Forside Nyheder

Disse Apple-produkter glimrede ved deres fravær

-

Nogle gange er det, der ikke bliver sagt, lige så interessant som det, der siges.

Ved gårsdagens Apple-event var der naturligvis en hel del nyt, når det gælder iPhone og Apple Watch.

Men flere produkter glimrede ved deres fravær, og det er værd at notere sig.

AirPower

For det første var der ikke en lyd om et produkt, Apple-fans nu har ventet et helt år på: AirPower.

Det var ved sidste års iPhone-event, at Apple annoncerede den trådløse ladeplade, der kunne oplade flere ting på en gang og derudover passer ind i Apples designstil.

Siden er AirPower blevet forsinket flere gange. Den første forsinkelse satte den til at komme i foråret, og så forlød det, at den skulle lande i butikkerne her i september. Men Apple nævnte den ikke med et eneste ord igår.

Det betyder dog næppe, at Apple har droppet AirPower. Til gengæld var der nogle andre produkter, som Apple synes at have droppet i stilhed, hvis man skal dømme efter gårsdagens event.

Watch Edition

Det gælder for eksempel luksusudgaven af Apple Watch. Watch Edition, som modellen hed, har ellers tidligere været Apple Watch-modellen for dem, der ikke er bange for at bruge mange penge på deres smartur for at få det ypperligste, der er tilgængeligt.

Den første Apple Watch-model kom således i en version i rent guld og kostede mere end 50.000 kroner. Den var der dog ikke mange, der hoppede på, så Apple lancerede siden en Watch Edition lavet i keramisk materiale i stedet (bill.), der dog stadig kostede næsten tre gange så meget som normale Apple Watch-modeller. Men med Series 4 er også den model nu forsvundet. Til gengæld fås Apple Watch nu i en guldfinish, men det er ikke helt det samme.

Små iPhones

Endelig er iPhone SE og 6S røget ud af sortimentet. Det er måske ikke så mærkeligt, eftersom Apple hele tiden sender de ældste modeller på pension, når der kommer nye til.

Men det er dog alligevel værd at bemærke, at iPhone SE var den sidste model i den størrelse, der var standarden før iPhone fik vokseværk med iPhone 6. Der skal nok være iPhone-fans derude, der stadig foretrækker en mindre telefon og derfor begræder, at denne formfaktor nu endegyldigt er fortid med iPhone SEs bortgang.

Annonce