Forside Baggrund

Klumme: CD-nostalgi? Nej tak!

-
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com

En klumme fra en The Verge-skribent midt i tyverne om nostalgi for CD-mediet fik skribenten til denne klumme til at fare i det digitale blækhus.

Afsløring: Jeg fyldte 43 i januar. Det betyder rent musikalsk, at jeg var barn i en tid, hvor vinylplader (lavet af plastik, men lad det nu ligge) var den fineste form for musikgengivelse, efterfulgt af kassettebånd.

Det første fonogram, jeg nogensinde købte for mine lommepenge selv, var Adam and The Ants’ ’Kings of the Wild Frontier’ på kassettebånd. Et album, jeg senere har erhvervet mig på alle mulige formater og stadig er stor fan af. Jeg var syv år gammel, da denne banebrydende begivenhed i mit liv fandt sted.

Kort efter arvede jeg mine forældres gamle pladespiller og en bunke plader fra min storesøster og storebror, og så kender den ærede læser sikkert resten af historien, for sådan startede de fleste af os på min alder jo med at elske musik.

Da jeg gik i 9. Klasse i 1987, begyndte de der compact discs for alvor at blive noget, mine jævnaldrende havde derhjemme. Jeg købte min første CD, fordi ABCs andet album, ’Beauty Stab’, var udgået på vinyl og kun var tilgængelig på disc.

Jeg ejede ikke engang en CD-afspiller, men jeg havde alle de andre ABC-plader, og samlingen skulle jo være komplet (Modsat Adam and the Ants er der ikke ret mange ABC-plader, jeg kan holde ud at høre længere).

Løsningen var naturligvis at lave en kassettekopi hos en af mine kammerater, som jeg kunne høre, indtil jeg fik fat i en afspiller.

Det skete i 1.g., hvor min klassekammerat Peter havde fået sig en ny afspiller, så jeg kunne købe den gamle for et beløb, mit meget lille budget kunne håndtere. Og så gik det ellers stærkt.

Jeg begyndte at udskifte alle mine albums med CD’er, en proces, mange af os sikkert har været igennem. Vi troede jo alle, at det var fremtiden, og at det der vinyl var en afsluttet saga.

Jeg smågrinede altid lidt i mit endnu ikke udvoksede skæg, når mine kammerater aftog mine LP’er for et beløb, der gjorde det muligt for mig at købe flere CD’er. De købte nemlig også mine fejlkøb eller LP’er, jeg overhovedet ikke havde lyst til at eje på CD, og på den måde blev der overskud til at betale den merpris, CD’erne kostede.

 

Vennerne lo sidst

I dag griner jeg overhovedet ikke.

Tværtimod griner de af mine gamle kammerater, jeg stadig ser en gang imellem, af mig – når de hiver de vinyler frem, jeg solgte til dem. Og som jeg nu gerne ville have haft på hylden.

For som så mange andre i min generation er jeg superglad for at vinyl-LP’erne er tilbage, og at det lille marked er lige præcist stort nok til at folk som mig kan købe både nye og gamle, remasterede titler på 180 grams vinyl.

Det er dog allerede ved at være et årti siden, at jeg opdagede, at det nye vinylmarked ikke bare er for nostalgikere som mig. Det skete en juleaften, da min eks-kones lillesøster og hendes kæreste gav hinanden vinylplader i julegave.

De var i starten af tyverne dengang. Og det var endda ikke nye titler, de gav hinanden, men derimod to klassikere: ’Pet Sounds’ med Beach Boys og Pink Floyd-mesterværket ’Dark Side of the Moon’.

Det lærte mig to ting. Dels, at vinylplade-renæssancen ikke kun er til folk, der voksede op med dem til at starte med, men at et helt ungt publikum også synes, det er cool. Og at der er visse rockklassikere, der simpelthen overskrider generation på generation. Det sidste vidste jeg måske nok i forvejen.

Jeg er selv massiv fan af plader med Genesis og Pink Floyd, der blev indspillet, før jeg blev født, eller udkom, da jeg var 0-3 år gammel. Der er en teori, der går ud på, at man senere i livet vender tilbage til den musik, man hørte i de første måneder af sit liv. Men i mit tilfælde skulle jeg i givet fald være kæmpefan af country og klassisk, og det er ikke tilfældet – selvom jeg naturligvis godt kan finde enkelte stykker i de to genrer, jeg synes om. Pink Floyd fra 70’erne har stadig et publikum hos de helt unge. Og det samme har vinyl.

 

Det er de unge, der køber vinyl

Faktisk viser tal fra MusicWatch, at hele 72% af vinylkøberne er under 35 år gamle. Og det til trods for, at den samme gruppe kun udgør 44% af alle, der køber musik (tallene er fra USA, men alligevel).

Ligesom med bøger er der noget oprindeligt over vinyl-plader. Det kan godt være, at der er lidt klik og lidt støj, men det er det medie, indspillet musik begyndte på. Før vinylskiverne (og en kort overgang med magnetruller) var det noder, der var den primære måde at sælge musik på.

Indspillet musik som massemarked startede på sorte skiver, der krævede en pladespiller. Og som man skulle vende midt under seancen. Selvom vi siden fik spolebånd, 8-track, kassettebånd, CD’er, DAT, DCC, MiniDisc, og så videre, udsprang det hele af princippet med en sort plade med riller og en afspiller med en nål, en arm og en drejeskive.

Det er den samme type oprindeligheds-fornemmelse, der gør at celluloid formentlig aldrig dør helt som filmmedie. Kodak har lige relanceret 8mm-film til et hipster-millennial-publikum, der synes det er supercool. Hollywoods store instruktører på min alder, såsom JJ Abrams eller Christopher Nolan, sværger til film, til trods for de ligesom jeg er vokset op med hjemmecomputere og alskens digitale gadgets.

Og så er der bøger. Jeg tror ikke, jeg kender en eneste person, der helt har droppet bøger af rigtig papir.

Jeg kender rigtig mange mennesker, for hvem deres Kindle er fuldkommen uundværlig. Men selv disse mennesker går ud og køber en rigtig bog, hvis bogen er noget særligt, som de gerne vil eje og sætte op på hylden. Som Ph.D.-studerende har jeg måske nok et bogbudget, der er større end normalt, men 90% af dem køber jeg digitalt. Det er praktisk, man kan søge i dem, og jeg kan have dem alle sammen med overalt. Og så en gang imellem dukker der den der bog op, der er så genial, at jeg vil have den på en hylde. I de tilfælde betaler jeg gerne for bogen en gang mere for at få den i fysisk format. Det mønster tror jeg ikke, jeg er ene om.

 

Det oprindelige medie dør aldrig

I alle tre tilfælde, musik, film, litteratur, spiller det oprindelige format stadig en stor rolle. Massemarkedet er digitalt. Men når det skal være særligt, investerer rigtig mange mennesker i det oprindelige, fysiske format. Også selvom de ikke nødvendigvis er vokset op med formatet.

Det var derfor, jeg blev noget overrasket, da jeg læste denne klumme af James Vincent, der er London-korrespondent for The Verge. I denne klumme skriver han, at han overvejer at gå tilbage til CD’erne.

”Min forældres generation romantisererer klikkene og støjen fra LP’er” skriver han. Nu ved jeg ikke, hvor gammel, James Vincent er, men at dømme efter billederne af ham på The Verge og på hans Twitter-profil, er han i midten af tyverne. Det bekræftes af, at han i klummen har en historie, der ligner min ovenfor. Hans første fonogram var en CD, og den var med svenske The Hives. Den indholdt deres geniale hit ’Hate to say I told you so’, så det er enten albummet ’Veni Vidi Vicious’ eller opsamlingen ’Your New Favorite Band’ fra henholdsvis 2000 og 2001. Vincent skriver, at han var 10 eller 11, da han fik sit første anlæg og The Hives-CD’en, så mon ikke, han er født omkring 1990?

Og ja, det er da rigtigt, at vinyler var hans forældres format. Men det var sgu også deres forældres format, og formatet for dem, der var ti år yngre end hans forældre. Og hvis man skal tro statistikkerne, er det i høj grad også Vincents egen generations format. Det var ganske vist ikke det første format, han fik fingre i. Det var CD’en. Og som han skriver, så er det lyden af plastikflader, der støder mod hinanden fra skiver og CD-cases, der gør ham nostalgisk for CD’er.

Jeg vil ikke udelukke, at der er en generation af unge, for hvem CD’erne er et nostalgi-fænomen. Men Vincent afskriver vinylerne som et rent nostalgi-fænomen, og der tager han fejl. Så min påstand er, at CD’erne aldrig kommer tilbage som andet end et kuriosum for nostalgikere – det bliver ikke et voksende renæssancemarked på samme måde som vinyler er det nu.

For CD’en var i princippet et bro-format. CD’en er broen mellem det digitale musikflow, vi kender i dag, hvor vi kan få musik på kommando ligesom når vi tænder for vandhanen, og så det gamle, oprindelige musikformat – de store, sorte skiver. Det er lidt af begge dele – og dermed intet i sig selv.

 

Stramt komprimerede CD-cases

Vincent beskriver, hvordan det er vigtigt for ham at samle på CD’er og han drømmer om ”rækkevis af CD-cases, stramt komprimeret sammen som var de dele af en samlet æske med gennemsigtige hæfteklammer”. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig noget værre, når det gælder musik lige nu.

For mig er Vincents drøm lig med den skrækkelige lyd, der kommer, når to CD-cases gnides mod hinanden, under udtrækning af en af dem fra ”den stramt komprimerede række”. Det er manglen på en ordentlig visuel repræsentation af musikværket, fordi alting står med miniskrift og billigt tryk i det der åndssvage lille hæfte, der erstattede pladecovers. Det er raslen fra de afbrækkede plastikstykker, der skulle have holdt CD’en på plads inde i jewel-casen, men nu i stedet bare er til irritation. Det er tanken om jewel-case-fronter, hvor de to ”hængsler” er brækket af, så coveret aldrig sidder ordentligt på. Det er det brudte løfte om at CD’er aldrig kunne blive ridsede og gå i hak ligesom LP’er. På en LP kan man i det mindste justere vægten på armen. En CD, der blev ved med at hoppe, var færdig.

Det er da muligt, at der vil komme en nostalgi-dille omkring CD’er på et tidspunkt i fremtiden. Kan man være nostalgisk overfor noget, der er noget værre lort? Måske nok. Jeg vil ikke.

James Vincent har dog én god pointe. CD’er har den fordel, at de er transportable. Tager man dem ud af coveret, kan man putte en hel masse af dem i en mappe, der ikke fylder ret meget. Og ejer man stadig en discman, kan man høre musik i meget længere tid end ens smartphone kan holde batteri, på to AA-batterier. Og man behøver ikke bekymre sig om, hvorvidt der er mobildækning der, hvor man er, så man kan streame musik fra skyen.

Det er det, der er Vincents udgangspunkt. Han er træt af, at han ikke kan høre musik i Londons undergrundstog. Jeg vil give ham helt ret i, at der stadig er alt for mange steder uden dækning til at skyen kan være den eneste kilde til musik. Jeg smider altid en helvedes masse musikfiler over på min laptop, tablet og/eller smartphone, inden jeg skal ud at flyve, f.eks. Så kan jeg også lytte til musik i en ordentlig kvalitet, der ikke er komprimeret for hårdt.

Men er det nok til at jeg vil vende tilbage til CD’ernes plastikhelvede?

Niks. Aldrig i livet.

Så vil jeg hellere blive hængt ud som gammel vinyl-nostalgiker.

 

Annonce