Forside * Nyheder

Rygte: Google lancerer deres eget smartur til maj

-
(Mock-up: Ian Zelbo/RendersbyIan.com)

Et Wear OS 3-smartur, der formentlig kommer til at bære Pixel-navnet kan blive annonceret under Google I/O.

Han er ikke helt lige så træfsikker som Apple-spåmændene Ming-Chi Kuo og Mark Gurman, der har ret stærke informationskilder hhv. i Apples fabrikationsmiljø og Apple selv. Men YouTuberen Jon Prosser rammer ofte rigtigt alligevel.

Derfor er det umagen værd at høre efter, når han kommer med noget. Især, når han kommer med noget meget specifikt, sådan som han gjorde på Twitter for nylig. Her afslørede han nemlig, hvad han forventer at blive en meget præcis annoncerings- eller lanceringsdato for Googles kommende smartur.

Annonce:

Prossers kilder fortæller ham, at der rumsterer en ”launch”-dato for uret internt hos Google, der hedder 26. maj. Det står dog ikke helt klart, om der er tale om en annoncering eller tilgængelighedsdato.

Det karakteristiske ved datoen er dog hvor specifik den er. Det er sjældent, disse tech-spåmænd har adgang til en konkret dato så mange måneder i forvejen. Men Google plejer at holde sin udviklerkonference, Google I/O, i maj måned. Med kun tre undtagelser siden 2008 har det netop været i den tredje eller fjerde uge i maj, at udviklerkonferencen afholdes.

Udstillingsvindue for Wear OS 3

De to af undtagelserne var ganske vist i 2018 og 2019, mens 2020-konferencen blev aflyst på grund af COVID-19. I 2021 blev den afholdt online i tredje uge af maj. Her blev den nye version af Wear OS udviklet i samarbejde med Samsung også lanceret. Det passer med andre ord ret fint med 26. maj som f.eks. en annonceringsdato.

Der har tidligere gået rygter om uret, der bl.a. skal fungere som et udstillingsvindue for den nyeste version af Wear OS, der lige nu primært huserer på Samsung-, Mobvoi- og Fossil-ure. Det hedder sig også, at uret kommer til at bære Pixel-navnet i stil med Googles øvrige, mobile hardwareprodukter.

Det var helt tilbage i 2019, vi første gang hørte om at Google ville lancere sit eget smartur. Men det var først for nogle uger siden, vi hørte mere om det nye ur. Dengang hed det sig fra webmediet Insider, at kodenavnet internt i Google er ”Rohan”, og at uret kommer til at indeholde en del teknologi fra FitBit, som jo nu ejes af Google.

Smarturet forventes at blive rundt og kantløst, lidt i stil med Samsungs Galaxy Watch Active 2. Lækkede specifikationer er siden blevet brugt af det unge designtalent Ian Zelbo til at udføre nogle renderinger i samarbejde med Jon Prosser, der giver os en god idé om, hvordan uret kunne se ud. Det er en af disse, du kan se ovenfor.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.