Forside Baggrund

Baggrund: Sådan virker reklamerne i Philips Android TV

-

Der er indgået en ny aftale om reklamer i Philips TV. Her uddybes hvad reklamer i Philips Android TV er.

Forleden kunne TP Vision, der står for udvikling, produktion og markedsføring af Philips TV i Europa, fortælle at de havde indgået en ny aftale om reklamer i Philips TV.

Det skabte en del debat på recordere.dk, om det at få reklamer ind i Smart TV.

Her følger information fra TP Vision om hvad reklamer i Android TV er og hvordan oplevelsen af det er for kunder af Philips TV.

 

Ingen reklamer på live tv

Det er reklamer i Smart TV. Altså en integreret del af Android TV, og ikke noget der vises som en del af tv-programmerne.

“Læserne kan nemt opfatte, at de vil få reklamer, som det kendes fra kommercielle TV-kanaler, der lægger reklameblokke ind i programmerne”, fortæller Mads Neumann Olsson, Trade Marketing Manager hos TP Vision, til recordere.dk og fortsætter:

“Men det fungerer på en anden måde – og er noget, vi har gjort gennem længere tid. Vi kan give målrettede reklamer baseret på land og sprog”.

 

Adfærdsbaserede reklamer

Baseret på anvendelsen kan TV’et lære hvad der ses, høres – eller købes – i hjemmet, og det kan bruges til at servere målrettede reklamer, eller forslag til lignende indhold.

“Det fungerer på samme måde, som når du eksempelvis bestiller varer hos Amazon eller lejer film hos en streamingtjeneste, hvor du får forslag til andre musiknumre, bøger eller film, der kan have din interesse”, lyder det fra Mads Neumann Olsson til recordere.dk, og fortsætter:

“Alle Smart TV kan »lære«, hvad det er du ser på dit Smart TV, og derfra giver det dig ideer til hvad der kan være interessant for dig at se”.

 

Varierer fra hylde til hylde

Android-oversigten er inddelt i en form for hylder, med installerede apps på øverste hylde. Reklamer og forslag kan variere efter hvilken hylde der navigeres på.

“Derfor vil der eksempelvis på den øverste hylde i Android-oversigten komme ideer til at se ting fra de apps du har installeret på TV’et. Eller du på den anden hylde vil får vist en app, som måske interesser dig”, forklarer Mads Neumann Olsson til recordere.dk.

 

Ingen popup-reklamer

Reklamerne vil ikke optræde forstyrrende i forhold til at se et tv-program el.lign. Der vil ikke være noget som “popper op” midt i en streaming el.lign.

“Det er vigtigt at pointere, at TP Vision/Philips TV ikke direkte indrykker reklamer, som vil gå ind og forstyrre det du ser. Der kommer altså ikke noget uventet op, når du ser et program”, forsikrer Mads Neumann Olsson til recordere.dk.

 

Reklamer/forslag kan anonymiseres

Ønskes mere anonymitet, så kan de målrettede reklamer og forslag baseret på adfærd fravælges.

“Du kan vælge de personliggjorte reklamer fra, når du installerer TV’et – og du kan til enhver tid slå det fra i Android-indstillingerne”, forklarer Mads Neumann Olsson til recordere.dk, og forsikrer:

“Det skal også understreges, at TP Vision/Philips TV overholder lovgivningen og respekterer kundernes privatliv”.

 

Se også

Philips TV klar til reklamer i Smart TV

 

Annonce