Forside * Nyheder

Har Sonys nye Xperia PRO-I det ultimative smartphone-kamera?

-

Sony har klasket et vildt kamera med semiprofessionelle egenskaber bagpå deres Xperia 1 III 5G-smartphone.

Til trods for, at firmaet ikke ligger i toppen, når det gælder salg af smartphones, har Sony en fordel frem for mange af sine konkurrenter. Fordi de laver mange af de kameramoduler, andre producenter putter i deres smartphones, ved de en hel del om, hvad et godt smartphone-kamera skal kunne.

Annonce:

Denne viden har firmaet nu udnyttet til at skabe en smartphone med en usædvanlig kamerasensor. Eller rettere, kamerasensoren er ikke usædvanlig…for et digitalkamera. Det er nemlig den samme sensor, der sidder i firmaets RX100 VII-kamera, der har et almindeligt peg-og-skyd-format. Men det er bestemt ikke hver dag, en ”rigtig” digitalkamera-sensor finder vej til en smartphone.

Men det er altså tilfældet for Xperia PRO-I. Den pågældende sensor ligger i 1”-kategorien, hvilket betyder, at den har en crop factor på 2,7X. Det betyder at du skal dividere størrelsen på hvert led af en full-frame, 35 mm sensor med 2,7 for at få størrelsen på 1”-sensoren. De mest udbredte systemkamera-sensorer har crop factors på 2X (Micro Four Thirds) og 1,5X-1,6X (APS-C).

Med andre ord er sensoren på Xperia PRO-I næsten lige så stor som de sensorer, man finder i de fleste semiprofessionelle digitalkameraer. Helt præcist er en 1” sensor 13,2 x 8,8 mm i størrelse. Til sammenligning er sensoren i den nye iPhone 13 kun 6,74 x 5,05 mm ifølge websitet DPReview.

 

 

Unikke specifikationer

Den langt større sensor betyder at de enkelte pixels også er større og kan tage mere lys ind hver især. I PRO-I’erens tilfælde er de enkelte pixels 2,4 µm, hvilket f.eks. kan sammenlignes med den nye Google Pixel 6, hvis hovedkamera har en pixelstørrelse på 1,2 µm. Der er 12 millioner af disse pixels på hovedkameraet, ligesom de medfølgende telefoto- og ultravidvinkelkameraer også er på 12MP.

 

Men hov, tænker du måske nok, hvis du er kender af Sonys kameraer, er RX100 VII ikke et 20,1MP-kamera? Jo, men Sony har valgt ikke at tage bruge alle sensorens pixelinformationer på én gang og i stedet beskære billedet, der kommer ud af det. For selv om objektivet på hovedkameraet er meget større end på andre smartphones, ville det skulle være endnu større, hvis hele sensoren skulle kunne dækkes.

Til gengæld kan hovedkameraet tage billeder i 12 bits RAW-format, det har optisk billedstabilisering, og kan optage video i 4K ved 120 fps, med autofokus og øjendetektor aktiveret. Den førnævnte hovedkameralinse har Zeiss-glas og kan skifte mellem f/2.0 og f/4.0-blændeåbninger. Det er specs som disse, der får PRO-I til at skille sig ud fra de ganske få andre smartphones med 1”-sensor, såsom Xiaomis MI 11 Ultra og Sharp Aquos R6.

 

 

Men det koster…

Ud over det vilde kamera-setup er Xperia PRO-I ret velkendt her på redaktionen. Resten af smartphonen er nemlig stort set en Xperia 1 III 5G, som fik en fin anmeldelse her på siderne. PRO-I deler dennes 6,5” 4K/UHD 120Hz OLED skærm med HDR, dens 4.500 mAh store batteri og en Snapdragon 888 processor, der har 12GB RAM at lege med.

 

 

Der er 512GB lagerplads at gemme de mange fotos og videoer på, men disse kan udvides med op til 1TB via et microSD-kort. Og så har PRO-I stadig et hovedtelefonstik ombord, hvis du ikke vil gøre brug af understøttelsen af Sonys egne LDAC- og DSEE-teknologier.

En smartphone med disse specifikationer er naturligvis ikke billig. Prisen i Europa er sat til 1.799 euro. Omregnet er det omkring 13.500 kr.

Den kommer til salg i december. En julegave til dig selv?

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.