Forside Nyheder

Fastspeed: Ny bredbånds-udfordrer vil være danskernes foretrukne

-

Ny spiller er klar til at udfordre det danske bredbåndsmarked med fokus på pris, kvalitet og kundeoplevelse.

Det er erfarne kræfter der står bag en ny bredbånds-udfordrer på det danske marked.

Fastspeed har ambition om at udfordre det etablerede marked med en enkel produktportefølje med høje hastigheder, god service og lave priser.

En af medstifterne er Peter Mægbæk, tidligere stifter af teleselskaberne Fullrate og Plenti.

”Vi ser et stort potentiale i markedet, som det har udviklet sig. Tidligere udfordrere har mistet noget af deres potens, og vi ser stigende priser i markedet efter den seneste konsolidering. Samtidig er DSL-teknologien ved at være forældet, og kunderne efterspørger højere båndbredde og bedre kvalitet – og det er lige præcis det, vi vil levere til det danske marked”, fortæller Peter Mægbæk, medstifter og bestyrelsesformand.

“Sammen med en høj service forventer vi at kunne tilbyde et stærkt tilbud til det danske marked i løbet af foråret. Missionen er simpel – vi vil være danskernes foretrukne bredbåndsleverandør målt på pris, kvalitet og kundeoplevelse”, slutter adm. direktør Jens Raith.

Fastspeed vil benytte infrastrukturen på det allerede eksisterende coax- (kabel-tv) og fiber-net. Det giver mulighed for at sælge båndbredder op til 1000 Mbit/s til danske husstande.

De begynder at sælge bredbåndsforbindelser i løbet af foråret.

 

Se også

Fastspeed løfter sløret for ejerkreds

Tidligere YouSee-direktører går med i Fastspeed

 

Om Fastspeed

Bag Fastspeed står et stærkt team med brede tech-, tele- og kommercielle kompetencer. Stifterne af selskabet er Jens Raith, Morten Boe Andersen & Peter Mægbæk. Peter Mægbæk har tidligere stiftet bredbåndsselskabet Fullrate og senest mobiludfordreren Plenti.

Jens Raith har tillige en meget lang Telco-karriere bag sig, hvor han bl.a. i en årrække har været bredbåndsdirektør i YouSee. Også Morten Boe Andersen har mange års erfaring fra Telco, og har senest været direktør for Sweetdeal, som han forlod i efteråret.

Fastspeed planlægger at lancere de første bredbåndsprodukter i løbet at foråret. Bredbånds-tilbuddet er målrettet danske husstande, som har brug for en enkel, billig og stabil løsning.

 

Annonce