Forside Baggrund

Klumme: Jeg har sat mit gadget-liv på batterier og solkraft

-
Yeti 1000. Foto: Goal Zero

I denne klumme fortæller skribenten om sin eksperimenteren med at sætte hele sit forbrugerelektronik-strømforbrug over på et stort batteri, der bliver ladt op af solpaneler. Vel at mærke i en lejelejlighed, hvor panelerne er placeret ude på altanen…

Jeg er lidt af en frelst type. En af dem, der ikke synes, politisk korrekthed er et skældsord, men en måde at sikre, at vi alle behandler hinanden med respekt. Sådan er jeg bare, og det har mine venner lært at holde ud. Det betyder også, at jeg hele tiden er bevidst om, hvordan jeg kan gøre mit for at gøre verden til et bedre sted. Det har betydet en del arbejde i politik og en del forskning i, hvordan teknologi påvirker os som mennesker.

Som teenager blev jeg ret bevidst om miljøet. Ikke at jeg ligefrem lå og drønede rundt i gummibåde og malede på olietankere sammen med miljøaktivister tilbage i 90’erne. Men jeg er typen, der prøver at være nogenlunde ansvarlig i forhold til mit forbrug, når det gælder miljøet. Ellers har jeg simpelthen konstant dårlig samvittighed. Heldigvis er der rigtig mange danskere, der har det sådan, og jeg er vel egentlig måske kun en lille smule mere fanatisk med det end så mange andre. Det er sådan noget med at insistere på at bruge genbrugstoiletpapir, reducere brugen af plastik, købe biologisk nedbrydelige og miljøvenlige rengøringsprodukter og så videre.

Danmark har en god tradition og lovgivning på det område. Det har Californien også, og især lige omkring, hvor jeg bor. Los Angeles har slåsset med ozon- og partikel-forurening lige siden bilen blev hvermandseje for snart 100 år siden. Der er nogle bestemte klima- og naturforhold, der gør det svært for Los Angeles at komme af med især partikler fra biludstødning  og kulkraftværker, og derfor er både byen og staten Californien i mange år gået foran med udviklingen af nye teknologier og regulering, der kan nedbringe forbruget af fossile brændstoffer.

Det var blandt andet derfor byens ”adopterede søn”, Arnold Schwarzenegger havde held med at gennemføre nogle af de strammeste miljøregler i USA her i Californien, da han var guvernør. Før han blev guvernør var han med til at få de brutale Hummer-biler sat i produktion. Da han blev guvernør, fik han dem aflivet igen. Og det går da meget bedre nu i Los Angeles end f.eks. i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne, som de, der er vokset op her, kan fortælle nogle grelle historier om. Dengang havde de ”smog-dage”, hvor skolerne lukkede og eleverne blev holdt indendøre derhjemme, fordi luften simpelthen var sundhedsskadelig.

Alt dette har naturligvis ikke ret meget med forbrugerelektronik at gøre, og så dog alligevel. Jeg har skrevet ovenstående for ligesom at give en baggrund for mit nyeste hjemmeprojekt, som jeg lige nu er igang med – men som har ligget og brygget en fem års tid.

Jeg tror, det er fem år siden, jeg slentrede rundt på CES-messen og stødte ind i firmaet Goal Zero. De er et lille foretagende i Utah, der laver gadgets til udendørsfolket. Deres speciale er batterier og solpaneler. Som navnet antyder er deres ”Goal” at folk skal bruge ”Zero” fossile brændstoffer. Dengang blev jeg ret benovet over deres solpaneler med mobilladere. Sådan nogle havde allerede dengange eksisteret i flere år, men de var som regel ikke ret effektive. Goal Zeros paneler havde så høj en effektivitet, at du rent faktisk kunne lade din telefon helt op med dem på kun lidt længere tid, end det ville tage med en almindelig lader, du sætter i væggen.

Hvis solen er ude længe nok, og du er villig til at sætte en plade op på 40-50 centimeters højde og bredde. Det er måske ikke noget, man gider gør hver dag, især fordi Jorden jo ligesom drejer rundt, så man ville skulle flytte på panelet engang imellem. Men der var alligevel et eller andet over Goal Zeros stil, jeg godt kunne lide.

Hvert år, jeg har været på CES siden, har været et smut forbi Goal Zero-standen for at se, hvad de nu havde. Og fordi både solpaneler og batterier bliver mindre og billigere, har de seneste år været rigtig interessante på deres stand. Og det gav mig en idé.

Goal Zeros marketing-materiale er fyldt med folk, der bruger deres forbrugerelektronik ude i den fri natur, selvom der ikke er noget, der minder om et strømstik i nærheden. Og det er fordi, firmaet laver nogle storre batteristationer, der kan lades op med solpaneler og kan levere 110v, som vi jo kører med herovre. Idéen er, at disse skal erstatte de benzin-generatorer,  som mange amerikanere får strøm fra i mere øde egne.

Da jeg så, at det var en reel mulighed, blev jeg besnæret af en tanke. Enhver kan jo beslutte sig at gå ”off the grid” og leve med et minimum af moderne, teknologiske faciliteter. Men jeg overvede, om jeg kunne gå helt eller delvist ”off the grid” og kun bruge solkraft, men stadig nyde godt af alle mine gadgets, mit fladskærms-tv og så videre. Tanken var besnærende, ikke så meget fordi jeg ikke ville behøve at betale noget til byens lokale el-selskab. Goal Zeros produkter er ret dyre, så investeringen ville nok ikke kunne tjene sig hjem lige med det samme.

Nej, det var hensynet til Moder Natur og min egen samvittighed, der drev værket – sammen med den meget lille del af mig, der er overlevelses-entusiast. Mine venner ville grine, hvis de så, at jeg omtalte mig som en sådan. Men faktum er, at vi i Los Angeles-området har cirka 10.000 jordskælv om året. De fleste mærker man knapt nok, og alle dem mellem 1.5 og 4 på Richter-skalaen morer vi os mest over ved at se, hvem der kommer først med at rapportere om det på sociale medier.

Men vi er også godt klar over, at det snart er 24 år siden, vi havde det sidste, rigtigt store jordskælv, og den slags kommer med cirka 20 års mellemrum.  Her taler vi om den slags jordskælv, hvor bygninger og broer styrter sammen og folk dør. Ikke mindst ryger infrastrukturen – for eksempel strømmen. Myndighederne herovre minder os hele tiden om, at vi skal lave ”Earthquake preparation kits”, der består af masser af vandflasker, batterier, lommelygter, transistorradioer og dåsemad, til hvis et stort (eller DET store jordskælv, hvor Californien nærmest river sig løs fra USA, der har været portrætteret i flere film), skulle komme.

Som I sikkert kan huske, faldt nytårsaften på en søndag i 2017. Om lørdagen røg strømmen i min lejlighed. Jeg ringede til min udlejer, der beklagede og sagde, at det nok kunne blive svært at få nogen ud at kigge på det lørdag før nytår, men at han nok skulle prøve. Jeg havde selv været en tur forbi HFI-relæet og gjort hvad jeg kunne der. Heldigvis fik min udlejer en mand ud, der blot åbnede et relæ-panel over HFI-relæet, som jeg ikke havde opdaget. Han trykkede kontakten ud og ind, og så var strømmen tilbage. Og jeg følte mig lidt dum. Men jeg anede simpelthen ikke, at der var et panel mere.

Mens jeg gik og ventede på elektrikeren, tog jeg dog beslutningen. Min panik over at være strømløs var stor nok til at jeg tænkte: ”Hvis Goal Zero viser noget interessant frem på CES om et par uger, som jeg har råd til, vil jeg gå igang med det eksperiment, jeg havr grublet over i næsten fem år”. Jeg ville se, hvor mange af mine gadgets og mit forbrugerelektronik, jeg kunne køre på et stort batteri, der blev ladet op af solen.

På nuværende tidspunkt, kan det være du tænker…”Jamen, jeg kører da allerede hele mit hus på solenergi via paneler på taget. Og jeg går bare og venter på leveringen af mine Tesla-hjemmebatterier. Hvad fanden er der nyt i det?”

Der er såmænd ikke noget nyt i det. Men jeg ejer ikke min lejlighed. Jeg bor til leje. Selv om jeg bor på øverste sal i bygningen (der kun er to etager høj), kan jeg ikke ligefrem bare begynde at installere faste solpaneler på taget. Disse skal i øvrigt også godkendes og kobles på strømnettet og alt muligt.

Det interessante ved Goal Zeros teknologi (der i øvrigt slet ikke er unik på den måde, der er andre firmaer, der laver det samme og i samme kvalitet. Jeg er bare faldet for deres marketing) er, at de gør det muligt for mig at sætte solpanelerne op på min altan og sætte batteriet op inden døre. Min altan får langt de fleste dage på året gennemsnitligt 8-9 timers sol – det er jo så fordelen ved at bo i L.A., selvom her kan være lidt smog engang imellem.

Det sidstnævnte gør det lidt svært at gennemgøre noget lignende i Danmark, og derfor har jeg haft svært ved for eksempel at sælge en artikel om det til et stort medie, sådan at jeg kunne bruge honoraret til at betale for batteriet og solpanelerne.

Men det her var simpelthen for spændende et projekt til at jeg kunne lade være, så jeg brændte et hul i mit kreditkort og købte et 1000 watts Goal Zero-batteri for omkring 7.000 kroner og tre transportable solpaneler i en størrelse på lige under 1 x 0,5 meter til omkring 1.000 kroner stykket.

I alt har det hele altså stået mig i omkring 10.000 kroner indtil videre. Jeg har også købt en hulens masse forlængerledninger, men det er en anden historie.

Jeg kan købe rigtig meget strøm hos mit elselskab for 10.000 kroner, selv med de 3% ekstra, jeg frivilligt vælger at betale ekstra, sådan at elselskabet køber grøn strøm et eller andet sted for at opveje, hvad de nu end bruger af fossile brændstoffer for at lever min strøm. Så igen: Det er ikke for at spare penge, jeg gør det her.

Projektet er stadig igang. Lige nu flyder ungkarlehybelen med forlængerledninger, der går ned ad gange og på tværs af gulve. Jeg eksperimenterer lidt frem og tilbage og har tænkt mig at komme med en rapport igen i en senere klumme med mine nye erfaringer.

 

Foreløbige erfaringer

Men lad mig da lige dele mine foreløbige erfaringer.

Jeg begyndte stille og roligt at overføre min forbrugerelektronik til batteriet, og opdagede, at jeg kunne spare virkelig meget strøm, hvis jeg bare holdt op med at være doven.

Goal Zero Yeti 1000-batteriet, jeg købte, har fire USB-porte til opladning af smartphones etc., så de får lov at tage sig af tablets, smartur, telefoner og så videre. Jeg fandt lynhurtigt ud af, at batteriet nærmest grinede hånligt af deres strømforbrug og viftede dem væk fra skulderen som Luke Skywalker i sidste akt af ’The Last Jedi’.

Fra et fuldt opladt batteri (Det kan naturligvis også lades op fra et almindeligt strømstik) var det svært at få et dagligt forbrug af tablets, smartphones etc. til at få batteriet ned på under 90%. Med de tre solpaneler ude på altanen, kan batteriet lade cirka 40% op i løbet af de 8-9 timer, de står i solen. Så det tog naturligvis kun en times tid eller to at lade Yeti-batteriet op til 100 procent igen efter at det havde opladt min laptop, to smartphones, to tablets og et smartur natten over. Det var på tide at prøve noget tungere.

Jeg koblede mit surround-anlæg og mit 55-tommer LG-tv på. Så tabte batteriet noget hurtigere pusten. Det skal siges, at mit surround-anlæg bruger mere strøm end normalt, fordi alle højttalerne er aktive og har deres egen strømforsyning – de to fronthøjttalere er to Genelec-studiemonitorer, der også gerne vil suge lidt strøm.

Surround-anlægget og tv’et brugte omkring 200-250 watt i timen. Med andre ord ville jeg kun kunne se film i fuld surround i fire timer, før lortet slukkede. Og det ville så tage to solskinsdage, før batteriet var ladet op igen. Det var ikke holdbart.

Jeg gik igang med at slukke de enkelte enheder for at se, hvor meget strøm, de brugte. Til min store overraskelse var surround-anlægget slet ikke en så stor synder, som jeg troede. Den helt store synder var tv’et. Det er naturligvis ikke så mærkeligt, men jeg syntes alligevel at det var lidt voldsomt, at et relativt nyt 4K LED-tv brugte 170-200 watt i timen af sig selv. Recorderes læsere er garanteret skarpere på de her ting end jeg, men jeg har aldrig tænkt over, hvor meget strøm mit tv brugte. Ligesom køleskabet er det en af de ting, jeg bare er nødt til at have i mit hjem, så må det koste det i strøm, det koster.

Lidt hurtig research viste da også, at der var masser af nyere modeller, der brugte væsentligt mindre strøm. Jeg fandt også ud af, at hvis jeg droppede min Amazon Fire TV-boks, kunne jeg spare 5-10 watt i timen. Jeg bruger alligevel kun boksen til de samme apps, jeg har på mit tv, lige med undtagelse af Sling TV, der giver mig adgang til en række kabelkanaler. Mit LG-tv kører med en udgave af WebOS, der er lige præcis for gammel til at kunne køre den app.

Det begyndte at ligne, at jeg var nødt til at skifte mit fjernsyn ud. Så det gjorde jeg, hvilket også gav mig den HDR-funktion, jeg gerne har villet have. Jeg købte en nyere, men mindre Samsung-model på 50 tommer, bare for at se, hvad forskellen ville være. Jeg kunne altid returnere skærmen og købe noget større, hvis jeg havde behov for det.

Da jeg satte tv’et op med dens standard energispare-funktion sat til (hvilket bl.a. betyder, at den sætter bagbelysningen efter omgivelserne) og jeg aflæste strømforbruget på batteriet, faldt min kæbe nærmest ned på jorden. Specifikationerne havde allerede lovet, at jeg skulle kunne få forbruget ned på omkring 75-100 watt, altså omkring en halvering af mit gamle tv.

Men det nye tv brugte kun 45-50 watt i timen. Det kunne altså køre i 20 timer på mit batteri, hvis deet var fuldt opladt. Det ville for eksempel betyde, at jeg kunne se tv i 5-6 timer i løbet af en dag (hvilket nok er mit normale forbrug, hvis man tæller de timer med, hvor tv’et bare kører i baggrunden), og batteriet ville så kunne lade op i dagtimerne, klar til de timer om aftenen, hvor jeg er mest foran skærmen.

Der ville endda være rigeligt strøm til overs til når jeg ville bruge mit 5.1-anlæg. Og det er her, det med dovenskaben, jeg nævnte ovenfor, kommer ind i billedet. Hvis jeg bare gider slukke fysisk på kontakten for mit 5.1-anlæg og kun bruge det, når jeg rent faktisk ser en film, der har gjort noget ud af surround-lyden, tapper det så lidt af strømmen på batteriet, at det kan nå at lade op i løbet af dagen, når jeg alligevel bare sidder og arbejder på computeren eller ikke er hjemme.

Det betyder, at jeg skal ind i indstillingerne og skifte over til den optiske lydudgang på tv’et, hver gang jeg vil se noget i surround – men det er bare endnu et eksempel på, hvordan et opgør med et minimum af dovenskab kan gøre det muligt at køre mine ting på solkraft fra tre små solpaneler ude på altanen.

Jeg ender dog nok med at returnere tv’et. Jeg kunne have sagt mig selv, at det er svært at gå fem tommer ned i størrelse, or der er lige nu tilbud på både modeller fra LG og Samsung hos min lokale elektronikpusher, der er oppe i i 60” størrelse og kun bruger lidt mere strøm end det jeg har lige nu.

Til sidst vil jeg lige nævne en anden ting, der også overraskede mig en hel del – selvom jeg kunne have sagt mig selv det. Og her må jeg bede de erfarne Recordere-læsere bære over med mig, for det ER rimelig grinagtigt, at en så erfaren gadget-skribent som jeg lod mig overraske af det der følger. Men det skete altså.

Efter noget tid med det nye tv syntes jeg, at jeg skulle knibe øjnene sammen for at få noget ordentligt ud af skærmen. Jeg har lige fået nye briller til brug, når jeg arbejder ved computeren og læser, og jeg tænkte, at det nok bare var en tilvænningssag…altså at jeg skulle vænne mig til en overgang, når jeg tog de nye briller af efter at have arbejdet med dem i flere timer.

Men efter noget tid tænkte jeg, at det ikke kunne passe. Jeg prøvede at skrue op for bagbelysningen på skærmen, og det hjalp lidt, men efter noget tid var den gal igen. Hmmm. Over et par aftener prøvede jeg at skrue på forskellige indstillinger, men lige meget hjalp det. På et tidspunkt opdagede jeg, at HDR+ ikke var slået til. Da jeg gjorde det, var det ligesom at stirre ind i en supernova.

Skærmens bagbelysning brølede lige pludselig gennem den hyggelige, lave belysning i min stue. Jeg var glad for, at det ikke var mine øjne, der var ved at blive gamle, selvom jeg er nået op i en mands ”bedste alder”. Jeg tænkte, at hvis HDR’en ikke var slået til, og bagbelysningen havde været så lav, havde jeg formentlig også målt strømforbruget under forkerte forhold.

Det tør siges.

Da jeg gik ud og tjekkede batteriet, var tv’ets strømforbrug alene tredoblet i forhold til, hvad det brugte i energispare-tilstanden. Tredoblet. Jeg var med andre ord cirka tilbage til der, hvor mit gamle tv var, og det var jo ikke meningen. Jeg kunne heller ikke rigtigt forstå det. Med HDR+ sat på automatisk funktion var bagbelysningen oppe på max, hvilket på mit tv var 20. Men når jeg selv satte det, var det på 16-18-stykker. Det burde ikke give en tredobling i strømforbruget at gå fra 16-18 til 20.

Lettere frusteret begyndte jeg at rode med indstillingerne igen. Og det var først da, det gik op for mig, at tv’et stadig var sat til at sætte bagbelysningen efter omgivelserne. Det var derfor, skærmens lysstyrke blev ved med at gå tilbage til at være lav, selv om jeg havde sat den til at 16-18-stykker. Funktionen overridede simpelthen indstillingerne uden at sætte indstillingerne, så jeg for mig passede lysstyrke og indstillingerne ikke sammen.

Så snart, jeg slog den automatiske bagbelysning fra, genvandt jeg kontrollen over bagbelysning, kontrast, brightness osv. Jeg har nu fundet et kompromis, hvor jeg får et acceptabelt billede til hverdagsbrug, og tv’et bruger omkring 75-100 watt i timen. Hvis jeg skal se noget specielt, slår jeg HDR+ og surroundanlægget til. Det kræver lidt ekstra besvær, men til gengæld kører både mit tv og surroundlægget og alle mine mobile gadgets plus min laptop nu på solkraft fra tre solpaneler ude på altanen. Det føles godt.

Lige nu eksperimenterer jeg med belysningen i min lejlighed. Jeg er ved at omkonfigurere al belysningen, så jeg ikke bruger nogle af de indbyggede lamper og i stedet kun kører med virkelig strømsparende LED-pærer, der kører over Goal Zero-batteriet. Det har også haft nogle sjove udfordringer med at prøve at positionere lamperne optimalt, så de behøver færrest watt fra pæren, og så i øvrigt finde de mindst strømforbrugende og dog alligevel acceptable pærer nede i byggemarkedet.

Når først det er overstået, kommer den helt store udfordring: De hårde hvidevarer. Jeg er single og har ingen børn, så mit forbrug af min vaskemaskine og tørretumbler er væsentligt (MEGET væsentligt) mindre end en børnefamilies. Men er det tilstrækkeligt småt til at en enkelt vask og en tur med tørretumbleren ikke dræner batteriet fuldstændigt?

Mit køleskab er også en gammel svend, og jeg har to vinkøleskabe oven i. Hvad med dem? Og så er der jo det med de mange solskinstimer, at det som regel også er rimelig varmt i Los Angeles, men min air condition kører gennem et helt separat system, så den kommer jeg alligevel ikke til at kunne koble på batteriet. Og så er der min el-bil, som vil krølle Goal Zero Yeti-batteriet sammen og smide det over skulderen, hvis jeg begynder at lade den op ad den vej.

Så et eller sted er der en grænse for, hvor meget, jeg kan hive ud af det batteri og de tre solpaneler. Spørgsmålet er, hvor den grænse går, og hvor meget, jeg vil gå på kompromis med billede og lyd og dovenskab. Hele pointen var jo at opretholde størstedelen af mit forbrugerelektronik-forbrug med kun små, udholdelige livsstilsændringer. Og samtidig være så uafhængig af et strømstik, at jeg i princippet kunne smide hele samlingen af gadgets bag i camper og bo i den nede stranden, hvis jeg ville. Eller kunne vente på at myndighederne får fikset strømmen efter et stort jordskælv uden at gå glip af film og tv fra streamingtjenesterne (hvis de mobile dataforbindelser stadig virker…) eller i det mindste at kunne se ting, jeg har på lager.

Indtil videre føler jeg ikke, at jeg har givet køb på ret meget i forhold til den gode fornemmelse, jeg har i maven af at se film på solkraft – totalt ”off the grid”.

I en senere klumme kan du læse om, når jeg når grænsen på et tidspunkt.

 

Annonce