Forside Produkter Mobil

Medstifter forlader OnePlus efter rygter om magtkamp i toppen

-
Carl Pei ved TechCrunch’s Disrupt-konference i San Francisco i 2019 (Foto: Steve Jennings, CC BY 2.0)

Carl Pei har meget pludseligt forladt OnePlus, angiveligt for at starte noget nyt, efter uenighederne med Pete Lau var blevet for store.

Ingen, der fast læser med her på siden bør være i tvivl om, at vi ofte er begejstrede for OnePlus. Det kinesiske firma har bygget sig selv op på et image som det lille startup-alternativ til de store drenge og fortsætter med at fremvise innovative løsninger i en prisklasse hvor de fleste kan være med.

Det image er primært blevet fremelsket af firmaets unge medstifter, Carl Pei, der netop har forladt firmaet med øjeblikkelig virkning. Efter rygterne havde svirret i nogle dage, bekræftede Pei over weekenden, at han er ude af OnePlus på et af OnePlus’ brugerfora.

Annonce:

I 2012 kontaktede den dengang kun 23-årige Carl Pei OnePlus’ anden medstifter, Pete Lau, via social medier. Han skrev til ham, at han havde en drøm om at forandre verden og sammen gik de to i gang med at skabe et nyt smartphone-brand. Det er svært at tro, at det kun er lige under syv år siden, men det var i December 2013, at OnePlus blev skabt.

Som mange sikkert husker, begyndte OnePlus som et firma, der fokuserede på at sælge Android-baserede telefoner med den samme essentielle hardware som meget større firmaer havde i deres flagskibsmodeller, men til en meget lavere pris. Til at begynde med skulle man endda skrive sig op til at få en invitation for at få lov til at købe en OnePlus-smartphone.

Rygter om intern magtkamp

Siden er firmaet blevet et navn, man uden problemer kan nævne i samme sætning som Samsung, Apple, Huawei og de andre mobilgiganter, og i Indien og andre markeder sælger de flere smartphones end etablerede brands som LG og Sony. Det er for det meste Carl Peis fortjeneste. Han har ledet firmaets produkt- og brand-udvikling siden begyndelsen. Men nu er han altså ude.

Peis afsked med OnePlus kommer ifølge Android Police og andre kilder efter længere tids rygter om uenigheder mellem Pete Lau og Carl Pei. Uenighederne skulle efter sigende have udviklet sig til en decideret magtkamp, efter Pete Lau i højere og højere grad gik i medierne for at tegne OnePlus’ profil, noget som ellers havde været Carl Peis rolle.

Udmeldingen fra Carl Pei kommer kun få dage efter, OnePlus har lanceret 8T-modellen, og kun få uger, før OnePlus vil lade Nord-serien indtage endnu et stort marked: USA. Det er altså et kritisk tidspunkt, Pei har valgt at sige farvel på, og det har ikke ligefrem dæmpet rygterne om intern magtkamp i OnePlus.

Officielt har Pei givet en ofte anvendt forklaring om at skulle slappe lidt mere af og bruge mere tid med familien som forklaring på sin afgang. Ud over rygterne om magtkamp har TechCrunch imidlertid en kilde tæt på Pei, der siger, at han vil starte noget nyt.

Pei er kun 31 år gammel, så det ville ikke være besynderligt, hvis han er klar til at starte endnu et eventyr. TechCrunch’s kilde siger dog intet om, hvorvidt Pei vil starte et nyt smartphone-brand, et nyt tech-firma eller vil gå i en helt anden retning for at fyldestgøre sin ambition om at forandre verden.

Annonce:
Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.