Forside Produkter Mobil

Medie: Apple er tæt på at købe Intels mobilmodem-division

-

I fremtiden kan Apple måske gøre sig fri af andre chip-producenter, når det gælder en af de vigtigste bestanddele af en iPhone.

Det handler om modem-chippen, som overhovedet gør det muligt for Apples smartphones og 4G-iPads at modtage mobildata. Apple har i mange år været afhængig af et andet Californisk firma, Qualcomm i San Diego, når det gjaldt disse modem’er.

Men det venskabsforhold gik ind i et kraftigt stormvejr, da en patentretssag og en sag om kontraktbrud kom på tværs. Og det fik Apple til at kigge til Intel for at få leveret en del af de mange modem-chips, de skal bruge til iPhone- og iPad-produktionen.

Selv om Intel har udviklet en 5g-modemchip og er verdens dominerende chipproducent, betyder det ikke nødvendigvis, at firmaet ser mobil-chips som deres hovedforretning. Og der har i nogen tid gået rygter om, at netop denne division skulle sælges fra.

Nu skriver The Wall Street Journal, at en sådan handel kan være tæt på at blive afsluttet. Og køberen er ingen ringere end Apple, der således selv kan producere modem-chips til deres produkter. Det er dog stadig ganske sparsomt med detaljerne fra avisens kilder.

Kan få stor betydning for markedet

Af samme grund er det svært at gætte på, hvad det kan betyde for Apple, hvis de får handelen hjem. Det er f.eks. ikke sikkert, at Intel lader sine 5G- og 4G-patenter følge med i sådan en handel. Og hvis det er tilfældet, får Apple kun de talentfulde chip-udviklere fra Intel med i hatten.

I givet fald vil disse medarbejdere ikke skulle flytte andet end deres arbejdsplads, da Intels og Apples hovedkvarterer ikke ligger ret langt fra hinanden. Men det vil også betyde, at Apple vil skulle starte forfra med chipudviklingen, og at der kan gå flere år, før vi ser resultatet i nogle slutbruger-produkter.

Får Apple derimod et eller flere patenter med, kan de gå igang med at producere modem-chipsne med det samme. Selvom firmaet allerede sluttede fred med Qualcomm i april, vil ovenstående scenarie frigøre Apple endnu mere, og de vil de facto blive en konkurrent til Qualcomm.

I det sidste tilfælde kunne Apple måske endda begynde at levere modem-chips til andre producenter, og så bliver Intel-handelen først for alvor betydningsfuld. Men dette er kun spekulationer, og først, hvis handelen viser sig at gå igennem, kan vi sige noget om, hvor meget indflydelse, den får.

Annonce