Forside * Nyheder

Sjove ting vi fandt på CES – Del 1




Foto: recordere.dk


 


Det er altid nede bagerst i hallerne på CES, man finder de originale idéer og små, håbefulde producenter, der ofte kan være meget mere interessante end de store kanoner.


I år var der igen masser af hente, ofte ting, der kun kan købes via firmaets hjemmeside eller store e-butikker som Amazon. Her kommer de første tre ting fra årets jagt på CES’ hemmeligheder.


 


Mountie


I kategorien ‘Hvorfor er der ingen, der har tænkt på det før?’ finder vi Mountie fra Ten One Design. Denne lille dims hægter sig fast på for eksempel en laptop-skærm og så kan du sætte din iPad eller anden tablet fast på den.


På den måde kan du køre med udvidet skærm (det findes der masser af apps til) eller køre to forskellige skærmindhold, også selvom du er på farten.


Den lille dims koster 25 dollar, eller ca. 150 kroner før danske afgifter. Du kan læse mere om den her: tenonedesign.com/mountie


 



 


Xtreme VR-brille


Selvom oplevelsen næppe er lige så stor, så har Oculus fået skarp konkurrence fra Google og Samsung, der begge har lavet VR-briller, du bare kan sætte din smartphone i, og vupti, så er du i den virtuelle virkelighed.


Men siden der jo ikke er tale om elektronik, men blot optik og plastik, kan selv små accessory-producenter være med. For eksempel amerikanske Xtreme, der normalt laver kabler, smartphone-covers og lignende.


Men nu har de altså også lavet en VR-brille, der passer til en række forskellige telefoner. Og de er formentlig ikke de eneste – der vil sandsynligvis komme en bølge af billige VR-briller fra små firmaer? – for der er jo intet, der forhindrer dem i at lave dem.


Læs mere på www.xtremecables.net/


 



 


WeeGo Batteristarter


Kan du se den flade kasse, repræsentanten for WeeGo holder i hånden på billedet?


Det ligner en typisk batteripakke, som man kan bruge til at lade sin telefon eller tablet op med, når den går tør. Og det er det også. Men WeeGos batteripakke kan noget ekstra. Der følger nemlig startkabler med til bilbatterier.


Du læste rigtigt. Batteripakken kan ifølge WeeGo starte biler med op til 4,7-liters motorer (hvilket burde dække det danske behov så rigeligt), hvis de er gået tør for strøm. Så der kan være god grund til at have den liggende i handskerummet.


Modellen hedder naturligt nok Jump Starter Læs mere på: www.myweego.com/jumpstarters


 


Se også: Sjove ting, vi fandt på CES – del 2

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.