Forside Nyheder

Spionfotos afslører GALAXY S8

-

Kampen om smartphone-brugernes gunst kommer til at handle om skærmen i 2017.

Det står klart, efter at nye spionfotos er dukket op af Samsungs næste flagskib, GALAXY S8.

Indtil videre har spionfotos vist den nye smartphone i slukket tilstand, og det har været svært at vurdere skærmen, der skulle fylde en større procentdel af skærmen end nogensinde.

Men de nye fotos, som Twitter-brugeren @IceUniverse har fået fat i fra en kinesisk producent af beskyttende emballage-film, viser den i tændt tilstand. Og den er god nok – der er rigtig meget skærm.

Ifølge rygterne skulle skærmen fylde næsten 85% af kroppen, og det passer meget godt med, hvad vi ser på billederne. Der er kun en lille bræmme for oven og forneden. I den øverste kan man i øvrigt tydeligt se mere end blot et kamera. Det peger i retning af, at S8 som rygterne siger, har en iris-scanner ombord á la den, Samsung introducerede i Note 7.

Skærmen skulle ifølge de rygter, vi foreløbig har hørt, være på 5.8 tommer med en opløsning på 1440×2960 pixels, og målene på telefonens krop skulle være 140,1 x 72,2 x 7,3 millimeter. Så kan du selv prøve at regne dig frem til, hvor store, kanterne er.

@IceUniverse er ikke nødvendigvis en kilde, vi har fået troværdige lækager fra før, så man skal som altid med spionfotos tage ovenstående med et gran salt. Men det passer unægtelig godt på, hvad vi har hørt om S8 indtil videre.

 

Annonce