Peis nye firma Nothing begynder karrieren med et sæt trådløse øretelefoner, der angiveligt liger i Apple-klassen, men til under halvdelen af prisen.
Da OnePlus i sin tid blev stiftet, skete det på baggrund af en idé fra Carl Pei. Han ville lave et smartphone-brand for folk, der gerne ville have den nyeste Android-teknologi, men ikke betale ekstra for et smart logo, bloatware i interfacet og så videre.
Det var sådan, OnePlus oprindeligt blev det foretrukne smartphone-brand for Android-fans med aversioner mod dikkedarer. Siden gik OnePlus hen og blev lidt mere som alle de andre producenter på markedet, med modeller til forskellige prissegmenter, inklusive en stor flagskibsmodel. Det fik Carl Pei til at forlade OnePlus under en hel del dramatik.
Han stiftede derefter et nyt teknologi-brand med det flabede navn Nothing, et brand som techmedierne har holdt nøje øje med for at se, hvad Peis næste skridt ville blive. Det sidste har han netop afsløret i et interview med TechCrunch.
Pei havde allerede ved afsløringen af navnet på sit nye projekt fortalt, at der ville blive tale om trådløse øretelefoner, der indgår i en eller anden form for økosystem. Og at dette kun var begyndelsen. For de, der har fulgt Peis karriere og kender til hans rebelske holdning, var det måske nok lidt skuffende. Trådløse øretelefoner i et marked, der allerede er mættet?
ANC i den billige ende
Men det viser sig, at Nothing-øretelefonerne ikke bare er øretelefoner. Ligesom det oprindeligt var tilfældet med OnePlus har Carl Pei tilsyneladende tænkt sig at konkurrere på prisen uden at gå på kompromis med funktionalitet og kvalitet.
Nothings første produkt kommer således til at hedde Nothing Ear (1), bliver officielt lanceret 27. juli og vil koste 99 euro – altså omkring 735 kroner. Det kan man sagtens få trådløse øretelefoner til i vore dage, men kun få modeller, typisk fra mindre kendte mærker, har aktiv støjreduktion (ANC) ombord, sådan som Nothing Ear (1) har det.
Skullcandy og Mobvoi er nok de mest kendte mærker, der laver trådløse øretelefoner med ANC i den prisklasse og kan findes på det danske marked. Og de er måske ikke ligefrem kendte for høj konstruktions- og lydkvalitet. Det vil Carl Pei gerne have at Nothing bliver.
I samme klasse som AirPods Pro
I interviewet med TechCrunch fremhæver Pei Nothing Ear (1)’s holdbarhed og kvalitet. Både i den sammenhæng og i forhold til lydkvaliteten siger han, at de ligger i samme klasse som Apples AirPods Pro, men at disse er over dobbelt så dyre.
Hvis denne sammenligning holder stik, er 735 kroner en rigtig god pris, og endnu en indikation af, hvordan Pei ser ud til at køre den oprindelige OnePlus-strategi med Nothing. De første OnePlus-telefoner var netop også i en kvalitet, der var sammenlignelig med topklasse-telefoner til en pris, der lå langt under.
Pei fortæller i øvrigt også i interviewet, at man ikke skal lægge noget i overtagelsen af resterne af Andy Rubins gamle Essential-projekt. Det var kun navnet, Pei og Nothing ville have fat i, og teknologien vil ikke blive brugt til noget.