Forside Produkter Mobil

To spionfotos synes at bekræfte kontroversielt kameradesign i iPhone XI

-
Er det her iPhone XI (foto/render: @OnLeaks)

Der er mere og mere, der tyder på, at iPhone XI får et nyt kameradesign, der bryder med Apples normal design-æstetik.

I januar dukkede der nogle mock-ups op, der var baseret på lækkede informationer om Apples 2019-udgave af iPhone og deres forsøg på at reducere det forspring, som konkurrenter som Huawei og Samsung har på kamerafronten.

Apple vil angiveligt integrere Sonys ToF (Time of Flight) -kamera i iPhone med henblik på at kunne lave endnu bedre dybdemåling og derved forbedre portrætfotos, fokus i videoer og give flere muligheder på AR-fronten.

Det betyder imidlertid, at der nu skal være tre kameraer bagpå iPhone, og i stedet for at placere dem vertikalt som tidligere, bliver de placeret i et kvadrat i øverste venstre hjørne. Det er et design, som vi her på siderne har beskrevet som ”noget, der ville få Steve Jobs til at vende sig i graven”.

Leakspinners foto fra Slashleaks, der angiveligt viser, hvordan iPhone XI skal samles (Foto: Slashleaks)

Der var ret meget usikkerhed om de første lækager, og som nævnt var der tale om mock-ups. Men nu er der kommet endnu flere indikationer af, at det nye kameradesign rent faktisk kan blive til virkelighed. To spionfotos, der angiveligt skulle vise iPhone XI-chassis’er, er dukket op på kinesiske sociale medier.

Rigtigt chassis vist frem

Det første kom allerede i forrige uge, hvor brugeren Leakspinner lagde et billede op på Slashleaks af, hvad der skulle være et diagram med samlings-instrukser til den nye iPhone. Her kunne man tydeligt se, at der var huller i iPhone-chassis’et, der matchede med placeringen af kameraerne i det kvadratiske design fra januar.

Slashleaks er en side for tech-lækager, og Leakspinner har flere end 600 lækager bag sig, og ser ud til at ramme rigtigt tre ud af fire gange. Leakspinners præcisionshistorik er på 73%, så hvis man skal stole på dette, er der højere sandsynlighed for, at lækagen holder vand, end at den ikke gør.

Weibo-brugeren, hvis kinesiske navn betyder “Nørd-landsbyhøvdingen” har lagt dette billede op, der angiveligt viser et iPhone XI-chassis.

Nu er der så dukket endnu et billede op, denne gang på det kinesiske sociale medie Weibo. Modsat Leakspinners billede, der ligner et foto af en PowerPoint-slide, er der her tale om et billede af et reelt chassis.

iPhone XI-chassis’et ser ud til at matche det, der er vist på Leakspinner-billedet, men det kunne reelt set også bare være noget, en eller anden har 3D-printet for at drive gæk med tech-bloggere og nyhedsmedier.

Ikke desto mindre er det nu tre rapporter, der peger i den samme retning, hvilket nok kan gøre Apple-fans, der ikke bryder sig om det påståede design, bekymrede.

Annonce