Forside Baggrund

Historisk aftale sender film ud til hjemmet efter 17 dage i biografen

-

Verdens største biografkæde har netop lavet en aftale med Universal, der kan ændre filmbranchen for evigt.

Lige siden VHS- og Betamax-maskinerne begyndte at invadere hjemmene tidligt i 1980’erne har tendensen været klar. Perioden mellem filmenes premiere i biografen og deres premiere på den mindre skærm i hjemmet er kun blevet kortere.

Annonce:

Nu er der så sket noget, der for alvor kan skrumpe dette tidsvindue ned på tværs af filmbranchen. I forbindelse med Corona-krisen har adskillige film, der skulle have haft premiere i biografsalene, blevet sendt ud til folks hjem i stedet. Og det har lært filmselskaberne noget om hjemmemarkedets power.

Tag nu f.eks. DreamWorks-filmen ’Trolls World Tour’, den anden i serien baseret på de danske trolde-designs fra 1970’erne. Den hev 95 millioner dollar hjem på tre uger, da den i april blev sendt ud på det såkaldte PVOD (Premium Video On Demand)-marked i USA.

Ville satse på PVOD

Her kostede det faktisk mere at leje den, end det ville koste at se den i biografen, og alligevel hev den 77 millioner dollar hjem til DreamWorks og moderselskabet Universal, fordi de ikke skulle dele helt så mange penge med biograferne som vanligt. Det er langt mere, end filmselskabet havde forventet at tjene på filmen i den samme periode.

Det har nu givet Universal blod på tanden til for alvor at prøve at få filmene ud i hjemmet tidligere. Tidligere på foråret signalerede filmselskabet således, at de ville arbejde hen imod at få alle deres film ud på PVOD samme dag, som de får premiere i biografen. Men det fik naturligt nok biografejerne til at slå sig i tøjret, og selv med de høje indtægter på ’Trolls World Tour’ er der andre film, hvor Universal er afhængige af biografernes hjælp med markedsføringen, etc.

Især verdens største biografkæde, den amerikansk-kinesiske kæde AMC, trak i nødbremsen. Kæden har biografer i USA, Europa og Mellemøsten og har derfor en del indflydelse. De nægtede ganske enkelt at samarbejde med Universal under disse betingelser.

Disruption i branchen

Men nu har de to selskaber indgået en aftale, der ifølge bl.a. branchemedier som Variety kan få historiske konsekvenser for filmbranchen. Selv, når Coronakrisen er helt overstået, vil Universals film kun køre i AMCs biografer i 17 dage, før de bliver sendt ud til hjemmemarkedet.

Angiveligt er det et løfte om at få en bid af PVOD-indtægterne, der har fået AMC til at tage springet. Ifølge brancheeksperter og -medier kan aftalen betyde, at de andre store filmstudier, herunder Disney, Lionsgate og WarnerMedia bliver tvunget til at indgå lignende aftaler, ligesom biografkæder verden over kan være nødt til at indordne sig under de samme vilkår.

Der er i forvejen en hel del forandringer under opsejling i filmbranchen på grund af Coronakrisen. For eksempel ser det ud som om, smittetryksvariationerne på globalt plan kan få filmselskaberne til at droppe verdenspremiere-princippet og lade filmene få premiere på forskellige tidspunkter, afhængig af markedets parathed. Og her har Danmark unægtelig en fordel.

Annonce:
Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.