, at MacBook Pro med M1 kun kunne fås med 13”-skærm.

Der bliver dog angiveligt lavet om på dette med lanceringen af opfølgeren til M1, som de fleste nu er enige om kommer til at hedde M1X. Det skriver Mark Gurman fra Bloomberg i hvert fald i sit nyhedsbrev, og han er kendt for at have troværdige kilder tæt på Apple.

Skrues op til 10 kerner

Ifølge Gurman kommer der en ny MacBook Pro med M1X indenfor den kommende måned. Det kan altså være her i oktober eller lige i starten af november som det seneste. Den vil kunne fås i to versioner, hvor den primære forskel er GPU-konfigurationerne, der enten har 16 eller 32 kerner ombord.

Derudover er M1X-chippen den samme på begge maskiner. Kernerne ombord er forøget til 10 på M1X, fra de otte kerner, M1’eren har. Af de 10 kerner er to er dedikeret til højeffektivitets-opgaver, mens de resterende otte leverer høj ydelse i stedet.

Rygterne har rumsteret omkring de nye MacBook Pro-modeller i nogen tid. Disse rygter (der altså kommer fra andre kilder end Mark Gurmans) siger, at den nye MacBook Pro kommer i 14- og 16-tommers versioner med mini-LED-skærme, og at Apple vil sige farvel til Touch Bar.

Endelig skulle Apple også komme de brugere i møde, der er trætte af dongles, dels ved at satse endnu mere på MagSafe (der dog primært bruges til strømforsyningen som på tidligere MacBook-modeller), samt ved at inkludere en HDMI-port og en SD-kortlæser i det nydesignede chassis.

Annonce:
Forrige artikelTEST: Samsung Odyssey Neo G9 buet gaming monitor på hele 49 tommer
Næste artikelIKEA tilføjer luftrensere til smarthjemmet
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.