Forside Indhold og distribution Film

MESTERVÆRK: The Irishman der kommer på Netflix

-
Billede fra The Irishman

Recordere.dk har været i biografen og se filmen The Irishman, der kommer på Netflix i slutningen af November, men først lige kommer i en håndfuld biografer i Danmark.

Lad mig starte med at slå fast at jeg ikke er filmanmelder normalt, og stort set er holdt op med at gå i biografen. Ikke på grund af streamingtjenester, men fordi jeg er mere end træt af superheltefilm, universer og håbløse amerikanske komedier. Jeg er nok bare ikke i målgruppen for de fleste film som kommer i biograferne mere.

Men jeg havde ikke regnet med at det skulle være en streamingtjeneste, der skulle få mig til at tro på at der stadig kan laves store film, og en stor film er lige det jeg synes at “The Irishman” er.

Jeg er vokset op med The Godfather trilogien, Scarface, Once Upon a Time in America og ikke mindst Goodfellas, der alle er film der bringer dig ind i universet omkring den amerikanske mafia, og folkene omkring den. Alle har de haft store skuespillere med, og det er netop de skuespillere og så naturligvis instruktøren Martin Scorsese der sammen med Netflix står bag filmen The Irishman. En film der i øvrigt varer hele tre timer og niogtyve minutter.

Annonce:

 

The Irishman. Foto: Netflix

En rejse gennem tiden hvor kriminelle var iskolde mordere, og alligevel berømtheder

Robert De Niro spiller Frank ‘The Irishman’ Sheeran, der som lidt kriminel lastvognschauffør bliver opdaget af mafiabossen Russell Bufalino, der spilles mesterligt af Joe Pesci.

Filmen starter på et plejehjem, hvor man første gang møder Frank Sheeran, der så fortæller sin rejse fra lastbilchauffør til koldblodet mafia-medlem, og en række af de likvideringer han bliver bedt om at udføre for mafiaen.

Filmen er en fantastisk fortælling, og selvom den er lang og langsom, bliver den aldrig kedelig. Og når du så bliver introduceret til Jimmy Hoffa, der bliver spillet mesterligt af Al Pacino, så begynde hele fortællingen at blive meget dybere, med forbindelserne mellem fagforeningen Teamsters ledet af Hoffa og den etablerede mafia ledet af de forskellige “brødre”, der ledede de forskellige byer og områder i USA.

 

The Irishman. Foto: Netflix

Mordet på Kennedy og Hoffa’s forsvinden

Filmen kommer omkring mange store begivenheder i historien. Mordet på Kennedy, Watergate, og så naturligivs den mystiske forsvinden af Jimmy Hoffa, og alt dette mens du bliver ført igennem af en spændende fortælling af Robert De Niro.

Jeg vil ikke skrive mere om filmen, udover at det for mig er en af de bedste gangsterfilm jeg har set siden Goodfellas, og jeg gik mere end glad ud af Grand biografen, efter at have tilbragt 3,5 timer i selskab med kæmpe skuespillere og en fantastisk instruktion af Martin Scorsese.

Billederne og historien er fantastisk, men lad mig slutte af med en advarsel. Skal der ske noget hele tiden, og skal mere end en rolle i filmen kunne flyve eller konvertere sig til en superhelt, så er filmen ikke for dig, men er du til store skuespillerpræstationer, og savner du ligesom mig film man kan tale om mere end 20 minutter efter du har forladt salen, så skal du se The Irishman.

 

 

Og et sidste tip. Store film skal ses i biografen, også selvom de kommer på Netflix få dage efter, så kan du få en billet i en ordentlig biograf, så gå ind og se The Irishman i stedet for at se den i sofaen.

Jeg skal dog se den i sofaen … igen. The Irishman får fuldt hus 5 stjerner herfra, og tak til Netflix for at give mig troen på at man rent faktisk stadig kan komme i biografen for at se andet end superhelte.

The Irishman får premiere i danske biografer den 21. november, og på Netflix den 27. november.

 

The Irishman

Instrueret af:Martin Scorsese
Cast:Robert De Niro, Al Pacino, Joe Pesci, Harvey Keitel, Ray Romano, Bobby Cannavale, Anna Paquin, Stephen Graham, Stephanie Kurtzuba, Jack Huston, Kathrine Narducci, Jesse Plemons, Domenick Lombardozzi, Paul Herman, Gary Basaraba, Marin Ireland
Produceret af:Martin Scorsese, Robert De Niro, Jane Rosenthal, Emma Tillinger Koskoff, Irwin Winkler, Gerald Chamales, Gaston Pavlovich, Randall Emmett
Screenplay af: Steven Zaillan
Director of Photography:Rodrigo Prieto
Production Designer: Bob Shaw
Costume Designer: Christopher Peterson, Sandy Powell
Editor: Thelma Schoonmaker

 

Annonce: