Forside * Nyheder

Panasonic foran tidsplanen med 4K OLED




Prototyper af Panasonic 4K OLED på IFA 2013. Foto: recordere.dk



 


Panasonic lovede OLED TV i år 2015, men de kan være klar med produktionen af 4K OLED allerede i år.


At både Panasonic og Sony arbejder på OLED TV er ingen hemmelighed, det har de vist på de seneste to store udstillinger: CES og IFA.


De lader tilmed til at springe leddet af Full HD OLED over, og gå direkte på 4K OLED. De protyper der har været vist frem indtil nu har kun været med Ultra HD (4K) opløsning.


Tidligere har både Sony og Panasonic sagt at de ventede at være klar med produktionen af OLED TV i år 2015, men noget tyder på at den tidsplan forceres. Ihvertfald hos Panasonic.


 


Egen produktion af 4K OLED-displays


Der var én væsentlig forskel på de prototyper af 4K OLED, som Panasonic viste på IFA 2013, og så det de viste tidligere på året i forbindelse med CES-udstillingen i Las Vegas.


En forskel der ikke var synlig.


Prototypen på CES brugte et display Panasonic havde købt ude i byen, mens prototyperne på IFA var udstyret med Panasonics egenproducerede OLED-displays.


 


De første kan udkomme allerede i år


OLED Association fortæller nu, i en opfølgning fra IFA, at Panasonics udvikling af 4K OLED TV er så langt fremme nu, at de kan masseproducere de første TV allerede i år.


Det vil i så fald blive et Ultra HD OLED (4K) på 55″ eller 56″. Men inden du nu smutter ned i banken for at øremærke en pulje penge, så betyder masseproduktion i den sammenhæng blot at det vil være TV der har forladt samlebåndet på deres OLED pilot-fabrik, fremfor TV frembragt i et laboratorie.


De ventes ikke at kunne producere dem i større mængder til verdensmarkedet endnu.


Men det skal blive spændende at se, om det betyder at de nu er så langt fremme, at vi kan se 4K OLED TV som en del af deres almindelige TV-lineup i 2014.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.