Forside * Featured

Så er det officielt: Macs siger farvel til Intel allerede i år

-

Sidst på året når vi til begyndelsen til enden for Intel-baserede Macs.

Apple Silicon. Det er navnet på det nye initiativ, der skal bringe Apples egne chips tilbage i Apples computere. Rygterne talte nemlig sandt, og Apple benyttede deres keynote-præsentation ved WWDC til at gøre det officielt, at Macs i fremtiden kommer til at være baseret på de samme SoC’er som iPad og iPhone.

Annonce:

I kommende Macs, både dem til skrivebordet og dem, du kan tage med dig, vil der ikke længere sidde Intel-CPU’er, men i stedet ARM-baserede chips, som Apple selv får fremstillet. Det blev ikke bekræftet ved keynoten, men det forventes, at taiwanesiske TSMC skal fremstille selve hardwaren.

Det blev også offentliggjort, at Apple regner med at sende de første Apple Silicon-baserede Macs på gaden allerede i år, dog henimod slutningen af året. Derefter vil det tage cirka to år, før overgangen til Apple Silicon fra Intel-platformen er overstået, og man ikke længere vil kunne købe Macs med ”Intel Inside”.

Apple begrunder – officielt, i hvert fald – deres beslutning i to forskellige parametre. Den ene parameter er forholdet mellem ydelse og strømforbrug, som Apple vil prioritere så højt som muligt, og mener de kan give et bedre bud på selv.

Intel er ikke hurtige nok

Den anden parameter er skalering. I de seneste ti år er det ifølge Apple selv lykkedes dem at skalere ydelsen på deres egne chips i iPhone og iPad med mere end en faktor 100 for CPU’er og en faktor 1000 for GPU’er. Dertil kommer naturligvis de mange forskellige chips, som Apple har lavet specielt til deres iPhones og iPads, herunder U1-chippen etc.

Man kan læse mellem linjerne, at Apple forventer at kunne udvikle sine egne chips’ ydelser hurtigere end Intel kan, og derfor tager de skridtet nu. Men overgangen til disse chips har også en anden, og mere gennemgribende betydning for Apples økosystem.

Macs er nemlig de eneste maskiner i Apples sortiment, der ikke kører med Apples egne chips. Og nu kommer de altså til at køre med nøjagtig de samme chips som iPad og iPhone. Apple bekræftede, at apps fra iOS og iPadOS derfor vil kunne køre i native-tilstand på Macs. Med andre ord kan du installere iPad- og iPhone-apps på en Mac og bruge dem uden videre dikkedarer.

Det vil naturligvis give en langt større sammenhængskraft mellem platformene, hvis Apple kan få det til at spille, som det skal. Men ingenting er gratis, og overgangen har også nogle andre konsekvenser, der ikke er helt så fabelagtige.

Konsekvenser for udviklere

Apple siger, at de allerede har alle deres egne apps oppe at køre på den nye chip-arkitektur. Den nye version af MacOS, Big Sur, er lavet til at bygge bro mellem den gamle og den nye arkitektur. Alle Apples demonstrationer af MacOS-features under keynoten kørte således på en Mac med en A12Z-chip ombord, ligesom den, der sidder i en iPad Pro.

Apples tætte softwarepartnere Microsoft og Adobe har ifølge Apple allerede Apple Silicon-versioner af Office og Creative Cloud-pakken oppe at køre. Men alle andre tredjepartsudviklere skal nu igang med at redesigne deres software til at køre optimalt på ARM-arkitekturen.

Ifølge Apples Craig Federighi er dette dog ikke det helt store problem, og kan klares i ”løbet af nogle dage”. Apple har annonceret en række værktøjer til at lette overgangen for udviklerne, og en ny version af Rosetta-softwaren, der i sin tid hjalp med overgangen fra PowerPC-chips til Intel, skal gøre overgangen glat for brugerne.

Dualbootere kan få problemer

Men det ser umiddelbart ud som om, en enkelt brugergruppe bliver ladt i stikken, nemlig dem, der kører dualboot med Windows og macOS på deres maskiner, f.eks. for at kunne køre Windows-programmer, der er påkrævet i erhvervs-øjemed. Apple demonstrerede, hvordan Parallels kunne køre en Linux-installation i MacOS, men Windows var der ikke noget af. Windows 10 kan køre på ARM, men der er formentlig en række begrænsninger.

Vi ved heller ikke noget om, hvorvidt et farvel til Intel vil gøre Macs billigere, sådan som man kunne forvente det. Apple er jo kendt for at have store fortjenester på deres produkter, så måske forbliver priserne i samme leje. Eller måske bliver de endda dyrere.

Det sidste finder vi ud af senere på året, når de første ARM-baserede Macs dukker op. Men foreløbig ser det ud som om, den almindelige Apple-fan får en hel del ud af det nye initiativ, mens brugere med specielle behov måske vil ærgre sig.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.