Forside * Featured

Apple lancerer AirPods Pro med aktiv støjreduktion

-

De nye Airpods Pro kommer med et nyt design, aktiv støjreduktion og en opgraderet lydoplevelse.

Apple AirPods får nu et nyt familiemedlem. Det er AirPods Pro, der kommer i et nyt design med opgraderet lyd og aktiv støjreduktion.

Annonce:

“AirPods er de bedst sælgende hovedtelefoner i hele verden. Opsætningen, som klares med et enkelt tryk, den utrolige lyd og det ikoniske design har gjort dem til et populært Apple-produkt, og med AirPods Pro går vi skridtet videre”, fortæller Phil Schiller, Apples Senior Vice President of Worldwide Marketing, og fortsætter:

“De helt nye AirPods Pro har en fantastisk lyd med adaptiv EQ, sidder behageligt med fleksible ørepropper og har innovativ Aktiv støjreduktion og Transparent lyd. Vi er overbeviste om, at kunderne kommer til at elske denne nye tilføjelse til AirPods-serien”.

Installationen er som en leg. Ikke noget med at skulle have fat i hver enkelt enhed der måtte have brug for at kunne parres via Bluetooth.

Nej, åben opladningsetuiet i nærheden af en iOS-enhed, tryk på parrings-knappen og herefter er hovedtelefonerne parret med alle Apple-enheder der er logget ind med samme iCloud-konto, herunder iPhone, iPad, Mac, Apple Watch, Apple TV og iPod Touch.

 

 

Helt nyt design

AirPods Pro er udviklet med fokus på komfort og form. Hver enkelt øretelefon fås med bløde, fleksible silikonepropper i tre forskellige størrelser, som tilpasser sig formen i det enkelte øre.

Det giver ifølge Apple både en behagelig pasform og gør dem tætsluttende – hvilket er afgørende, når det handler om at opnå en omsluttende lyd og en aktiv støjreduktion der virker bedst muligt.

Et egenudviklet ventilsystem sørger for at udligne trykket i øregangen, så de bliver endnu mere behagelige, og dermed undgås de gener, man ofte ser ved andre øretelefondesign.

De er er sved- og vand-afvisende.

 

 

Aktiv støjreduktion

Aktiv støjreduktion i AirPods Pro bruger to mikrofoner og avanceret software til kontinuerligt at tilpasse dem til hvert enkelt øre og hovedtelefonens form.

Det fjerner baggrundsstøj, så der opnås en individuelt tilpasset, suveræn oplevelse med støjreduktion, som giver brugeren mulighed for at fokusere på det, der lyttes til – uanset om det er yndlingssangen eller en telefonsamtale.

Den første mikrofon er udadrettet og registrerer eksterne lyde, så den omgivende støj kan analyseres. AirPods Pro skaber derefter støjdæmpning, der reducerer baggrundsstøj, før den når til lytterens øre.

En indadrettet mikrofon lytter ind mod øret, og AirPods Pro reducerer resterende støj, som registreres af mikrofonen.

Støjreduktion tilpasser kontinuerligt lydsignalet 200 gange pr. sekund.

 

 

 

 

Omsluttende lyd

AirPods Pro har adaptiv EQ, som automatisk justerer musikkens lave og mellemste frekvenser til udformningen af en persons øre – resultatet er ifølge Apple en fyldig, omsluttende lytteoplevelse.

En specialfremstillet forstærker med stort dynamisk område giver en ren og utroligt tydelig lyd og forlænger samtidig batteritiden.

Den driver en specialfremstillet højttalerdriver med stort udsving og et minimum af forvrængning, som hjælper med at optimere lydkvaliteten og fjerne baggrundsstøj. Driveren giver ensartet, fyldig bas ned til 20 Hz og detaljeret lyd på de mellemste og højeste frekvenser.

Transparent lyd

Transparent lyd giver brugerne mulighed for at lytte til musik samtidig med, at man stadig hører omgivelserne omkring sig, uanset om det drejer sig om at høre trafikken, når de er ude at løbe, eller en vigtig togmeddelelse på morgenens pendlertur.

Transparent lyd bruger et ventilsystem med trykudligning og software, som sikrer, at den helt rette mængde støjreduktion er aktiv. Dermed lyder brugerens egen stemme naturlig, mens lyden fortsat afspilles perfekt.

Det er nemt at skifte mellem Aktiv støjreduktion og Transparent lyd, og det kan gøres direkte på AirPods Pro ved hjælp af en tryksensor på skaftet.

Samme tryksensor gør det også nemt at afspille sange, sætte dem på pause eller springe dem over og besvare telefonopkald eller lægge røret på.

Brugerne kan også trykke på lydstyrkemærket i Kontrolcenter på iPhone og iPad for at styre indstillingerne eller på Apple Watch ved at trykke på AirPlay-symbolet, mens der spilles musik.

 

 

Ydeevne og batteritid

AirPods Pro har samme batteritid som AirPods med op til fem timers lyttetid. I Aktiv støjreduktion giver AirPods Pro op til 4,5 timers lyttetid og op til 3,5 timers taletid på en enkelt opladning.

Med yderligere opladninger fra det trådløse opladningsetui giver AirPods Pro over 24 timers lyttetid eller over 18 timers taletid.

Opladning foretages ved blot at lægge AirPods-etuiet på en Qi-certificeret opladningsplade eller bruge Lightning-porten, når man er på farten.

 

Ekstra funktioner

Når AirPods Pro er sat i ørerne, arbejder avancerede algoritmer sammen med mikrofonerne i hver AirPod for at måle lydniveauet i øret og sammenligne med det, der kommer fra højttalerdriveren.

På bare nogle få sekunder fastslår algoritmen, om øreproppen har den rette størrelse og har en god pasform, eller om den skal justeres, så den er mere tætsluttende.

Stemmeaktiveret Siri bruger H1-chippen til at gøre det muligt at bruge håndfri “Hej Siri” til at afspille en sang, skrue op for lydstyrken, foretage et opkald eller få vejvisning.

Lyddeling gør det nemt at lytte til den samme sang eller se den samme film sammen med en ven ved blot at anbringe et ekstra par AirPods tæt på iPhone eller iPad.

Hvis det ønskes kan man få meddelelser om indkomne beskeder selv midt et telefonopkald.

 

Pris og tilgængelighed

AirPods Pro koster kr. 2.199,-

Kan bestilles nu og levering begynder d. 30/10.

AirPods Pro kræver Apple-enheder med iOS 13.2 eller nyere, iPadOS 13.2 eller nyere, watchOS 6.1 eller nyere, tvOS 13.2 eller nyere eller macOS Catalina 10.15.1 eller nyere.

 

Se også

TEST: Apple AirPods Pro – Nu med aktiv støjreduktion

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.