Forside Nyheder

HBO kan gå efter Netflix’ strube efter AT&T-opkøb

-

I Danmark kender man mest HBO som en streamingtjeneste.

I hjemlandet USA og i flere andre lande er det imidlertid en stor kabel-tv-spiller, der viser film på flere kanaler sammen med de egenproducerede serier, som HBO har været kendt for i årtier nu, lige fra ’The Sopranos’ til ’Game of Thrones’.

Nu ser det imidlertid ud til, at HBO kommer til at satse endnu hårdere på såvel streaming som eksklusivt indhold i et forsøg på at give Netflix endnu mere kamp til stregen.

HBO er nemlig efter flere års forhandling blevet købt af den amerikanske telegigant AT&T, hvis overtagelse af HBOs moderselskab Time Warner har været undervejs længe. For få dage siden blev handelen endelig godkendt af myndighederne efter et længere juridisk slagsmål.

Det betyder, at filmselskabet Warner Bros., Turner Broadcasting (der ejer CNN) og HBO nu ikke længere hører under Time Warner-hatten, men derimod WarnerMedia, der bliver et datterselskab af AT&T.

Ifølge Bloomberg har manden, der skal lede WarnerMedia under AT&T store planer for at udvide HBOs aktiviteter. John Stankey siger til nyhedstjenesten at han ”forventer tungere investeringer i content hos HBO”. Til New York Times siger Stankey, at det skal være ”vores content og vores teknologi, der skal drive vores engagement med brugerne”. Begge medier skriver, at det kan tolkes som om, AT&T gør klar til et frontalangreb på Netflix.

Til Bloomberg siger Stankey i øvrigt også, at han ser mange flere muligheder i udlandet, end HBO udnytter lige nu. Og det kan jo give håb om endnu større muligheder og udbud for danske HBO Nordic-brugere.

Annonce