Forside * Nyheder

Kuo: Samsung Galaxy S23 får Snapdragon over hele verden

-
Sådan forestiller designerne hos Technizo Concept, at Galaxy S23 kommer til at se ud, baseret på foreløbige rygter (Illustration: Technizo Concept)

Danske Samsung-fans kan endelig se frem til at få Snapdragon-chips i deres Galaxy S-modeller til næste år i stedet for Exynos-processorer, hvis den normalt troværdige markedsanalytiker får ret.

Det har længe været en af de få ting, Rec.dks Jens Hummelmose er utilfreds med, når han anmelder en ny Samsung Galaxy-model i S-serien, inklusive S22, selv om udfaldet i lige præcis den anmeldelse var mere kompliceret: Hvorfor må vi ikke få Snapdragon-processorer i Galaxy-topmodellerne i Europa?

Samsung har typisk reserveret Qualcomms Snapdragon-processorer til S-modeller, der kommer ud på det nordamerikanske marked samt udvalgte andre. Dette til trods for at adskilige uafhængige tests har vist at Samsungs egne Exynos-processorer ikke altid kan hamle helt op med hestekræfterne i Snapdragon-chipsne.

Annonce:

Som nævnt ovenfor har dette været til stor irritation for anmeldere og andre forbrugere, der er lidt mere velorienterede udi teknologiens verden end flertallet (og vi tæller naturligvis Rec.dks læsere blandt disse velorienterede forbrugere!). Og man kan vel egentlig godt forstå, hvis nogen er utilfredse, når det betaler mange penge for en topmodel, der kunne være endnu bedre, hvis den var købt et andet sted i verden.

Men nu kan det være, der bliver mindre at være irriteret over. Markedsanalytikeren Ming-Chi Kuo, som vi ellers bedst kender for hans normalt ganske troværdige spådomme om Apples planer, mener nu at vide, at Samsung planlægger at køre Snapdragon igennem over hele linjen.

100% Snapdragon

Kuo har på Twitter meldt ud, at han ikke forventer at Samsungs Exynos 2300 vil blive brugt i S23, fordi den simpelthen ikke ”kan konkurrere med SM8550 i alle aspekter”. SM8550 er det seneste skud på Snapdragon-stammen fra Qualcomm, og er en 5G-SoC, der er lavet med en 4nm-proces i samarbejde med Taiwan Semiconductor Manufacturing Company, bedre kendt som TSMC.

Selv om Exynos 2300 også er lavet med en 4nm-proces af Samsungs chip-division, er den altså ifølge Kuo tilstrækkeligt langt fra at kunne levere samme ydelse, at Samsungs mobildivision ikke vil putte den i S23-flagskibet næste år. Hvor Qualcomm leverede Snapdragon-chips til 70% af alle S22-modeller, skulle dette altså blive til 100% med S23, hvis man skal stole på Ming-Chi Kuo.

Kuo skriver, at dette vil betyde en højere markedsandel for Snapdragon SM8550 i den dyre ende af smartphone-markedet, især fordi det inflationsskabte pres på økonomien verden over ikke har så stor en effekt på de dyreste telefoner. Folk, der er villige til at investere i en dyr telefon, vil gøre det uanset om prisen er lidt højere.

Om dette rent faktisk betyder, at der endelig kommer Snapdragon-chips i danske Galaxy S-modeller, finder vi først ud af til næste forår, når Samsung afslører 2023-flagskibstelefonerne. Det er måske også værd at tage nyheden med et gran salt, da det ikke er første gang, vi hører tilsvarende rygter.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.