
Sonos på vej med streaming-enhed: Pinewood skal samle indhold og forbedre lydoplevelsen
Efter flere måneders rygter og spekulationer er der lækket mere om Sonos næste satsning. De er på vej med en videostreaming enhed. Altså går fra lyd til også at favne video. Det skriver The Verge
Enheden, der internt går under kodenavnet “Pinewood”, skulle være designet til at samle indhold fra forskellige streamingtjenester som Netflix, Max og Disney Plus i én samlet brugeroplevelse.
En ‘ny’ tilgang til streaming
Sonos’ Pinewood vil gøre det lettere for brugere at navigere mellem deres foretrukne streamingtjenester uden at skulle skifte mellem forskellige apps og grænseflader.
Dette koncept ligner den oplevelse, som tjenesten Apple TV allerede tilbyder for udvalgte streamningtjenester, men med Sonos’ fokus på lyd og integration med deres multirum lydsystem oveni.
Funktioner
The Verge skriver at Pinewood ventes at komme funktioner som:
Sonos Voice Control: En stemmestyringsfunktion, der giver brugerne mulighed for at styre enheden med stemmekommandoer. P.t. understøttes dog kun engelsk og fransk sprog i Sonos Voice Control.
Fysisk fjernbetjening: En dedikeret fjernbetjening med genvejsknapper til populære streamingtjenester.
Flere HDMI-porte med passthrough-funktionalitet: Muliggør tilslutning af flere eksterne enheder og skifte mellem dem.
Mulighed for avancerede surround sound-opsætninger: Pinewood kan integreres med eksisterende Sonos-højttalere inklusiv surround-opstillinger.
Gigabit Ethernet og Wi-Fi 7 understøttelse: Sikrer hurtig og stabil internetforbindelse.
Tilgængelighed
Produktet er endnu ikke lanceret, og derfor kendes heller ikke datoen for tilgængelighed. Ej heller om boksen kommer til Danmark. The Verge skriver at produktet ventes lanceret indenfor de kommende måneder.
Prisen forventes, ifølge kilder The Verge har talt med, at lande et sted mellem $200-400, hvilket omregnet til danske forhold vil være mellem 1.800-3.600 kroner.