Forside * Nyheder

Nu kan Deezer HiFi endelig også høres på smartphones

-

Der bliver flere og flere muligheder for folk med hang til audifili, når det gælder den mobile platform.

Seneste nyt er, at den franske musikstreaming-tjeneste Deezer langt om længe har sluppet sit lossless-abonnement, Deezer HiFi, løs på den mobile platform. Dermed kommer Deezer inde i samme klub som andre, tilsvarende tjenester.

Annonce:

To andre tjenester, der lige nu tilbyder musik i den højeste lydkvalitet, er TIDAL samt endnu en fransk tjeneste, Qobuz. Disse har i længere tid givet mulighed for også at kunne streame lossless-musik på farten, så Deezer udgør bagtroppen i den forbindelse. Qobuz har endda for nyligt meddelt, at de udelukkende vil fokusere på lossless og Hi-Res.

Men nu kan Deezer-abonnenter altså også nyde ukomprimeret musik på såvel iOS- som Android-enheder. Det er tilmed også muligt at lytte til Deezer HiFi gennem en webbrowser, hvis man hellere vil gøre det ad den vej.

Ingen Hi-Res

Indtil videre har det kun været muligt at bruge Deezer HiFi gennem den dedikerede app på en computer, eller via en eller anden form for hardware, f.eks. intelligente/aktive højttalere. Deezer har i den forbindelse både aftaler med bl.a. Samsung, Onkyo og B&O.

Deezer har også som en af de første streamingtjenester kastet sig over det nye 360 Reality Audio-format fra Sony, der giver en virtuel surround-oplevelse, inklusive i høretelefoner. Mere og mere musik bliver nu udgivet i formatet, f.eks. er David Bowies klassiske hit ’Space Oddity’ blevet mixet om i formatet af produceren Tony Visconti, der arbejdede sammen med Bowie i mange år.

Det kræver et Deezer HiFi-abonnement at tilgå 360 Reality Audio-indspilninger, men disse burde også være tilgængelige på den mobile platform. TIDAL og Qobuz har også angivet, at de vil tilbyde 360 Reality Audio. TIDAL begyndte at tilbyde disse indspilninger sidst i oktober, mens Qobuz forbereder deres lancering af musik i formatet.

Modsat TIDAL og Qobuz tilbyder Deezer HiFi endnu ikke musik i Hi-Res, og du kan altså kun tilgå musik i lossless FLAC, der udbydes i 16-bit/44.1KHz – bedre kendt som CD-kvalitet. Et Deezer HiFi-abonnement koster 199 kroner om måneden.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.