Forside Produkter Mobil

Corona udstiller Face IDs svagheder – Apple vil gøre pin-oplåsning nemmere

-

Apples Face ID er smart – men stadig ikke god nok til at håndtere en Corona-krise.

I Asien har det i mange år været kulturelt acceptabelt – og endda anset som ansvarsfuldt og høfligt, at bære maske, hvis man f.eks. er forkølet, så man ikke smitter andre. Det er en kultur, der nu breder sig i vesten på grund af COVID-19, og i kombination med de mange byer verden over, hvor det simpelthen er forbudt at gå ud uden maske p.t., er Apples Face ID rendt ind i et stort problem.

Annonce:

Apples ansigts-genkendelse har nemlig svært ved at genkende folk, der har masker på, og det har hele tiden været en udfordring i Kina, men nu er det også et problem i vesten. Af samme grund har Apple nu gjort det nemmere at gå direkte til pinkode-verificering.

Normalt har standardindstillingerne på iPhones været at brugeren er nødt til at vente, indtil Face ID giver op, før de kan bruge pinkode (hvis de ikke har sat pinkode-oplåsning på som standard). Det kan være ret frustrerende at vente på, og derfor vil Apple nu introducere muligheden for at gå direkte til pinkode-oplåsning uden at sætte det som en indstilling.

 

I den seneste betaversion af iOS 13.5, der netop er landet, kan Face ID selv hitte ud af, om du har maske på, og sende dig direkte til PIN-kodeindtasting. Og hvis du ikke stoler på at Face ID gør det ordentligt, kan du selv stryge opad og gå direkte til kodeindtastning-skærmen. Eller hvis du allerede er på kodeskærmen som vist ovenfor, kan du stryge opad for at bruge Face ID.

Eneste alternativ til PIN

Da Apple valgte at droppe Touch ID i forbindelse med lanceringen af iPhone X, var der mange, der var skeptiske. Var ansigtsgenkendelse virkelig hurtig nok til at låse telefonen op, sådan at brugerne ikke blev irriterede? Og hvad med mindre end optimale lysforhold, etc.?

Det viste sig da også hurtigt, at Apples ansigtsgenkendelses-verifikation havde en del børnesygdomme. Selv om Face ID ubetinget var den mest avancerede og fremadskuende af sin art, da funktionen blev lanceret, havde den ofte problemer i mørke.

Hvad værre var, så kunne den ikke genkende folks ansigter, hvis telefonen blev holdt vandret, hvilket kunne give problemer for folk, der ser mange videoer på telefonen, eller bruger den i horisontal-tilstanden i deres biler.

Siden har Apple rettet op på en del af disse problemer, og de fleste smartphone-producenter er fulgt efter med lignende funktioner. Men sidstnævnte parrer som regel deres ansigtsgenkendelse med fingeraftrykslæsere i skærmen, og på billigere smartphones kan man stadig finde fysiske læsere på bagsiden – ud over muligheden for oplåsning via PIN-kode.

Der er i øvrigt mange kreative tredjeparts-løsninger til maskeproblemet på iPhones, der varierer fra en maske med påmalede ansigtstræk til en ny måde at registrere sit ansigt på via Face ID.  

Annonce:
Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.