Forside Nyheder

Lavpris-iPads uden Face ID kan være på vej

-

Selv om Apple har droppet knappen på sine topmodeller indenfor iPhone og iPad, er knapperne tilsyneladende ikke lagt helt på hylden endnu.

Nyopdagede informationer tyder på, at Apple i løbet af den kommende tid vil annoncere iPads til en lavere pris, der ikke har Face ID ombord, og derfor formentlig stadig benytter sig af Touch ID, og altså en knap.

Sagt på en anden måde, så kan det nye kantløse design til iPads være forbeholdt iPad Pro og måske en dyr topmodel blandt almindelige iPads, i hvert fald når det gælder 2019s iPad-kollektion.

Dette spekulative indblik i Apples planer kommer i forbindelse med at udviklere er begyndt at dykke dybt ned i den kommende iOS 12.2-koden. En af dem, der er bedst til at finde hints om Apples planer i deres kode, er Steve Troughton-Smith, der tidligere har fundet tidlige tegn på MacOS’ “Dark mode”specifikationer på Apple TV-modeller og navne på nye iPhones i diverse kodebidder fra Apple.

Denne gang har han fundet fire nye konfigurationer på iPads i koden, der alle mangler Face ID. Dette passer med rygterne om at Apple vil fortsætte strategien med at tilbyde iPads til en lav pris og i det hele taget have flere, billigere produkter i sortimentet.

Ny iPad Mini?

For nylig udlløste det sidste en genintroduktion af iPhone SE i visse markeder, formentlig for at få de sidste lagre tømt. Steve Troughton-Smith har dog også fundet tegn på en anden genintroduktion i koden, nemlig iPod Touch, der ser ud til at få en opgradering og dermed tilbagevinde en mere prominent plads på Apples butikshylder.

I forhold til de fire nye iPad-modeller, så er tallet fire lidt interessant. Der findes jo reelt kun én iPad-model i to varianter (der så kan fås med lagerplads i forskellige størrelser), nemlig med WiFi og WiFi/LTE. Den eneste anden iPad-model, der ikke har tilnavnet Pro er iPad Mini, som ikke er blevet opdateret i årevis, og de fleste derfor forventer udfaset inden længe.

Som det er nu, er en iPad Mini med gammel teknologi ombord dyrere end en spritny iPad i 9.7”-størrelsen, hvilket jo er ret bizart. Og det får derfor Steve Troughton-Smith til at spekulere i, at de to andre iPad-modeller nævnt i koden er opdaterede iPad Mini’er.

Men i princippet kunne det også være noget helt nyt, for eksempel en iPad med 12”-skærm som på iPad Pro, men med almindelig iPad-indmad. Eller noget helt fjerde. De næste måneders rygter frem mod den forårs-presseevent, Apple som regel holder, vil formentlig afsløre mere om, hvad der er på vej.

Annonce