Forside * Featured

Brandfare: Anker tilbagekalder powerbank og højttaler

-
Visse eksemplarer af denne powerbank fra Anker kan bryde i brand, så tjek serienummeret, hvis du har én (Foto: Anker)

Hvis du har en Anker 321-powerbank bør du øjeblikkeligt holde op med at bruge den og tjekke om din model er en af dem med fejl.

Det ser ud som om, vi stadig ikke helt har mestret at lave lithium-ion-batterielementer, der altid fungerer 100%. Selv om langt de fleste af dem ikke volder problemer, dukker der stadig med jævne mellemrum historier op, der vækker mindelser om Samsungs Galaxy Note 7-krise, herunder eksploderende iPad-batterier og smartphones, der bryder i brand i fly.

Denne gang handler det om en powerbank samt et par andre produkter fra det populære mærke Anker. Helt præcist er der tale om PowerCore 5K-modellen i sort fra Ankers meget udbredte 321-serie, i hvilken der findes mange forskellige varianter. Modelnummeret er A1112.

Annonce:

Anker har udsendt en advarsel til ejere af denne powerbank om at de øjeblikkeligt skal holde op med at bruge den. Batterielementet kan overophede og forårsage brand, eller i lidt mindre dramatiske tilfælde, få plastikken til at smelte og skabe skadelig røg.

Problemet opstår på visse modeller, og fejlen kun er til stede på en begrænset produktionsmængde produceret efter marts 2023. Men du bør fluks tjekke serienummeret på din Anker-powerbank, hvis du har en, der passer til den ovennævnte beskrivelse.

Smid den ud forsvarligt

I sin udmelding forklarer Anker, hvad du skal kigge efter, men det kan også ses på de nedenstående billeder.

Sådan finder du serienummeret på de pågældende powerbanks (Foto: Anker)

Når du har fundet serienummeret, kan du gå ind på denne side og se, om din powerbank hører til blandt de problematiske enheder.

Hvis den gør, vil Anker sende dig en Anker 533 Power Bank (Power Core 30W) som erstatning uden beregning. Du skal dog ikke sende din powerbank tilbage til Anker, men derimod skille dig af med den ved at sende den til genbrug på den korrekte måde.

Har du denne højttaler fra Soundcore? Så bør du tjekke serienummeret på den med det samme (Foto; Anker).

Det samme batteriproblem er opstået på en af Ankers SoundCore-højttalere A3102, på eksemplarer, der blev produceret i marts og april sidste år. Det er kun den sorte model, der har problemer. Har du en af disse, skal du finde serienummeret via de nedenstående billedinstrukser og så indtaste det på denne side. Du kan læse mere om problemet her.

Sådan finder du serienummeret på den tilbagekaldte Soundcore A3102-højttaler (Foto: Anker)

Telekonference-højttaleren AnkerWork A3302, der også hedder PowerConf III i visse markeder, er også blevet tilbagekaldt. Denne er dog knapt så udbredt i Danmark og resten af EU.

Vi skal kun tilbage til sidste år i februar for at finde endnu en tilbagekaldelse af powerbanks fra Anker af samme årsag som ovenstående. Dengang handlede det om den populære 535 Power Bank (PowerCore 20K) A1366-model, der voldte problemer.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.