Apple Silicon-mønstret er brudt. Den seneste M-chip, der ellers var forventet til efteråret, er allerede landet.
Der er ingen tvivl om at Apple har haft stor succes med at lave sine egne SoC-chipsets til Mac og iPad Pro, noget de har gjort på iPhone og iPad næsten siden begyndelsen. Og der har været relativt regelmæssige opdateringer af M-serien, siden den blev lanceret.
Normalt er de nye M-chips kommet hvert efterår, med Pro-, Max- og Ultra-versioner, der fulgte senere. Sidste efterår annoncerede Apple således M3-serien, men denne gang kom Pro- og Max-modellerne allerede med fra starten. Således var mønstret allerede brudt en smule, og i dag blev det så brudt endnu mere.
Efter M3 kun har været på markedet i lidt over et halvt år, annoncerede Apple i dag M4-chipsættet. Det skete i forbindelse med lanceringen af den nye iPad Pro, der har chipsættet ombord. Der fulgte dog ikke Pro- og Max-versioner med, så dem kan vi sikkert først forvente til efteråret.
M4 kan fås med op til 10 kerner, fordelt på fire højtydende kerner og seks med fokus på effektivitet. Det er de sidste, der nu er kommet to ekstra af. De ekstra effektivitetskerner skal blandt sikre længere batterilevetid på iPad Pro og på de kommende computere baseret på M4.
GPU med ny, dynamisk cache
M4 har 28 milliarder transistorer ombord, hvilket er tre milliarder flere end M3. Det er dog 8 milliarder flere end M2, altså en 40 procents forøgelse. Siden det er M2, der sad i den forrige udgave af iPad Pro, kan iPad Pro-fans altså forvente en ret stor hastighedsforøgelse, hvis de opgraderer. Ifølge er den halvanden gang hurtigere. Apples nye chip er desuden produceret med den 3nm-teknologi, som blev introduceret med M3 tilbage i oktober. Det gør ifølge Apple chippen endnu mere energieffektiv.
Som bekendt kommer M-serien med integrerede GPU’er, og på M4 har denne 10 kerner. GPU’en bygger videre på grafikarkitekturen fra M3-serien og har en ny Dynamic Caching-feature, som Apple har udviklet. Selv om funktionen måske ikke lyder så kreativ, er den helt sikkert målrettet til dem, der bruger Apples produkter til at arbejde med grafik, video, og lyd eller køre tunge spil.
Som navnet antyder, består den nye funktion af en GPU-cache, hvis størrelse kan varieres dynamisk efter behovet for ydelse. Ifølge Apple vil de øge den gennemsnitlige udnyttelse af GPU’en markant. Den nye GPU betyder også at hardware-accelereret ray tracing (eller ”strålesporing”, som Apple kalder det i sin danske pressemeddelelse) nu er tilgængelig på en iPad. Det samme gælder for mesh shading. Begge dele gør spiloplevelsen bedre på iPad Pro.
Apple træder officielt ind i AI-kapløbet
Vi havde hørt nogle rygter om at M4 ville bryde mønsteret ved at blive annonceret i dag, hvilket jo så viste sig at være rigtigt. Anledningen skulle ifølge rygterne, ud over lanceringen af iPad Pro, være at Apple gør klar til at annoncere en stor AI-satsning under deres WWDC-udviklerkonference til juni. Og det skal de naturligvis bruge noget dedikeret hardware til.
Det rygte synes også at være delvist bekræftet, for den Neural Engine, der sidder i M4, er den hidtil kraftigste, som Apple har produceret. Den er hele 60 gange hurtigere end selskabets første Neural Engine, der blev lanceret sammen med A11 Bionic-chipsættet.
Apple beretter, at den nye Neural Engine kan udføre 38 billioner handlinger i sekundet. Det skulle ifølge firmaet selv være hurtigere end alle de AI-dedikerede PC’er, der er blevet markedsført i de seneste måneder. Dermed må man sige, at Apple har meldt sin ankomst i AI-kapløbet. Nu må vi så se til juni, hvad de kan på softwaresiden.