Forside * Nyheder

Disney skærer 20% af 2023-indholdspremiererne

-

Marvel- og Star Wars-fans, samt fans af selskabets animationsfilm ruster sig nu til de dårlige nyheder om flytninger og aflysninger.

Lige nu cirkulerer der en vittighed i Hollywood om, at man i det 21. århundrede åbenbart skal hedde Bob for at stå i spidsen for Disney. Det sagde man allerede i 2020, da Bob Iger efter 15 år på topposten overlod styrepinden for mediegiganten til Bob Chapek.

Annonce:

Men nu er Bob Iger så tilbage igen, og vitsen har fået endnu længere ben at gå på. For lidt over en uge siden blev det annonceret, at Disneys bestyrelse har bedt Iger om at komme tilbage for en to-årig periode, indtil der kan findes en ny CEO (der måske også skal hedde Bob?). Bob Chapek er blevet bedt om at gå af, fordi bestyrelsen angiveligt ikke længere har tillid til hans lederskab.

Chapek sad kun kort på toppen, men det var mens han havde vagten, at firmaet ragede uklar med Scarlett Johansson, og derudover indgik i et politisk slagsmål med Floridas guvernør Ron DeSantis om sidstnævntes lovgivning om bl.a. abort og immigration, der passer meget dårligt med Disneys californiske idealer. Disney er en stor arbejdsgiver i Florida via bl.a. Disney World.

Men der er et andet punkt, hvor Bob Chapeks strategier ikke længere var i overensstemmelse med Disney-bestyrelsen. Og det var i forhold til ambitionerne på indholdsproduktions-siden. Sidste år annoncerede Disney således at firmaet satsede på at lancere cirka 50 nye produktioner til konsummarkedet i 2022 altså både på hjemme- og biograffronten.

Fra 50 produktioner i år til 40 i 2023

I 2023 bliver dette skåret ned til 40. Det er en reduktion på 20%, hvilket må siges at være en temmelig kraftig nedjustering. Hvor meget, Bob Iger har haft med nedskæringen at gøre, er et godt spørgsmål, men nedjusteringen blev meldt ud i en regnskabsfremlæggelse kort efter Igers tilbagevenden blev udmeldt. Han har næppe sagt ja til at lede firmaet i to år uden at have haft i det mindste lidt at sige om, hvordan strategien skulle være i perioden.

Det store spørgsmål er, hvor nedskæringerne kommer til at ramme. Marvel- og Star Wars-indholdet er blandt det allermest populære i Disney-kataloget, selv om Disneys egne animationsfilm og Pixars ditto også normalt kan hive en del penge hjem – så hvor skal der skæres?

‘Wakanda Forever’ har været en gedigen succes for Marvel og Disney på verdensplan (Foto: Disney)

Marvel-universet er muligvis fredet, efter at ’Wakanda Forever’ blev en global kassesucces, selv i lyset af at der skulle introduceres en ny Black Panther efter Chadwick Bosemans tragiske død. Det kunne nemt være gået den gale vej, men filmen har toppet biografhitlisterne i langt de fleste lande, hvor den har haft premiere.

Dertil kommer, at Marvel-udbuddet for 2023 har fokus på biograferne. Der er planlagt tre bioggraffilm: ’Ant-man and the Wasp: Quantumania’, ’The Marvels’ (fortsættelsen af ‘Captain Marvel’) og ’Guardians of the Galaxy Vol. 3’. Der er også tre seriepremierer planlagt, heriblandt Nick Fury-serien ’Secret Invasion’ og anden sæson af ’Loki’.

Animationsafdelingen på nedtur

Den tredje er Black Panther-spinoff’en ‘Ironheart’, som der har været meget stille om på det seneste. Den er sat til at få premiere sidst i 2023, og man kunne godt forestille sig, at den får lov at vente til starten af 2024. Marvel har allerede flyttet den kommende reboot af ’Blade’-filmuniverset fra 2023 til 2024. Men derudover er der nok ikke så meget at gøre godt med blandt Marvel-produktionerne.

‘En forunderlig verden’ har været et af de største kommercielle flops i Disneys historie (Foto: Disney)

Sådan er det dog ikke for Disneys traditionelle animationsfilm. Selskabets anden store efterårspremiere, ’En Forundelig Verden’ er anslået til at have kostet et sted mellem 135 og 180 millioner dollar at producere, men har efter to uger i biograferne kun hevet omkring 42,5 millioner dollar hjem. Det omtales i branchemedierne som en af de største flops i Disneys historie. Det er formentlig et af de områder, hvor Disney har tænkt sig at gentænke strategien.

Efter opkøbet af 20th Century Fox står der også Disney på James Camerons kommende relancering af ’Avatar’-universet. Strategien for 2023 kommer formentlig også til at afhænge lidt af, hvor meget meget succes, denne premiere opnår.

Mulige omrokeringer på Star Wars-kalenderen?

Der er lidt mere mobilitet i Star Wars-universet i 2023. Taika Waititis Star Wars-film, der så sent som i maj blev bekræftet af Lucasfilms Kathleen Kennedy til at få premiere til jul næste år, er allerede blevet flyttet til julen 2025. Som det ser ud lige nu, kommer der ingen Star Wars-film i biograferne i 2023 eller 2024.

På Disney+ er anden sæson af ‘The Bad Batch’ og tredje sæson af ’The Mandalorian’ programsat til foråret. Derudover skulle anden omgang af den eksperimenterende serie ’Star Wars Visions’ dukke op, samt den med spænding ventede ’Ahsoka’ og mystik-omgærede serie ’The Acolyte’ dukke op i 2023.

Vi ved ikke ret meget om den kommende Star Wars-serie ‘The Acolyte’ ud over nogle casting-rygter og at serien foregår i ‘High Republic’-æraen, der begynder 350 år før Skywalker-sagen (Foto: Lucasfilm)

Hvis der skal skæres ned, kunne man godt forestille sig, at ’Ahsoka’ bliver flyttet til efteråret/julen 2023, mens ’The Acolyte’ flyttes til 2024. Serien ‘Skeleton Crew’ har heller ikke fået nogen premieredato, selvom den er annonceret til at komme i 2023, så måske bliver den også flyttet.

Endelig er der premieren på den femte Indiana Jones-film til sommer, men denne er formentlig så meget på skinner allerede, at der skal en decideret ny pandemi (eller genopblusning af den forrige) til for at den bliver flyttet.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.