Hvis du har læst artiklen Filmformater, har du en god forståelse for, hvor mange formater film kan være lavet i. De kan være filmet i en lang række af formater spændende lige fra det næsten kvadratiske 1.33:1 format helt til det over dobbelt så brede og meget rektangulære 2.76:1 format. I en biograf vises filmene som regel altid med samme højde, lige meget hvor bredt et format en given film har. Du har nok set hvordan de kan justere lærredets synsfelt ved at trække gardinerne eller sorte masker ud til siderne. Projektionen af billedet styres af filmfremviseren, herunder linser, maske m.v. Det er der ikke de store ben i. Men når film i bredformat skal vises på et tv-apparat giver det selvsagt nogle problemer, idet man jo ikke kan variere bredden af skærmen.

Jeg vil i denne artikel fremføre problematikken mht. at vise bredformat film på tv-apparater, både på de gammeldags i 4:3 format og på de moderne i 16:9 format. Der vil både komme eksempler på, hvordan det ikke bør gøres, og hvordan det gøres korrekt, så man undgår at ødelægge filmens oprindelige billedkomposition. Der vil i artiklen indgå mange formatbetegnelser og billedforhold (på engelsk ”aspect ratio”). Billedforhold kan skrives på flere måder, men er altid bredden af billedet divideret med højden, fx 4:3, 1.33:1 eller blot 1.33. Jeg vil også komme ind på, hvilke muligheder der typisk er i tv-apparaterne, for at ændre eller manipulere med billedet.

2.35:1 - 16:9 - 4:3

Film i formatet TechniScope 2.35:1 (Once Upon a Time in the West, 1968)

Film i det brede 2.35:1 format (Panavision, CinemaScope m.fl., også skrevet som 2.39:1 eller 2.40:1) er som regel dem, der oftest giver problemer, da dette billedformat er det mest benyttede i større Hollywood produktioner og storfilm. I eksemplet herover er vist et filmbillede (på engelsk ”frame”) fra filmen Once Upon a Time in the West. Bemærk hvordan filminstruktøren tydeligvis har tænkt meget over kompositionen i billedet – closeup og fokus på manden i midten, de to revolvermænd i hver side, og toget i baggrunden, som sætter i gang. Mange instruktører filmer deres film i 2.35:1 formatet, simpelthen fordi det giver mulighed for mange flere informationer på en gang end de smallere formater. Instruktørerne ønsker ofte, at man lægger mindst lige så meget mærke til omgivelserne i billedet, som fx den eller de personer der lige filmes i en given situation. Det er derfor meget vigtigt, at disse ekstra informationer i billedet ikke går tabt, når filmen vises i biografen såvel som på tv’et hjemme i stuerne.

2.35:1 - 16:9 - 4:3 format sammenligning

I ovenstående billedeksempel ses hvor bredt 2.35:1 billedet er i forhold til 16:9 formatet (den gule ramme) og 4:3 formatet (den røde ramme). 16:9 delen er ca. 25% smallere end 2.35:1 billedet. Dvs. at ¼ af det originale filmbilledet mangler i den gule 16:9 ramme! Og ligeledes er 4:3 delen ca. 25% smallere end 16:9 delen. Dermed mangler i alt godt 43% af det originale filmbilledet i den røde 4:3 ramme!

Beskæring af filmbilledet

Tilbage i tiden, da alle tv-apparater var i 4:3 format, stod filmdistributørerne og tv-selskaberne ofte i et dilemma, når de skulle præsentere en 2.35:1 film på tv/video. Hvis hele 2.35:1 billedet skulle vises, og det samtidig skulle fylde hele arealet på 4:3 tv-skærmen ud, ville resultatet blive mildt sagt uudholdeligt at se på – dvs. et meget sammenpresset billede i det horisontale plan, med tynde mennesker m.m. til følge.

Eksempel på 4:3 “anamorfisk 2.35:1” billede

Mange husker måske fra før midtfirserne, at 2.35:1 film ofte var sådan i fjernsynet lige i starten og slutningen af filmen. Det blev gjort for at få alle start- og slutteksterne med, da de ofte fylder det meste af bredden i 2.35:1 billedet. Inde i filmen så menneskene dog normale ud, men her var der til gengæld tale om et beskåret billedet. For at filmene kunne vises med korrekt geometri, så filmdistributørerne og tv-selskaberne sig nødsaget til at skære noget af siderne af billedet væk, altså tilsammen godt 43% af billedet, så det kunne fylde hele tv-skærmen ud. Det er øjensynligt en meget stor del af originalbilledet!

Eksempel på beskåret 4:3 “pan & scan” billede

Denne metode til at gengive 2.35:1 film på 4:3 tv gav også nogle nye problemer. Når næsten halvdelen af filmbilledet og informationerne heri mangler, går det utvivlsom ud over synsindtrykket og hele oplevelsen af filmen. Som regel måtte de tilmed ty til panoreringer inden for 2.35:1 rammen, for at få hele handlingen med, samt ligefrem klippe fra den ene side til den anden i en ellers ikke-klippet scene, når fx to personer taler med hinanden fra hver sin side af i 2.35:1 billedet. Teknikken, som blev døbt pan & scan, er i årevis blevet kritiseret voldsomt for at ødelægge filmene. Det man så i tv og video udgaverne, var slet ikke hvad instruktøren havde tiltænkt. Filmmagerens ”værk” blev så at sige skamferet til ukendelighed. Fortalerne for pan & scan versioner henholdt sig til, at det eneste alternativ, hvis filmene skulle vises ubeskåret, var at vise dem i letterbox, dvs. i bredformat med sorte bjælker/felter ovenover og nedenunder billedet på tv-skærmen - altså en slags spild af plads på tv’et.

4:3 Letterbox

Eksempel på korrekt 4:3 ”letterbox” billede

Ordet letterbox er engelsk, og udtrykket er i filmøjemed afledt af den brede sorte brevsprække i en postkasse. Denne filmisk korrekte måde at vise 2.35:1 film på, og andre bredformat film for den sags skyld, gør indlysende nok det aktive billedareal på skærmen mindre, hvilket kan være et stort irritationsmoment for folk med dårligt syn eller blot små tv-skærme. Husk på, i rigtig mange år var tv-apparater ret små - mindre end 26”. Først op i 1980’erne kom der for alvor større tv, som kunne ”retfærdiggøre” udbredt brug af letterbox-teknikken. Takket være medier som LaserDisc og senere VHS film udgivelser, blev letterboxing mere og mere udbredt og til sidst den oftest benyttede metode til at vise 2.35:1 film m.fl. på 4:3 tv. Heldigvis, vil langt de fleste sige.

16:9 formatet

De mest udbredte filmformater gennem tiden er 1.33:1, 1.67:1, 1.85:1, 2.20:1 og 2.35:1. Formatet 16:9 (1.78:1) er ikke et egentligt filmformat, men et kompromis man nåede frem til, da man i starten af 1980’erne begyndte at udvikle fremtidens digitale filmoptagegrundlag og tv-standard – HDTV. Man indså, at filmbranchen i mange år havde brugt flere forskellige filmformater, hvorimod tv-branchen blot havde brugt ét format, nemlig 4:3 (1.33:1). Man kom frem til, at der var brug for et nyt og bredere allround format. Manden der kom på idéen til det nye format var amerikaneren Kerns Powers fra David Sarnoff Research Center, hvor han var leder for tv-kommunikationsafdelingen. Måden hvorpå han kom frem til lige netop 16:9 formatet, var ret lige til. Han tegnede de mest populære filmformater som rektangler med lige store arealer og lagde dem oven på hinanden. Han opdagede således en forbløffende ting. Ikke blot lå alle rektanglerne inden for en ydre figur i formatet 1.78:1, men alle rektanglernes kanter lå også uden for en indre figur i formatet 1.78:1! Se tegningen herunder.

Powers indså, at han havde fundet et smart kompromisformat, som med de rette maskeringer (sorte bjælker) tillader film i et hvilket som helst filmformat at blive vist. At 16:9 formatet så også ligger forholdsvis tæt på det gyldne snit (ca. 1.62:1), som er et matematisk talforhold, der går igen mange steder i naturen, gør det jo kun endnu mere oplagt at bruge formatet, frem for at fortsætte med det temmelig firkantede 4:3 format. Der er noget mere naturligt og for øjnene behageligt over at se billeder i 16:9 formatet i forhold til 4:3 formatet. Menneskers naturlige synsfelt er tættere på 16:9 end 4:3. Den gamle devise om at man bliver ”firkantet i øjnene” af at se for meget tv, har nok mere på sig end man umiddelbart skulle tro. Med 16:9 tv er risikoen mindsket.

I dag sælges der næsten udelukkende tv-apparater i formatet 16:9, i hvert fald i den vestlige verden. Inden længe vil produktionen af 4:3 tv-apparater være en saga blot. Formatet 16:9 bør som nævnt ses som et bindeled mellem de mest populære filmformater, specielt 4:3 (1.33:1), 1.85:1 og 2.35:1, men først og fremmest er det altså den nye tv-produktions-, tv-broadcast-, video- og HD-formatstandard.

Når film i 1.85:1 (det mest brugte bredformat inden for filmverdenen) sendes i 16:9 og vises på et 16:9 tv, lader billedet til at fylde hele skærmen ud, hvad enten der er tale om et DVD, Blu-ray eller broadcast signal. Godt nok er 1.85:1 formatet en smule bredere end 16:9 (1.78:1), men da de fleste moderne fladskærms-tv kører med overscan på typisk 2,5% – dvs. de yderste 2,5% af 16:9 billedet hele vejen rundt ses ikke pga. maskeringen – så ser man heller ikke de smalle sorte bjælker øverst og nederst i billedet. Det synlige billede er med andre ord ikke helt så stort som billedet i signalet. Grunden til at skærmproducenterne maskerer de yderste 2,5% af billedet er, at film-til-video-overførslerne ikke altid fylder billedet ud komplet. Der kan således godt være meget smalle og ujævne sorte bjælker i den alleryderste del af signalbilledet. Med de 2,5% overscan er det synlige billede altid fri for evt. ujævnheder (det ligger inden for ”safe title” og ”safe action” rammen). NB. 4:3 tv kører også med overscan, endda helt op til 5%. Mange af de 1.85:1 film der er filmet i soft matted 35mm overføres til 16:9 i fuldskærm 1.78:1, men man ser altså ikke mere billede foroven og forneden af den grund, grundet tv’ets overscan. Film i 1.67:1 formatet beskæres let i top og bund, når de overføres til et 16:9 medie, således at billedet fylder hele den synlige bredde og højde på et 16:9 tv.

16:9 Pan & Scan

Eksempel på beskåret 16:9 “pan & scan” billede

Når der er tale om film i 2.35:1 formatet eller lignende meget brede formater, vil det ødelægge for meget af filmoplevelsen, hvis billedet beskæres i siderne, så det fylder hele 16:9 skærmen ud. Se eksemplet herover, hvor det meste af de to revolvermænd i siderne er skåret bort. Billedet lever slet ikke op til originalbilledet. Blot fordi tv-apparaterne er blevet lidt bredere, er det ikke ensbetydende med, at man nu skal acceptere, at film i Cinemascope/Panavision formaterne beskæres til 16:9 efter samme opskrift som i de gamle 4:3 pan & scan dage. Der vil som tidligere nævnt mangle en ¼ af originalbilledet hvis det gøres, og det bør man aldrig acceptere. Langt de fleste 2.35:1 film udkommer da heldigvis også i 16:9 letterbox på købefilm. Det halter derimod mere med broadcast versionerne, som tit ses i beskåret 16:9 pan & scan, til stor irritation for mange filmentusiaster.

16:9 Letterbox

Eksempel på korrekt 16:9 ”letterbox” billede

Den ubestridt korrekte måde at vise en 2.35:1 film på et 16:9 tv er i 16:9 letterbox, hvilket vil sige et 16:9 signal med sorte bjælker øverst og nederst i billedet, så at det aktive billede man ser på tv-skærmen, stadig er i det originale billedforhold 2.35:1 samt geometrisk korrekt. Kun på den måde vil filmen fremstå som instruktøren og filmfotografen havde i tankerne, da de filmede den. At snyde sig selv for denne oplevelse, ved at se en 2.35:1 film i en 16:9 pan & scan version, må kunne sidestilles med at se en film, hvor eksempelvis diskantlyden er skåret bort – det giver indlysende nok et dårligt lydbillede. Vælg derfor altid at se 2.35:1 film (og film i de andre meget brede formater) i letterbox på tv’et, såfremt det er muligt.

16:9 Pillarbox

Eksempel på korrekt 16:9 ”pillarbox” billede (Casablanca, 1942)

Når tv-produktion i 4:3 format samt fx gamle film fra før 1950’erne (som næsten alle udelukkende er skudt i 4:3) skal vises på et 16:9 tv, så bør de vises med sorte bjælker i hver side af 16:9 billedet, deraf pillarbox – den lodrette udgave af letterbox. Kun derved fremstår hele 4:3 billedet i den korrekte geometri. Ordet pillarbox er engelsk, og udtrykket er i filmøjemed afledt af de høje søjleformede engelske postkasser. Pillarboxing bruges også tit i 16:9 programmer, eksempelvis i nyhedsudsendelser, når fx gamle arkivoptagelser i 4:3 skal vises.

16:9 Zoom

Eksempel på beskåret 16:9 zoom billede

En anden måde at se en 4:3 film på, er ved at zoome ind på billedet med tv’ets zoom funktion, så 4:3 billedet fylder hele bredden af 16:9 skærmen. Ved at bruge denne metode til at fylde hele skærmen ud, beskærer man toppen og bunden af billedet, og det betyder, at en 4:3 film eller et 4:3 program mister ¼ af billedet i højden. Det er derfor normalt ikke nogen god idé at zoome på et 4:3 fuldskærmssignal. Er der derimod tale om et 4:3 letterbox signal, er det netop her man bør bruge zoomfunktionen. Dog kan undertekster nogle gange ligge så lavt i 4:3 letterbox signalet, at de ikke kan ses, når man har zoomet. Undertekster bør fra distributørens side altid indsættes så højt i et 4:3 letterbox billede, at de også kommer med, hvis man bruger sit tv’s zoomfunktion. Det er der desværre en del tv-stationer, der endnu ikke har styr på.

16:9 Wide

Der findes to typer ”wide” eller bredfunktioner på 16:9 tv. Den første, også kaldet ”full mode” eller ”16:9 mode”, har til formål at strække et 4:3 billede ud til 16:9, så det fylder hele skærmen. Almindelige SDTV udsendelser i 16:9, analoge såvel som digitale, samt 16:9 DVD film ligger rent faktisk som et anamorfisk billede, dvs. sammenpresset i det horisontale plan. I disse signaler er der et elektronisk flag, som fortæller tv’et, at der er tale om et anamorfisk billede, som skal trækkes 33% ud i bredden, så det fylder hele skærmen. Dette sker helt automatisk. De firkantede pixels i signalet bliver så at sige omdannet til rektangulære pixels i forholdet 16:9. Billedet på skærmen fremstår således i den korrekte og tiltænkte geometri.

Eksempel på geometrisk forkert 16:9 ”wide” (udstrakt) billede

Den anden type ”wide” eller bredfunktion, også kaldet ”wide zoom mode” eller ”smart stretch” strækker også 4:3 billedet ud til 16:9, men på en mere intelligent måde, så et ikke-anamorfisk 4:3 billede ikke fremstår helt så fladtrykt og geometrisk ukorrekt, som hvis man bruger den førnævnte full/16:9 funktion. Det foregår ved, at der strækkes mest i siderne af billedet og mindre i midten. Evt. kan der i tillæg være tale om en mild beskæring i toppen og bunden af 4:3 billedet. Sammenlagt gør det billedet mere udholdeligt at se på, da mennesker og ansigter fremstår knap så brede, idet de oftest befinder sig i midten af billedet. Mange mennesker med 16:9 tv vælger at se alt 4:3 fuldskærmsmateriale på denne måde, skønt der altså altid vil være tale om et manipuleret og geometrisk ukorrekt billede, som adskiller sig fra det instruktøren, filmfotografen eller tv-produceren havde i tankerne. Alternativet er som tidligere nævnt at se 4:3 materialet i 16:9 pillarbox.

16:9 Windowbox

Eksempel på ”windowbox” billede

Windowbox er når filmens eller programmets billede lader til at svæve midt på en sort baggrund på skærmen, dvs. med sorte bjælker både ovenover, nedenunder og på siderne af det aktive billede. Fænomenet opstår typisk, når et 4:3 letterbox signal vises i pillarbox på et 16:9 tv. Et 4:3 letterbox signal bør som før nævnt zoomes på et 16:9 tv, så billedet fylder hele bredden. NB. Windowboxing kan også opstå på et 4:3 tv, når et 16:9 pillarbox signal sammenpresses vertikalt til letterbox med 16:9 omskifterfunktionen. Dette kan dem med 4:3 tv opleve, når nyhedsudsendelser i 16:9 sender 16:9 pillarbox indslag, fx gamle 4:3 arkivoptagelser.

16:9 Super 35

Sammenligning af 2.40:1 biograf/DVD version og 1.78:1 broadcast version (TV2)

Som det blev nævnt i 16:9 Pan & Scan afsnittet, sker det tit, at tv-stationer broadcaster 2.35:1 film i fuldskærm 16:9 (1.78:1). Der er dog ikke altid tale om beskårede versioner, hvor der mangler ¼ af originalbilledet. Mange 2.35:1 film (helt korrekt 2.40:1 film) filmes på analog 35mm film med Super 35 teknikken, hvor der rent faktisk kommer mere billede med på kildeformatet (enten 1.33:1 eller 1.78:1) end i den færdige biografversion (2.40:1). Visse filmdistributionsselskaber vælger så at tilbyde denne fuldskærmsversion til tv-stationer, som sender i 16:9. På den måde får man hele billedet i biografversionen med, og man undgår de sorte bjælker på skærmen. Men det er altså på bekostning af, at man så får mere billedinformation med, end det egentlig var tiltænkt, da filmen blev lavet. Ofte gemmer der sig for filmen uvedkommende elementer i dette ekstra ”billedrum” såsom mikrofoner og andre filmproduktionsbestanddele, med mindre filmens instruktør og filmfotograf virkelig har tænkt meget og billedkompositionen i både 2.40:1 og 1.33:1/1.78:1 billedrammen. Man må dog formode, at det som hovedregel er 2.40:1 versionen der lægges mest arbejde i, i og med det er den, der udkommer i alle biograferne, og som primært skal tjene filmen ind.

14:9 formatet

14:9 (1.56:1) er et broadcast format, som er kommet til i kølvandet på 16:9 formatet. 14:9 formatet ligger lige midt imellem 4:3 (12:9) og 16:9 formatet, og er dermed et kompromis mellem netop disse to formater. Ideen med 14:9 broadcasting er altså, at mindske de sorte bjælker, både når 14:9 materialet vises på et 4:3 tv (som giver en smule letterbox) og når det vises på et 16:9 tv (som giver en smule pillarbox). 14:9 programmer er næsten altid lavet i 4:3 eller 16:9 format, bliver derefter konverteret og broadcastes så i enten 4:3 letterbox (oftest) eller 16:9 pillarbox. De fleste 16:9 tv har en 14:9 indstilling, hvor tv’et zoomer på 4:3 letterbox (14:9) billedet, så det aktive billede fylder hele højden af skærmen, med en smule pillarboxing til følge.

Efterord

Jeg har med denne artikel forsøgt at opsummere de forskellige muligheder, der er for at vise film og tv-programmer i forskellige bredformater både på 4:3 og 16:9 tv-apparater, herunder hvilke måder der er korrekte, samt alternative løsninger som i større eller mindre grad ødelægger filmens/programmets billedkomposition. Hvordan den enkelte seer ønsker at billedet skal fremstå på sit eget tv, må være helt op til denne, så længe der er indstillingsmuligheder på tv-apparaterne. Men med artiklen her er der forhåbentlig grobund for, at folk tænker lidt mere over, hvordan de indstiller tv’et til at vise filmen/programmet mest muligt rigtigt, billedformatmæssigt set.

Se også: Debat om dette emne i forummet

• Artikel: Oplev HD-lyd   (14. juni 2008)
  HD-lyd som Dolby TrueHD og DTS-HD Master Audio åbner nye muligheder, for biograflyd i hjemmet. Denne artikel går bag om HD-lyd, og hvordan det kan opleves.
• Artikel: Filmformater   (3. februar 2008)
  Hvorfor sorte bånd i top og bund, når man ser film på et 16:9 TV? Hvorfor virker nogle film mere "storslåede" end andre? Læs denne artikel om filmformaterne.
• Danskerne strømmer til biograferne   (1. december 2008)
  Danskerne er vilde med at gå i biogra­fen. Det viser tal fra Danske Biogra­fer.
• Philips klar med første TV i biograf format   (14. januar 2009)
  TV'ets skærmformat er med 21:9 meget tæt på Cinemascope film formatet.
• Første kig på Philips TV i biograf format   (30. januar 2009)
  Check denne video.
• Et TV tilpasset både 16:9 og 4:3   (1. marts 2009)
  Koncept TV'et 16943 er tilpasset visning af både 16:9 og 4:3 signaler, til gengæld ser det spøjst ud.
• Den ultimative High Definition biografoplevelse   (23. september 2009)
  Fem nye biografsale klar til 4K og 3D. Danmarkspremiere hos CinemaxX i København, Århus og Odense d. 2. oktober 2009.