Forside Baggrund

Derfor foregår ‘Alien’ og ‘Blade Runner’ i det samme univers

-

I denne klumme kigger skribenten på de efterhånden mange links, der er mellem de universer, der blevet skabt i Ridley Scotts to første film og dem, der fulgte.

For nogle er det åbenlys viden. For andre er det nyt. For en helt tredje gruppe mennesker er det en kikset ’retcon’, en måde at ændre på et fiktivt univers’ faktuelle tilstand lang tid efter etableringen af det.

Men med den seneste Alien-film i biograferne og en ny Blade Runner-film på vej ud, er det på tide at tale om det mange tænker, og nogle bloggere har påstået i årevis: Foregår de to filmserier i samme, fiktive univers?

Er de forbundne af mere end at handlingen foregår i den samme galakse?

Da jeg for lidt over en uge siden satte mig til en forpremiere på ’Alien: Covenant’ (der af uvisse årsager havde premiere i Europa hele to uger før her i USA), blev det endnu mere åbenlyst for mig, at de to Ridley Scott-skabte universer i virkeligheden er det samme, og at filmene kun er adskilt af tid og teknologisk udvikling. Faktisk vil jeg mene, at der er så mange referencer til Blade Runner-universet i ’Alien: Coventant’, at Ridley Scott næsten driller os med det.

Det er den slags referencer og små fortolkningselementer, jeg i sin tid blevet trænet til at kigge efter, da jeg for 20 år siden tog en bacheloruddannelse i film- og medievidenskab. Siden vendte jeg mig mod online-medier som studieobjekt, men der er stadig nogle af de gamle filmteoretiske reflekser tilbage.

Ikke dermed sagt at jeg nødvendigvis er bedre til at spotte referencer og teoretiske elementer, end læseren er. Blot, at jeg ikke kan lade være, så jeg kan lige så godt dele dem med de Rec.dk-læsere, der er interesserede.

Det er klart, at jeg ikke kan gøre dette uden at tale om handlingen i filmene, så hvis du ikke har set bare én af dem, så skal der lyde en stor spoiler-advarsel nu. Der kommer masser af spoilere herunder.

 

Spoiler alert

..

..

..

..

..

..

..

..

..

 

Billede fra Alien Covenant (20th Century Fox)

Øjet

Nu har jeg kun set ’Alien: Covenant’ en enkelt gang, så jeg undskylder på forhånd, hvis der er nogle rækkefølge-ting, der ikke helt passer. Men den første gang, det gibbede i mig og Blade Runner-linket slog ned i mig, var ved, hvad jeg faktisk tror er det første, såkaldt diegetiske skud i filmen, altså det første skud, der rent faktisk er en del af handlingen. Det er et close-up af et øje. Et øje, hvori en smuk udsigt kan ses svagt reflekteret.

Det viser sig at være Davids øje. David er den første model af syntetiske mennesker, det lykkes Peter Weyland at skabe til sin egen tilfredshed. Peter Weyland, som vi ved fra ’Prometheus’, var besat af evigt liv, og forsøgte at skabe det, dels for at opnå status som gud, dels for at prøve at finde hemmeligheden til at afværge sin egen død. Peter Weyland, hvis firma, The Weyland Corporation, senere købte Yutani Corporation og skabte Weyland-Yutani, det firma der i ’Alien’ og ’Aliens’ sender adskillige mennesker i døden i forsøget på at fange en Xenomorph, filmenes hovedmonster.

Ifølge den autoriserede guidebog ’Alien: The Weyland-Yutani Report’ skete opkøbet efter en årelang patentretssag over David-modellen, der både i ’Prometheus’ og ’Alien: Covenant’ bliver spillet af Michael Fassbender. Hvis man regner ’Alien vs Predator’-filmene (som Ridley Scott har kaldt ’fjollede’ og synes er forfærdelige) med i universet, får Yutani adgang til teknologi, der kan hjælpe dem med at skubbe til menneskets teknologiske fremgang og dermed skabe deres egne syntetiske mennesker under Yutani-navnet, da firmaets stifter får fingre i en af ’Predator’-jægernes våben. Men hvor kommer Peter Weylands inspiration fra?

Det er her, vi lige skal vende tilbage til det der øje. Det første skud i ’Blade Runner’ er det legendariske, industri-forfaldsromantiske skud af Los Angeles i 2019, hvor kameraet langsomt bevæger sig hen mod den pyramide-bygning (helt præcist en ziggurat), der huser Tyrell Corporations hovedkvarter.

Men kort efter klippes der til et øje. Det er nøjagtig samme billedkomposition som Davids øje i ’Alien: Covenant’. Det øje viser sig også at tilhøre et kunstigt menneske, der kigger ud på en udsigt, men fra Tyrell Corporations hovedkvarter. Øjet tilhører replikanten Leon, som er i gang med at gennemgå den såkaldte Voight-Kampff-test, der bruges til at skelne mellem kunstige og ægte mennesker. Politibetjenten Holden finder kort efter ud af på den hårde måde, at Leon er en replikant, men der er ikke noget at tage fejl af – begge film åbner med landskaber og close-ups af øjne, der sidder i hovedet på kunstige mennesker.

Øjnene spiller en vigtig, tematisk rolle i begge film. I jagten på den person, der kan forlænge deres liv, starter replikanterne i ’Blade Runner’ med at opsøge den mand, der har lavet deres øjne. Ridley Scott har i flere omgange sagt, at Xenomorphen i ’Alien’ først blev rigtig uhyggelig, da han og designeren H.R. Giger besluttede sig for at fjerne dens øjne, fordi øjnene afslører så meget om os.

Når vi ikke kan se dem, er usikkerheden – og dermed uhyggen – større. I Voight-Kampff-testen i ’Blade Runner’ tjekker man blandt andet pupillernes udvidelse, får vi at vide. Og endelig er der hele teorien omkring, at replikanter har røde pupiller, når lyset reflekteres i deres øjne på en bestemt måde. Hvilket er et af argumenterne for, at Deckard i ’Blade Runner’ også er en replikant.

 

Weyland og Tyrell

Beviset for, at begge films åbningssekvensers inklusion af det samme øje-skud er mere end et tilfælde og en æstetisk præference hos Ridley Scott, skal findes i ekstramaterialet på en DVD-udgave af ’Aliens’ og en Blu-ray-udgave af ’Prometheus’. I ekstramaterialet til førstnævnte kan man læse i hans cv, at Dallas, kaptajnen for Nostromo-skibet i ’Alien’, tidligere har arbejdet for Tyrell Corporation. Det kunne man måske vælge at se som et ’Easter Egg’. Men når en hel masse ’Easter Eggs’ peger i samme retning, bliver det altså til mere end spøg.

I ekstramaterialet til ’Prometheus’ finder man Peter Weylands dagbog. Her refererer han til en ”mentor og for længst afdød konkurrent”, der ”kørte sit firma som var han en gud, der sad på toppen af sin pyramide og kiggede ud over Englenes By”. Som det vil være de fleste bekendt, er sidstnævnte øgenavnet for Los Angeles, hvor ’Blade Runner’ foregår. Men der er mere. Weyland skriver at hans mentor ”valgte at replikere Gud på den mest uoriginale måde, man kan forestille sig, ved blot at gøre ligesom Gud” (læg her mærke til brugen af ordet ’replikere’ – de syntetiske mennesker i ’Blade Runner’ hedder jo netop ’replikanter’).

Weyland kritiserer, at den ubenævnte mand valgte at skabe syntetiske mennesker genetisk i stedet for at lave robotter. I ’Blade Runner’ får replikanten Roy at vide, da han ønsker at få forlænget sit liv, at han og hans andre replikanter ”blev lavet så godt som vi kunne”, og hele vejen igennem filmen bliver det påvist, at replikanterne er mennesker, men deres genetiske sammensætning betyder, at de kun lever i omkring fem år, før deres kroppe degenererer så hastigt, at de dør.

Det endte ikke godt for hans mentor, mener Weyland. Hans genetik-strategi ”eksploderede i hovedet på ham”, skriver han. Nu kan der næsten ikke være mere tvivl om, at Weylands mentor og konkurrent var Eldon Tyrell, der i ’Blade Runner’ får kvast sit hovede af Roy. Et angreb, Roy endda starter med at stikke tommelfingrene ind i Tyrells…øjne.

Weyland kalder det også ”underholdende”, at hans mentor indsatte falske minder i replikanterne for at få dem til at tro, at de var mennesker. Det er jo præcist det, der er hele Blade Runners hovedtema. Så skulle enhver tvivl ligesom være lagt til ro.

Men det kunne jo være, at kyniske sjæle stadig vil pege på, at Ridley Scott måske slet ikke har godkendt al det der ekstramateriale, og det bare er PR-halløj. Men så lad os lige kigge på et par andre ting.

I ’Prometheus’ sammenligner den døende Peter Weyland sig selv med en af de såkaldte ’Engineers’, der ifølge filmen satte den DNA-proces i gang på Jorden, der skabte mennesket. Han siger, at han anser sig selv for at være en gud, ligesom den ’Engineer’, de netop har vækket fra hypersøvn. Det er altså den samme ordlyd som han selv i sine egne noter årtier tidligere brugte til at beskrive Eldon Tyrell.

Måden, hvorpå vi som publikum får at vide, at Meredith Vickers, Weyland-Yutanis repræsentant ombord på det gode skib Prometheus (spillet af Charlize Theron) i virkeligheden er Peter Weylands datter er også interessant. Da Weyland er blevet vækket fra sin hypersøvn byder hun ham velkommen med en linje, som hun afslutter med en kunstpause og derefter nærmest arrigt spytter ordet ud: ”FATHER”. Det er nøjagtig det samme toneleje, den samme kunstpause og arrighed, Roy bruger, da han siger ”I want more life…FATHER” til Eldon Tyrell.

Her kommer vi ind til den tematiske lighed mellem de to film.’Blade Runner’ og ’Alien’-filmene er blandt de film i historien, der har fået flest akademikere til at skrive dybtgående analyser baseret på såvel psykologi som filosofi og sociologi, arkitektur-studier, feminisme og meget andet. De fleste er dog enige om, at ’Alien’-filmene har et dybdepsykologisk lag, der handler om forholdet til vores egen krop og vores forældre. Freuds seksual-orienterede psykoanalyse gør det ekstra uhyggeligt for os mænd at skulle forestille os at føde, fordi det er det ultimativt fremmede element for os, en af de ting, vi aldrig nogensinde vil kunne, og som gør kvinden til et modstykke. Det er derfor, det er Kane, en mand, der ”føder” xenomorphen i ’Alien’.

Men man skal ikke dermed tro, at kvinder er forskånet for den psykologiske effekt. Her handler det i højere grad om at miste kontrollen over sin egen krop og indsættelsen af et fremmedlegeme, der samtidig fylder én med vilde følelser, og en gigantisk angst for at noget går galt. Det udnyttede James Cameron i ’Aliens’, da han viste os Ripleys mareridt (på hospitalet, der jo kunne forveksles med en fødegang), hvor hendes maveskind pludselig ser ud til at være klar til at sprække og en xenomorph kan være på vej ud.

 

Shakespeare og Ødipus

En anden hovedtematik kommer fra den klassiske litteratur. Det handler om forældredrabet. Vi kender det fra Ødipus-myten i den græske mytologi, hvor Ødipus slår sin far ihjel og gifter sig med sin mor. I ’Hamlet’ slår Hamlet sin stedfar ihjel, og så videre.

Forældredrabet er et helt ekstremt tydeligt tema i ’Alien’-filmene. Ud over, at ingen overlever at ”føde” en xenomorph, så siger David i ’Prometheus’ på et tidpunkt, at ”Vi vil vel alle sammen gerne have vores forældre til at dø?”. I ’Alien: Covenant’ slår David hele menneskehedens ’forældre’ ihjel ved at bombe Engineer-folket med den sorte materie, der får dem alle til at disintegrere. Og han skubber på for at få Peter Weyland til at møde den sovende Engineer i Prometheus, fordi han ved, at det sandsynligvis vil være enden på Weylands liv.

Den samme tematik er at finde i Blade Runner. På et tidspunkt beskriver Deckard replikanten Rachel (der indtil da ikke ved, hun er en replikant) om et minde fra hendes barndom om en edderkop, der sad udenfor hendes vindue, og ventede på at et æg skulle åbne sig (hvad minder det om?). Rachel overtager historien og fortæller om, hvordan ægget åbnede sig, og at alle disse små edderkoppebørn løb ud – og åd moderen. Endnu et forældredrab. Dertil kommer naturligvis Roys drab af sin ’far’, Eldon Tyrell.

Det er naturligvis naturens gang, at børnene skal overleve deres forældre. Men at det skal gå den modsatte vej er noget, mange forældre frygter mere end døden selv, og det spiller begge filmserier også på. Hvordan det virker i ’Alien’-serien er beskrevet ovenfor. Det bliver forstærket af, at Ripley overlever sin egen datter i ’Aliens’ ved at ligge i dvale i 57 år ude i rummet.

Men ’Blade Runner’ og de nyeste ’Alien’-film handler om forsøget på at vende det på hovedet. Eldon Tyrell skaber replikanter, der er hans ’børn’, men som er lavet til at aldrig at overleve ham. Det er det samme, Peter Weyland forsøger at opnå i ’Prometheus’ ved at gå til sin ’far’ (Engineer’en) for at få evigt liv. Men det viser sig, at Engineer-racen i virkeligheden også havde en plan om at overleve deres børn. Det er derfor, de overhovedet har skabt det sorte biovåben, der kan slå en hel race ihjel, de selv har skabt, og hvorfor de i ’Prometheus’ var på vej til Jorden for at slå os ihjel. I ’Alien: Covenant’ forsøger David i virkeligheden at sætte tingene tilbage i deres naturlige orden ved som nævnt at slå menneskehedens ’forældre’ ihjel. Måske er det også derfor, David vælger at genetisk fremstille en ny race, der aldrig nogensinde vil kunne blive slået ihjel af sine forældre, men altid vil gøre det omvendte – altså Xenomorphen.

Mor-barn-dynamikken er også noget, mange forskere i feministisk filmteori har tænkt over og skrevet en del om, når det gælder Alien-serien. Det handler rigtig meget om Ripleys forhold til Newt i ’Aliens’, om dronninge-xenomorphens beskyttelse af sine børn i samme film, og ikke mindst Ripleys forhold til den dronninge-xenomorph, der gror inde i hende i ’Alien3’.

Hun vælger at føde den i stedet for at få den fjernet, men kaster sig i døden samtidigt, fordi…forældre ikke skal overleve deres børn, som nævnt ovenfor. Jeg har allerede skrevet alt for meget til at fortsætte med at vise alle de ting i ’Alien3’, der spiller på Ripleys moderlighed og forholdet til et barn, hvor faderen er ude af billedet, og den kvindelige psykologi omkring at bære et barn, man har et (mildest talt) komplekst, følelsesmæssigt forhold til.

Men hvis du sætter dig og ser filmen med dette i baghovedet, vil du nok selv få øje på alle disse elementer. Det gør i øvrigt også filmen til en meget bedre oplevelse.

Hele den ovenfor beskrevne tematik er også grunden til at jeg synes, seriens fjerde film, ’Alien: Resurrection’, er den dårligste af dem alle. Den dropper fuldkommen hele seriens hovedtematik og går efter nogle helt andre filmiske temaer, som ikke siger mig en skid, rent ud sagt. Men måske kan du, kære læser, bedre forstå den.

 

Slået fast med syvtommersøm

Til sidst skal vi lige tilbage til forholdet mellem ’Alien’ og ’Blade Runner’. Hvis ovenstående ikke skulle have overbevist læseren, så tænk over dette:

I ’Alien: Covenant’ bærer Daniels et søm omkring halsen, som hun har fået af sin husbond, spillet af James Franco, der virkelig brænder for sin korte rolle i filmen (undskyld – kunne ikke lade være). Sømmet skulle være det første søm, der blev slået i brædderne til det træhus, de to skulle bo i ved en sø på den nye planet, hele holdet i filmen er på vej til at kolonisere.

I ’Blade Runner’ spiller sådan et søm også en væsentlig rolle, eftersom Roy sætter et lignende søm igennem hånden på sig selv, da hans hånd er ved at lukke sig permanent, fordi hans gener er ved at bryde sammen. Hvilken anden mytologisk figur fik et søm gennem sine hænder? Det gjorde Jesus… hvis far – en gud – teknisk set slog ham ihjel. Endnu en reference til filmenes hovedtematik.

Daniels ender med at sætte sit søm op i hagen på David, der kortvarigt sætter ham nok ud af spillet til at hun kan undslippe hans greb. David svarer på den modstand, hun gør, med ordene ”That’s the spirit!”. Da Roy Batty i ’Blade Runner’ endelig får noget modstand – med sømmet i hånden – fra Deckard, siger han nøjagtig de samme ord. I begge tilfælde et syntetisk menneske, der opfordrer et ægte menneske til at bruge sin ’ånd’ til at kæmpe. Den ånd, som syntetiske mennesker ikke har og måske endda brændende ønsker sig.

Som nævnt er der meget mere, man kan fortolke ind i de to filmserier (jeg har ikke engang nævnt dem, der kører Pinocchio-fortællingen i stilling som analogi), men efterhånden er der ikke ret meget tvivl i mit sind om, at de to films fiktive universer er det samme.

Når ’Blade Runner 2049’ får premiere til efteråret, kan det være, alt det ovenstående bliver gjort til skamme. Eller måske bliver det endda bekræftet endnu mere.