Forside * Featured

Ny, stor iPad Air og iPad Pro med M3 kommer først til maj

-
(Foto: Apple)

Apple ser ud til at have udskudt iPad Pro med OLED-skærm og den iPad Air i 12,9″-størrelse, der ellers skulle være blevet lanceret på nuværende tidspunkt.

Sidste efterår kom der kød på nogle iPad-rygter, der havde cirkuleret længe, nemlig at der var en iPad Pro på vej med OLED-skærm samt en stor version af iPad Air, der skulle komme helt op i en skærmstørrelse på 12,9”.

Det var en af de to mest træfsikre Apple-spåmænd, Ming-Chi Kuo, der kom på banen med denne forudsigelse tilbage i november, hvor vi skrev om det. Ming-Chi Kuo har som regel godt styr på nyheder som disse, fordi han har tætte forbindelser til produktionsmiljøet i Kina og Korea.

Annonce:

I vores nyhed fra dengang hed det sig, sådan som Kuo havde rapporteret det, at de nye iPads skulle dukke op omkring februar i år. Nu er vi i slutningen af marts, og der er stadig ingen nye iPad-modeller i Apples sortiment. Men det betyder ikke, at de er blevet aflyst.

Tværtimod kan den anden træfsikre Apple-spåmand, Mark Gurman fra Bloomberg, nu fortælle, at de nye iPad-modeller blot er blevet nogle måneder forsinket. Og med god grund, hvis Gurmans kilder altså er til at stole på i denne sammenhæng.

Også ny Pencil og Magic Keyboard

Gurman skriver nu, at de nye iPad-modeller kommer til maj i stedet. Det skulle endda være i starten af måneden, så hvis du har gået og ventet på en af de to nye modeller med større eller bedre skærm, behøver du altså ikke være sur og sammenbidt ret meget længere.

Det var egentlig meningen, at de nye iPads skulle være blevet lanceret sammen med de nye MacBook Air-modeller med M3-chip, der blev lanceret tidligere på året. Men det skete ikke, og Gurman ser ud til at kende grunden: Softwaren var simpelthen ikke klar.

Der var stadig en del skavanker, der skulle rettes på software-siden i forhold til de nye skærme, men skærmene har også krævet en ændring i måden, iPads fabrikeres på. Dette har angiveligt også givet anledning til lidt bøvl, der lige skulle overstås.

Gurman forventer også at der kommer en Apple Pencil i nyt design, samt et redesignet Magic Keyboard. Den nye iPad Pro kommer til at køre med M3-chipsettet, mens den store iPad Air får et nyt, særskilt chipsæt ombord.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.