Forside Baggrund

Klumme: Kan Netflix påvirke Hollywoods kvinder?

-
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com

I denne klumme giver skribenten et bud på, hvordan man som man kan komme til at forstå de problemer, kvinder har med at komme igennem i Hollywood.

Okay, okay, okay. Jeg ved jo godt, at Recorderes læserskare i høj grad er domineret af mænd, og at ligestilling måske ikke lige er det emne, der står allerhøjest på dagsordenen her på siderne.

Men jeg har for nylig haft en oplevelse, som jeg tænkte, at jeg ville dele med læserne.

Jeg er nemlig overbevist om, at langt de fleste Recordere-læsere nok er mænd, men de er mænd med omløb i hovedet, der gerne vil forstå verden og forsøge at gøre den til et mere fair sted at være. Og det kan min nylige oplevelse måske hjælpe med, hvis jeg nu deler den.

Jeg har personligt, som fan af teknologi og underholdning, og især underholdningsteknologi, været meget optaget af ligestilling i Silicon Valley og Hollywood for tiden.

Ikke bare køns-ligestilling, men også ligestilling på etnicitet, seksualorientering og økonomi, da jeg er af den – for nogle sikkert naive – overbevisning, at et mangfoldigt marked er et mere innovativt marked.

Flere kulturelle ophav giver flere vinkler på tingene og dermed basis for flere nye idéer.

Modsat, hvis det blot er den samme type mennesker, der arbejder med udvikling af f.eks. teknologi, har tingene en tendens til at blive ensrettede og mangle ud-af-boksen-tænkning.

Det kan man især se indenfor teknologi, hvor mange af de nye idéer, der kommer frem lige nu, kommer fra områder tæt på, men stadig langt væk fra Silicon Valley – for eksempel i Los Angeles eller San Francisco, der ligger henholdsvis fire en halv time syd og en time nord for ’dalen’.

Og så er der ikke mindst alle de teknologi-hubs, der skyder op uden for USA, hvor lande Israel og Sverige f.eks. lige nu markerer sig kraftigt.

 

Hollywood diskriminerer mod kvinder

Man er med andre ord ved at lære det indenfor teknologi.

Firmaer som Google og Microsoft har for længst indrømmet, at de har et stort problem med etnisk og kønslig ligestilling, og Apple er også kommet med på det seneste.

Der er sat store initiativer i værk for især at få flere kvinder tilbage i teknologi (før hjemmecomputerens indtog var op mod 40% af tech-arbejdere kvinder), og man har ligesom fattet, at der skal ske noget strukturelt, hvis man skal ændre på tingene.

Sådan er det ikke i Hollywood.

I amerikansk mainstream-film og –tv bliver kvinder diskrimineret på det groveste. Det er ikke så slemt i f.eks. dansk filmproduktion, selvom nogle formentlig vil sige, at det også er et problem der. Men i Hollywood er det ret grelt.

Når debatten om det raser lige nu, er det fordi en række undersøgelser på det seneste har vist, hvor galt, det er fat.

Skuespillerinden Geena Davis har været så frustreret over det, at hun har startet en organisation, der laver forskning på kønsfordelingen i Hollywood.

En af undersøgelserne, der kom ud af det, viste at i de 120 største mainstream-film, der blev produceret i Hollywood i 2014, havde blot 31% af kvindelige karakterer i filmene overhovedet et navn. Kun 23% af filmene havde en kvindelig hovedrollefigur. Og kun 7% (!) af film i Hollywood er instrueret af kvinder?

Er det fordi, store underholdningsfilm ikke kan instrueres af kvinder eller havde kvinder i den førende hovedrolle? Naturligvis ikke.

Enhver, der har set Kathryn Bigelow-film som ’Point Break’, ’Strange Days’, ’K-19’, ’The Hurt Locker’ eller ’Zero Dark Thirty’ ved, at kvinder kan instruere højspændte Hollywood-film lige så fint som mænd.

Og når man ser James Camerons film, har de alle sammen en stærk kvindefigur i en af hovedrollerne, hvis ikke i den førende hovedrolle (Tænk Ripley i Aliens, Sarah Connor i Terminator, Rose i Titanic, Helen Tasker og Lindsey Brigman, der stjæler rampelyset fra deres mænd i True Lies og The Abyss, og så naturligvis Neytiri i Avatar…selv hans første, store film, Piranha 2: The Spawning har en Ripley-agtig figur i hovedrollen).

På tv-siden kan tingene også være hårdkogte, når de er lavet af kvinder. Serien Homeland er f.eks. i meget høj grad produceret og skrevet af kvinder, med den mesterlige, men af mange ukendte instruktør Leslie Linka Glatter i centrum.

 

Bechdel-testen

Så hvorfor ser statistikkerne så grimme ud? En anden grim statistik dukker op, når man bruger den såkaldte Bechdel-test.

Denne test, der blev opfundet af den kvindelige tegneserietegner Alison Bechdel for snart 30 år siden, går ud på, at en film kun består Bechdel-testen, hvis der i filmen indgår

  1. To kvinder, der
  2. Er navngivne i filmen og som
  3. Har en samtale i filmen om noget andet end en mand.

Det skulle man jo tro var nemt nok, ikke? Det er krav, man nærmest tænker at alle film med kvindelige skuespillere opnår?

Men cirka 42% af Hollywood-film består faktisk ikke denne simple test, hvis man skal stole på Bechdeltest.com, der har analyseret mere end 4.500 film.

Når man spørger kvinder i filmbranchen om fænomenet, fortæller de alle om benhård kønsdiskrimination i det ellers så frigjorte og venstreorienterede Hollywood.

Det gjorde New York Times-journalisten Maureen Dowd for nylig, og hvis man er bare lidt interesseret i film og tv, bør man læse artiklen, som findes HER.

De historier, kvinder fortæller om Hollywood, er skræmmende læsning. Artiklens introduktion giver et indblik i et af de største – men langt fra det eneste- problem, der skaber denne diskrimination.

Her beskrives hvordan Colin Trevorrow, der er i gang med en komet-karriere i Hollywood, er kommet i den situation, han er.

Han lavede en charmerende lille film for 450.000 dollar om tidsrejser, der hedder Safety Not Guaranteed. Den indtjente det tidobbelte, og når det sker, begynder Hollywood at holde øje med én.

Filmen blev set af en af Hollywoods tunge drenge, Brad Bird (The Incredibles, Ratatouille, Mission Impossible: Ghost Protocol), og han blev så begejstret, at han tog Trevorrow under vingerne og blev hans mentor.

Trevorrow fik lov at hænge ud med Bird under produktionen af filmen Tomorrowland – og Bird anbefalede ham til jobbet som instruktør af Jurassic World.

Det job fik han, og eftersom den film blev et kæmpehit, fik Trevorrow en af de mest prestigiøse opgaver, nogen filminstruktør kan få: Han skal instruere Star Wars Episode 9.

Trevorrows historie er typisk for mænd, der gør kometkarriere i Hollywood, men noget lignende sker stort set aldrig for kvinder.

Og slet ikke i action-genren. Sagen er den, at Trevorrow hele vejen igennem er blevet godkendt af mænd. Han blev ’opdaget’ af en mand, taget under vingerne af en mand, anbefalet af en mand, godkendt og hyret af en mand osv osv.

Fordi kvindelige instruktører kun udgør så forsvindende lille en del af instruktører, producere og chefer i Hollywood, bliver der heller ikke flere af dem.

Kvinder har det nemlig med at hyre både mænd og kvinder, mens mænd stort set kun hyrer mænd, viser undersøgelserne. Det er en ond cirkel.

 

Manglende empati og bevidsthed

Trevorrow har så derudover dummet sig gevaldigt og vist sig som værende dybt uinformeret og ufølsom overfor ligestillingsproblemet i Hollywood.

F.eks. er den ene hovedrolle-indehaver i Jurassic World, spillet af Dallas Bryce Howard, portrætteret som en kvinde, der fordi hun valgte karrieren i stedet for familielivet, er en kold sild, ude af stand til at relatere til andre mennesker og som løber skrigende væk fra dinosaurer på høje hæle.

Imens er hendes søster portrætteret som et helt og varmt menneske, men hun er naturligvis også hjemmegående husmor og valgt ’den rette’ plads for kvinder i hjemmet.

Jeps, selv i 2015, kan den slags 1950’er-kønsrollemønstre dukke op på film. Personligt ødelagde dette kvalmende aspekt hele filmen for mig, men jeg er nok også mere fokuseret på det end så mange af mine venner f.eks. er det.

Da Trevorrow blev spurgt om det, og om han ikke mente, det var vigtigt at bakke op om kvinders evner og ret til også at lave store mainstream-film svarede han, at han mente, at det var fordi ”kvinder ikke rigtig havde interesse i at lave den slags film”, som om kvinder allerhelst bare vil lave romantiske komedier hele tiden, hvilket naturligvis er noget ævl.

”Ville jeg være blevet valgt som instruktør til Jurassic World, hvis jeg var kvinde og kun havde lavet en lille film? Jeg aner det ikke” har han udtalt.

Det kan på overfladen virke som en neutral bemærkning, men sandheden er, at det aldrig nogen sinde kunne være blevet tilfældet – og det burde han vide.

Trevorrow er derfor blevet kritiseret for ikke at bakke op om kvinder i Hollywood med sine udtalelser.

Som mand kan man måske bedre forstå Trevorrow. Når man render rundt i en mandsdomineret verden, kan det være svært at se skoven for bare træer.

Man stopper jo ikke lige op og siger til produceren Frank Marshall:

”Nej, jeg vil ikke instruere Jurassic World, der kan gøre alt for min karriere, for jeg synes, du skal overveje, om der ikke også er kvalificerede kvinder, der kan instruere den.”

Man vælger jo ikke Brad Bird fra som mentor, fordi man også gerne vil have en kvindelig mentor. Man tager de muligheder, der bliver tilbudt én. Det er helt forståeligt.

Trevorrow har formentlig lært lektien nu.

 

Holdningsændring påkrævet

Den eneste måde, vi kan skabe mere ligestilling på det her område er ved at lave en holdningsændring fra bunden.

Det kan selvfølgelig være svært at gøre som almindelig, mandlig underholdningsforbruger i Danmark, langt væk fra Hollywood.

Men enhver politisk beslutning foretaget med pengepungen tæller – også i danske biografer.

Det her er naturligvis ikke nogen opfordring til at Recorderes læsere nu skal indgå i et politisk korrekt/frelst korstog og boykotte film som på overfladen ser ud til at være sexistiske eller primært er lavet af mænd.

Hvis man gør det, kan man lige så godt smide sit tv ud, for Hollywood er så domineret af mænd, at et alternativ ikke er muligt.

Men jeg vil gerne opfordre til at man tænker lidt over det. Og det er her, både tech-vinklen og min nylige oplevelse kommer ind i billedet.

For det ser ud som om, tjenester som Netflix og Amazon, der poster store penge i originale produktioner, kan være om ikke en redning, så i hvert fald et fyrtårn.

Fordi de traditionelle kanaler, vi ser film og tv igennem er så dominerede af mænd, og fordi tech-verdenen er nået frem til at gøre noget strukturelt ved ligestilling før Hollywood, er streamingkanalerne blevet et fristed, hvor mandedominansen ikke er så slem.

Hvor Hollywood helst vil lave film og tv til hvide, heteroseksuelle mænd og sekundært ditto kvinder (og derfor ikke vil støde disse ved at udfordre dem på race, seksualitet og køn), er streamingkanalerne lidt mere åbne.

Det kan ses i den geniale og Emmy-vindende komedieserie Transparent fra Amazon, hvor såvel køn og seksualitet er kastet op i luften i det moderne Los Angeles.

Det kan ses i Sense8 på Netflix, hvor man ikke er bange for at vise endda meget eksplicitte, homoseksuelle kærligheds- og sex-scener, på lige fod med heteroseksuelle scener. Især den sidste serie viser, hvordan verden ville se ud, hvis der aldrig havde eksisteret diskrimination på seksuel orientering i film og tv.

 

Se tv og film som en kvinde

Men hvis man gerne vil prøve at sætte sig ind i, hvordan Hollywood-film og -tv har set ud med kvindeøjne i ca. 100 år, så er der nu en serie på Netflix, der kan hjælpe én.

Den giver os mænd mulighed for at tage kvindebriller på, og forstå, hvordan diskriminationen opleves, når man er kvindelig tilskuer til mandligt dominerede Hollywood-produktioner.

Det er superhelte/detektiv-serien Jessica Jones, jeg taler om. Jeg er netop begyndt at se serien, og allerede fra første afsnit er det tydeligt, at alle de klassiske kvinde- og manderoller har byttet plads.

For det første er alle de bærende roller besat af kvinder. Der går helt hen til midten af første afsnit, før vi møder en mand, der har en bærende rolle i serien oven i de fire-fem stykker, der allerede er introduceret og spilles af kvinder.

Det plejer at være omvendt i den slags serier.

Prøv for eksempel at kigge på modstykket Daredevil, hvor der er fire-fem mænd i de bærende hovedroller og to kvinder. Eller tag et kig på den førstproducerede Star Wars-trilogi.

Hvor mange kvinder kan du huske fra f.eks. Episode IV ud over Prinsesse Leia?

Der er kun en enkelt kvinde, der har en rolle med replikker i filmen ud over Leia, og det er Luke Skywalkers tante Beru. Som er på skærmen i mindre end fem minutter.

Eller kig på Avengers… Indtil den seneste film har der ikke været nogle kvinder blandt figurer med superkræfter (Natasha Romanoff/Black Widow er S.H.I.E.L.D.-agent og ikke en officiel del af Avengers…)

Nå, men tilbage til Jessica Jones. Ud over, at der er det samme antal kvinder i hovedrollerne, som der normalt er mænd i alle andre Hollywood-produktioner, bliver mænd portrætteret cirka ligesom kvinder bliver portrætteret i mandsdominerede film:

Hvis de ikke har en bærende rolle (og der er kun to mænd i bærende roller i de afsnit, jeg har set, hvoraf den ene er skurken), er de enten bovlamme bimbo’er eller har nul betydning for plottet.

De mænd, der så til gengæld ER med, er mandlige modstykker til de sexobjekter, der normalt bliver sat som sidestykker til mænd i film.

Ingen af dem er gamle, grimme mænd, der knalder med unge damer, som man normalt ser det i film – tværtimod, som en veninde bemærkede til mig i går, da vi så andet afsnit af serien, de er ”man-candy”.

Jessica Jones er sådan set ikke ligestilling. Den serie behandler mænd næsten lige så dårligt som kvinder behandles i alle andre Hollywood-produktioner. Og når man kigger på holdet bag, er mændene også i undertal. Den er skrevet, udviklet, produceret og instrueret af kvinder.

Men det er lige præcis den slags ekstreme opråb, der skal til for at flere mænd kan forstå problemet, og man måske kan sætte en holdningsændring og en bevidstliggørelse i gang hos det mandlige publikum.

Som et skridt på vejen mod ligestilling, er der nødt til at være denne slags modreaktioner. Og som mand kan jo heller ikke rigtig tillade sig at brokke sig – i hvert fald ikke endnu. Det vil lugte lidt af Fritz og Poul, der synes, de fattige er så sure.

Når man ser den som mand, synes man dog ikke, der er tale om en ’chick’-serie. Der er lige så meget action, dysterhed og fantasi som man ser i andre serier i genren.

Man begynder bare at undre sig over, at mænd bliver portrætteret som dumme og som underlagt kvinder, og hvorfor der er uforholdsmæssigt mange kvinder i serien i forhold til mænd. Og så begynder man at forstå, hvordan det må være at se det 98% øvrige materiale, der kommer ud af Hollywood.

Det er en oplevelse, der kan anbefales. Hvis man altså ikke er bange for nye perspektiver på verden. Men også bare fordi, serien er temmelig underholdende.

P.S.: Hvis man er lidt mere filmteoretisk interesseret og begynder at se serien, kan man tænke over, hvorvidt seriens mandlige skurk er en metafor for mandedominansen i verden i det hele taget. Der er mange karakteristikker til fælles.

 

 

Annonce