Forside Nyheder

Yamaha tilføjer 4K og AirPlay til deres receivere


Der er stadig dem, der foretrækker at have en receiver som centrum i deres AV-setup. Til dem er der gode nyheder, for traditionelle producenter som Yamaha tilføjer stadig nye funktioner til deres receiverlinje.


Receivere til AV-setuppet i hjemmet er ikke lige populære alle steder. For nogle er det for lidt entusiast-agtigt og lyder for ringe, for andre er det bare irriterende med en stor, sort klods i stuen, der hverken kan afvikle streamet video eller gå på nettet. Men for dem, der foretrækker at koble alle deres HDMI-enheder til en receiver og styre hele setuppet derfra, er der godt nyt.


Yamaha følger nemlig nu i Pioneers fodspor og har lanceret et par receivere, der ud over at kunne betales med menneskepenge, også har fået tilføjet understøttelse for Apples AirPlay. Med andre ord kan man nu streame video og musik trådløst fra sin computer, iPad eller iPhone direkte til receiveren og dermed ud over anlægget i stuen.


Men ikke nok med det. Yamaha har også fremtidssikret de nye modeller. De understøtter nemlig 4K-passthrough, så fremtidens film i 4K-opløsning (hvilket medie, de så end kommer fra), kan også sendes igennem receiveren. Man køber altså ikke katten i sækken, hvis man på et tidspunkt ønsker at investere i et 4K-fjernsyn.


Yamaha RX-V473 er en 5.1-model, der er lanceret til 450 dollar, eller ca. 2.500 kroner, mens RX-573 understøtter 7.1-surround og koster ca. 560 kroner mere. Begge priser er uden dansk told og moms.


 

Annonce