Forside Baggrund

Klumme: Fjernbetjening vs Google Assistant: 1-0

-

I denne klumme beskriver skribenten sine oplevelser med at prøve at komme af med fjernbetjeningen til sit nye tv og bruge Google Assistant i stedet. Det ender som en frustrerende oplevelse.

Ham: ”Selvfølgelig virker det. Du skal bare sørge for, at de er på det samme netværk”

Mig: ”Hmmm…jeg har prøvet stort set alt, og der er en hulens masse folk på brugerfora og Reddit, der har samme problemer”

Ham: ”Jeg har lige sat det op hos mine forældre. Det spiller perfekt! Se selv her på denne her demo-opsætning”

Mig: ”Men det er jo ikke en Google Home-højttaler. Det er en Sony-højttaler med Google Assistant”.

Ham: ”Det er ligemeget. Google Assistant er Google Assistant.”

Mig: ”Er du sikker på det? Alle dem på nettet siger, det kræver en Chromecast for at virke.”

Ham: ”Fuldstændig. Og eftersom, der sidder en Chromecast i dit Sony-tv, kan det jo være det samme.”

Mig: ”Tja, altså…Android TV med Cast indbygget er jo ikke helt det samme som en Chromecast, du køber ved siden af?”

Ham: ”Jo, det er det.”

Mig: ”Okay, jeg går hjem og prøver igen.”

Hvis du ikke allerede har gættet det, foregik ovenstående diskussion mellem en relativt obsternasig butiksekspedient og undertegnede. Eftersom jeg samtidigt stod midt i at få byttet et tv, besluttede jeg mig for ikke at trække jeg-har-skrevet-om-forbrugerelektronik-i-næsten-20-år-og-har-en-PhD-kortet, hvilket formentlig heller ikke havde bragt mig ret meget videre. Og derudover bare ville have været røvhulsagtigt.

Men diskussionen, og de frustrationer, jeg har haft over den seneste uge, har alligevel fået mig til at tænke over nogle ting. Det handler om fjernbetjeningen. Både fjernbetjeningen som en fysisk enhed og begrebet fjernbetjening.

Jeg har lige købt et nyt tv. For nylig købte jeg et mindre og strømbesparende tv i forbindelse med, at jeg ville se, om jeg kunne leve på et stort, solcelledrevet batteri i stedet for at være koblet direkte til strømnettet. Men nu er jeg træt af tv’ets mindre størrelse og manglen på funktioner som HDR og Dolby Vision.

I Best Buy, den dominerende forbrugerelektronik-kæde i USA, hvor jeg bor, har de det, de kalder Open-Box-tilbud. Det er demo-modeller eller returnerede eksemplarer der er kraftigt nedsat i pris, og de står ofte samlet et eller andet sted på gulvet i den store butik. Når det gælder tv’er, skal man blot kigge en samling af fjernsyn, der er pakket ind i bobleplast uden kasse, der står sammen med tv-kasser, der tydeligvis har været slæbt frem og tilbage.

Her fandt jeg for lidt over en uge siden en 75-tommer Sony X900E-skærm i 2017-udgaven.

Jeg kan lige så godt indrømme med det samme, at jeg ikke er klar til OLED, og jeg ved godt, at de mange tv-feinschmeckere blandt Recordere-læserne vil ryste på hovedet over den sætning. Men det handler primært om, at jeg har svært ved at finde en OLED-model med en skærm, der ikke er super-refleksiv.

Alle de modeller, jeg har kigget på, har næsten spejlblanke skærme, og min lejlighed her i Los Angeles er sådan indrettet, at jeg kun kan placere tv’et ét sted. Der er et vindue lige overfor, og eftersom vi får en del sol her i byen, vil sådan en refleksiv, blank skærm betyde, at jeg kommer til at kigge mere på mig selv end på den film eller tv-serie, jeg er i gang med at sluge. Med mindre, jeg mørklægger stuen hver eneste gang, jeg skal bruge mit tv, eller venter med at bruge det, til det bliver mørkt, og det gider jeg altså ikke.

Den højere kvalitetsforskel på OLED og LED er simpelten ikke stor nok endnu, til at jeg gider gennemgå det ovenstående besvær OG betale mere for det. Især, når man tager i betragtning, at jeg primært ser 4K/HDR-indhold fra streamingtjenester og ikke fra Blu-Rays, og derfor allerede går lidt på kompromis med kvaliteten. Jeg skal nok komme ombord på OLED-toget på et tidspunkt, men der går nok mindst et par år endnu, og indtil da kan jeg godt klare mig med LED.

Det Sony-tv, jeg fandt som Open Box-tilbud var i fin stand og stod til et beløb svarende til lige under 10.000 kroner. Så det sprang jeg på. Ud over, at jeg synes, Sony er inde i en god periode, når det gælder selve billedet på deres paneler og deres design, så var det også tiltrækkende, at der var Android TV ombord. Jeg har en Google Home, som jeg straks tænkte, at jeg ville kunne bruge til at styre tv’et med via Google Assistant.

Stemmestyring af tv og streamingbokse er naturligvis ikke noget nyt. Men denne funktion har som regel været betinget af noget, som jeg synes er enormt fjollet: Man skal bruge fjernbetjeningen for at stemmestyre tv’et.

Første gang, jeg så dette fænomen, var på Amazons Fire TV-boks, hvor mikrofonen sidder i den medfølgende remote. Man trykker på en knap for at aktivere Alexa og taler direkte ind i fjernbetjeningen for at søge efter indhold, starte apps med videre.

Siden købte jeg et LG-tv, der havde den samme funktion ombord, men hvor du også kunne skrue op og ned og skifte rundt mellem de mange, gratis DVB-T-kanaler, vi har her i området (jeg har droppet kabel-boksen og har i stedet en app til kabelkanaler).

Mit nye Sony-tv havde også stemmestyring, men ligesom på Amazon Fire TV og mit gamle LG-fjernsyn krævede det, at man holder en knap inde på fjernbetjeningen og taler ind i den for at aktivere funktionen. Ud over, at jeg altid føler mig lidt fjollet, når sidder og taler ind i en fjernbetjening som en anden Ulla Therkelsen på reportage et sted i Europa, så giver det jo ikke ret meget mening: Idéen med stemmestyring er vel for fanden at komme af med fjernbetjeningen?

Jeg vil gerne kunne træde ind i min stue og proklamere højlydt, at fjernsynet skal tændes og at Netflix skal startes, gerne på det næste afsnit af den serie, jeg er igang med at se. Jeg vil gerne kunne skrue op og ned med stemmen, ligesom jeg gør, når jeg kører bil og bruger Google Assistant til at skrue op og ned for Spotify (Det sidste gav jeg i øvrigt hurtigt op overfor, fordi jeg har en lettere selvforanstaltet 5.1-opsætning med en separat dekoder, der modtager et optisk signal fra tv’et og består aktive højttalere, hvor af de to fronter er studiemonitorer, så det kræver en lille mixer, der bestemt ikke er lavet til stemmestyring).

Jeg vil også gerne kunne søge på indhold uden at skulle taste løs på fjernbetjeningen. I det hele taget vil jeg gerne kunne lægge fjernbetjeningen væk og kun hive den frem, når billedet skal kalibreres, eller jeg skal gøre noget andet, der kun kan gøres med en remote.

Som ekspedienten ovenfor antyder, skulle man jo tro, at det burde virke på de Sony-fjernsyn, der har Android TV ombord – især fordi, det sidste betyder, at de også har Google Assistant ombord, der som nævnt kan nås fra en mikrofon og en knap på fjernbetjeningen. Og Google Assistant burde jo være Google Assistant. Så jeg burde også kunne give Google Assistant på min smartphone eller i min Google Home-højttaler en ordre om at gøre et eller andet med tv’et. Jeg kan se, at tv’et er registreret under tilkoblede enheder i mine Google Assistant-indstillinger på min telefon.

Alligevel virker det ikke. Og måden, det ikke virker på, er rigtig irriterende.

Angiveligt kan man bruge Google Assistant i f.eks. en Home-højttaler eller sin smartphone til at tænde for tv’et med, hvis man har en Chromecast tilkoblet. Men ikke med den såkaldt indbyggede Chromecast i Sonys fjernsyn.

Når jeg bad assistenten om at tænde for fjernsynet, kom den glad tilbage og sagde ”all right” – men fjernsynet tændte ikke. Jeg prøvede at skifte navnet på tv’et for at være sikker på, at assistenten ikke troede, det var et andet tv, jeg mente (selvom jeg ikke HAR andre fjernsyn…). Men selv med et super-specifikt navn kunne den ikke hitte ud af det.

Så prøvede jeg at få den til at åbne direkte op i Netflix. Så svarede assistenten: ”Beklager, jeg kan endnu ikke åbne Netflix i Android TV”. Okay, butiksekspedient, forklar lige den. Google Assistant siger SELV, at det ikke virker. Jeg prøvede med HBO i stedet. Virkede ikke. Sling TV-app’en. Virkede ikke. Hulu. Virkede ikke.

Så prøvede jeg Spotify. Og her kommer det irriterende: Hvis jeg siger til assistenten, at den skal begynde at spille musik fra Spotify på tv’et, åbner den glad Spotify-app’en og begynder at spille.

Man kan altså godt få den til at parere ordre – men kun med Spotify. Det fik mig til at klø mig lidt i hovedbunden. Kunne det være fordi, Spotify var en musik-tjeneste og de andre var videotjenester? Næppe – det er jo bare streaming af data, der er tale om, og hverken video- eller musik-apps begynder at alligevel at spille før app’en er åbnet? Kunne det så være fordi, Netflix og de andre ikke har en aftale med Google om at de skal virke med Google Assistant? Nej, for det virker jo angiveligt på Chromecast?

Kunne det være Sony, der var på tværs? Måske.

Måske vil Sony tvinge brugerne til at benytte fjernbetjeningen af en eller anden grund. Måske vil de prøve at få folk til at bruge deres egne app-streamingtjenester som PlayStation Vue og Crackle og har derfor ventet med at implementere udefra kommende Google Assistant-ordrer i netop deres udgave af Android TV? Det virker bare underligt og overspecifikt, ikke?

Sandheden er, at der nok bare er tale om en bug, som kun få mennesker er interesserede i, og at Sony derfor endnu ikke har dedikeret ressourcer til det. På et tidspunkt tænkte jeg, at det måske kunne være tv’et i sig selv, der var problemet. Der var nemlig ret meget bøvl med det tv, jeg købte. Den havde en fejl, hvor skærmen gik i sort i to sekunder gennemsnitligt hvert 20. minut, og det forsvandt ikke, lige meget hvor meget, jeg skruede på indstillinger og lukkede ned for eksterne inputs, lige fra HDMI-stik til lyssensoren til automatisk indstilling af lysstyrken.

Tv’et måtte retur, og da jeg samtidigt syntes, at 75 tommer var for stort til min stue (den diskussion er en hel klumme værd i sig selv), ville jeg have byttet tv’et til en 65-tommer i stedet. For de samme penge fik jeg i stedet en 2018-version, der har X1 Extreme-chippen ombord i stedet for den almindelige X1-chip, og det var også et Open Box-tilbud. Fordelene er blandt mulighed for softwareopgradering til Dolby Vision-kompatibilitet, og hvad der lader til at være hurtigere eksevering af Android TV. Jeg tænkte, at det måske var fordi chippen i det gamle tv, der ikke kunne håndtere udefra kommende Google Assistant-ordrer på en eller anden måde, selv om jeg godt ved, at X1 primært håndterer billedsiden.

Det var det ikke. Da jeg var henne for at bytte tv’et og havde den ovenstående diskussion med butiksekspedienten var jeg ellers optimistisk. Men, som det ofte er tilfældet, lod han til at vide mere, end han reelt vidste, og var arrogant nok til at insinuere, at det var mig, der var dum. Det nye tv virker heller ikke med Google Assistant fra andre enheder end Sonys egen fjernbetjening. I hvert fald ikke med ret meget andet end Spotify.

Pudsigt nok kommer tv’et med en app, der hjælper dig med at sætte tv’et op med Alexa, hvis du har en Alexa-kompatibel højttaler. Med den kan du tænde og slukke tv’et, skrue op og ned og skifte flow-tv-kanaler. Jeg prøvede det – det virker fint. Men du kan ikke søge i indhold, og jeg gider ikke bruge den ene assistent til det ene og den anden assistent til det andet.

Jeg vil bare gerne af med den fjernbetjening. Jeg ved godt, at der er 100 andre måder, jeg kunne gøre det på. Jeg kunne købe et tv af et andet mærke, f.eks. Samsung, der vist nok har modeller, der ikke kræver, at man taler ind i fjernbetjeningen for at få det til at reagere på stemmekommandoer.

Men det er jo ikke Google Assistant, som jeg bruger i alle mulige andre sammenhænge. Et Samsung-tv vil ikke kunne dykke ned i mine præferencer og anbefale ting til mig personligt, eller give mig kalender-påmindelser på skærmen via Google Assistant. Der findes Samsung-modeller med Google Assistant, men så vidt jeg ved, kræver denne implementering af assistenten stadig, at man taler ind i fjernbetjeningen (der er sikkert nogle læsere, der kan rette mig, hvis dette er forkert).

Jeg kunne også vælge at købe en ekstern boks med Google Assistant, NVIDIA Shield, f.eks. Eller jeg kunne købe en Amazon Cube og skifte hele platformen over på Fire TV. Eller jeg kan købe en Chromecast, som nævnt ovenfor og få den til at spille sammen med min Google Home. Men  burde det virkelig være nødvendigt? Tv’et har jo for fanden både Android OG Google Assistant ombord? Det giver ikke mening?

Hele misæren har fået mig til at tænke over, hvor afhængige, vi stadig er af vores fjernbetjeninger. For bare 15-20 år siden brugte vi stadig billedrørs-fjernsyn og var benovede over en skærm på 28 eller 32 tommer.

Siden da har stuealteret udviklet sig helt vildt. Det er blevet en hardcore, interaktiv skærm, der kan afvikle spil, apps, fungere som centrum for styring af hjemmets elektronik, og i visse tilfælde også virke som videotelefon.

Men fjernbetjeningen? Den er i langt de fleste tilfælde stadig en lang stang med knapper, der skal peges hen mod tv’et for at virke. Så kan du selv gå ud og købe mere avancerede fjernbetjeninger. Men grundprincippet er det samme.

Og hvis Google, Amazon og de andre ikke får mere styr på integrationen af de virtuelle assistenter, vil stuebordene i de små hjem stadig have fjernbetjeninger liggende i mange år endnu.

I øvrigt glemte den halvirriterende butiksekspedient ovenfor at putte fjernbetjeningen til mit nye demomodels-tv ned i kassen, da han havde taget den ud i forbindelse med at han tjekkede, at alle delene var der. Så jeg måtte sætte tv’et op med en gammel GALAXY S6-telefon, der har IR-blaster ombord, med Sonys remote-app installeret.

Sådan bliver tv’et styret indtil der lander en ny Sony-fjernbetjening fra Amazon om en dags tid. Den kostede ikke alverden.

For jeg gider dæleme ikke køre hele vejen tilbage til butikken for blot at skulle diskutere med ham ekspedienten igen.

 

Annonce