Forside Nyheder

Skærmene på Apples ure og computere bliver mere hensynsfulde

-

Indrømmet, ovenstående overskrift lyder mærkelig, men der er mening med galskaben.

Det handler om, at Apple nu indfører et par skærmtilstande på Apple Watch og Mac, der kan være ganske brugbare – og hensynsfulde.

For det første får Apple Watch nu en skærmtilstand, som mange Android Wear-ure har haft længe: Theater Mode.

Det er en funktion, der midlertidigt dæmper skærmens lys, så den f.eks. ikke lyser op i biografmørket og irriterer ens med-biografgængere.

Helt præcist kommer funktionen til at lukke ned for, at uret aktiveres, når man løfter armen – hvis man f.eks. lige skal have nogle popcorn. Uret modtager stadig notifikationer, men vibrerer svagt i stedet for at lyse op. Som Engadget bemærker, så er det faktisk bare Do Not Disturb-funktionen med notifikations-vibrationer. Theater Mode skulle lande med watchOS 3.2.

På Mac sker der noget, som mange natteravne sikkert vil blive glade for. Night Shift tager nemlig springet fra iPhone til Mac-skærmen. Funktionen er dukket op i den seneste beta-udgave af MacOS Sierra (10.12.4).

Night Shift sætter skærmens lys over i en varmere, rødligere tone, hvilket ikke aktiverer hjernen på samme måde som det blå lys, man normalt får fra en computerskærm. Med andre ord kan man arbejde på sin Mac, lige inden man går i seng og ikke have problemer med at falde i søvn (af den grund, i hvert fald).

Og har man nogen, der ligger ved siden af i sengen, bliver vedkommende heller ikke forstyrret helt så meget af lyset.

Man kan indstille Night Shift til at gå i gang efter en bestemt tidsplan, og man kan også justere på farverne, så det passer bedst til ens behov.

 

Annonce