Forside Fokus

STORTEST: 10 Integrerede HIFI-forstærkere – DEL 2 – De 100% analoge

-
Tower of power – 10 integrerede forstærkere i gigant test

For alle, der kunne tænke sig fed lyd i hjemmet fra et rigtigt HIFI anlæg, er forstærkeren den centrale komponent der binder det hele sammen. Vi tester 10 af de bedste i prisklassen 20-30.000 kroner. DEL 2 af 5 med fokus på de 100% analoge forstærkere.

Test af 10 forstærkere er selvsagt omfattende, og artiklen er derfor blevet delt op i 5 dele:

DEL 1: Introduktion, de 10 deltagere, test metode, sammenligningsgrundlag, opsætning, lyttepanel, musik m.m
DEL 2: De 100% analoge (denne del)
DEL 3: Brobyggerne / De analoge / digitale
DEL 4: “Den nye skole” – DSP drevne, digitale forstærkere.
DEL 5: Opsummering, erfaringer, oversigter

Annonce:

De 100% analoge

Det er på den ene side interessant, at man i 2020 kan opleve HIFI produkter der vælger en 100% analog tilgang i en tid hvor streaming og digitale kilder er toneangivende.   Ikke destro mindre, så er flere af top producenterne overbevist om, at det stadig er vejen frem med en helt analogt opbygget forstærker, og at den digitale verden skal tilsluttes via externe DACs.

Ud af de 10 forstærkere går vi i denne del helt old school, med de 3 helt analoge af slagsen, nemlig:

  • NAIM Nait XS-3
  • Rega Aethos
  • Marantz KI-Ruby.

Testens 10 deltagere oversigt

# Mærke / Model (link til producent) Land Opgivet effekt i 4 ohm vægt, kilo Pris
1 Denon PMA-2500NE Japan 160 25 17.990
2 Technics SU-G700 Japan 140 13,4 18.999
3 Rotel RA-1592 Japan 200 16,8 19.749
4 Arcam SA30 UK 220 12 19.995
5 Hegel H190 Norge 250 13,6 24.995
6 Marantz KI Ruby Japan 200 15,7 32.999
7 Naim Nait XS-3 UK 100 8,5 22.900
8 Rega Aethos UK 156 (opgivet 6 ohm) 17,5 29.995
9 Parasound HINT 6 USA 270 15 26.995
10 Lyngdorf TDAI-2170 Danmark 170 8 19.999 / 28.999 

Naim Nait XS-3 – Tweedsutter og pibeudkrads?

Clean design – og en af testens mest kompakte!

Jack udbryder bramfrit ved synet af Naim Nait XS3: “så er vi sgu tilbage i 1950!”

Naim har godt nok rødder helt tilbage til 1969 hvor firmaet blev startet af Julian Vereker,  (der desværre døde alt for tidligt i en alder af kun 54 år i 2000) men XS-3 er fra vor tid!

Old School forstærker, der har moderne venner!

Man kan ikke ligefrem anklage NAIM for at følge strømmen når det gælder audio produkter, hvor de b.la på forstærkersiden giver mulighed for at opgradere strømforsyningen via et særligt stik bag på Nait XS-3. I det hele taget skriger denne forstærker britisk konservatisme når det er mest stædigt, men også innovation på sin helt egen måde.  Man skal ikke misforstå NAIM, og tro at det er et analogt firma der forsager alt digitalt.  Til XS3 laver Naim b.la en fremragende streamer i samme design, med ren app kontrol og support for alt i high res audio, roon, tidal, airplay, spotify.. Den tilsluttes så, f.eks med et frækt lille DIN stik til XS3 👍.  Der er også en CD Afspiller, CD5 der passer til.

“I det hele taget skriger denne forstærker britisk konservatisme når det er mest stædigt, men også innovation på sin helt egen måde.”

DIN stik og jord

Bag på den 100% analoge forstærker holder man fast i DIN stik (bare rolig, der er også RCA), og højttaler terminalerne tager KUN bananstik! XS3 forstærkeren er også den eneste i testen der insisterer på at den SKAL have jord fra lysnettet, hvilket godt være et problem i mange huse, hvor der ikke nødvendigvis overhovedet er jordforbindelse i strømstikket, og hvis der er, er jorden måske ikke god nok…  I modsat fald vil forstærkeren stå og brumme i større eller mindre grad.

Opstarts tid

XS3 er også den eneste i testen der tager sin tid om at starte op, afgiver små “plop” i højttalerne når den tændes og slukkes, o.s.v. Den lider lidt under en motoriseret volumenknap der har et meget begrænset virkeområde (vi nærmer os klippe-grænsen når der er skuet 1/3 del op), der også har det problem at der er ubalance kanalerne i mellem i starten af volumen knappens virkeområde når man spiller lige så stille.  Dette så vi iøvrigt også på Denon PMA-2500NE som vi dækker i DEL 3.

Masser af knapper på remoten…men kun volumen virker til forstærkeren, resten er reserveret til familiemedlemmer vil vi tro.

“Designet er tydeligvis skabt til at være sammen med andre Naim komponenter”

Lyd oplevelse

Lydmæssigt er XS-3 oplever vi en meget musikalsk forstærker, med en vel-afrundet  klang til den varme side,  der bestemt ikke føles analytisk. Det er som en bedstemors genfortælling, hvor alt det uhyggelige nedtones lidt.  Et godt eksempel er på Chaka Khans – Angel (se spotify playlisten), hvor Chaka Khans vokal nemt kan have tendens som værende en lille smule skinger og lidt FOR dynamisk på reference forstærker sættet, der får vi en væsentlig mere afslappet og hyggelig levering med XS-3.

“Det er som en bedstemors genfortælling, hvor alt det uhyggelige nedtones lidt”

Effektmæssigt kan XS-3 godt blive lidt presset på R1 højttalerne, hvis vi spiller på et entusiastisk niveau, især med de mest dynamiske udladninger, hvor den klart mister kontrollen. Den er testens svageste på papiret, og det bekræftes også når der kaldes på store kræfter.

Karsten bemærker yderligere, at lydbilledet mangler dybde og højde i forhold til de bedste i testen.  Jack tilføjer, at han synes den lyder overraskende godt i forhold til udseendet, og at hvis “han røg pibe og hørte vinyl plader i en lejlighed”,  var det præcis sådan noget han ville købe….

“Jack tilføjer, at han synes den lyder overraskende godt i forhold til udseendet, og at hvis han røg pibe og hørte vinyl plader i en lejlighed,  var det præcis sådan noget han ville købe…. “

Her ligger i virkeligheden nok også kernen af hvad XS-3 er, i forhold til de andre forstærkere i feltet.

Giv den et par vel opløste kvalitets højttalere med god følsomhed, parker Saaben pænt og lige, stoppe piben, sæt noget vinyljazz på, og nyd så den salige tilfredstillelse der er i at vide, at man jo ved bedre end majoriteten! 🧐 😜  XS-3 har din ryg hele vejen!

“parker Saaben pænt og lige, tænd piben, sæt noget vinylJazz på, og nyd så den salige tilfredstillelse der er i at vide, at man jo ved bedre end majoriteten!”

Særligt værd at fremhæve:

Naim udvidelsesmuligheder, musikalsk klang, konservativt statement, kompakt, enkelt design.

Lydprofil:

Musikalsk, tilpas varm, afrundet klang. “langsom” dynamik uden at være decideret tilbagelænet. Lyder hurtigt presset når den sættes på hårdt arbejde på tunge højttalere. Fremragende hovedtelefonudgang der hylder personligheden med samme oplevede klangkarakter og masser af kraft. RIAA del leverer samme klangkarakter. En pleaser som vi vendte tilbage til, overraskende ofte.

Særlige særheder:

Kræver god jord, plop i højtalere ved tænd/sluk, Volumenknap: det hele foregår i den første fjerdedel, dårlig balance ved lavt niveau, DIN STIK, (er jo i virkeligheden et bedre koncept, ikke?) Lang opstartstid, ingen tænd/sluk eller kildevalg fra remote, bananstik kræves til højttalertilslutning. Stereo “subwoofer outputs” der i virkeligheden blot er ekstra pre-outs uden filtrering 😄.

Testens eneste med rene bananstik til højttaler outputs. Der følger særlige banan stik med!

Stjernholm reviews medaljer & priser

Vi tildeler Naim Nait XS-3  “Tweedsut prisen” 😘

og giver medaljer for:

  • mest stædige og konservative på den bedrevidende måde
  • Mindste footprint
  • At turde at være sin helt egen

Mere info:

Vejledende udsalgspris: Kr. 22.900

Naim Nait XS-3 tekniske specs og mere info

Danske forhandlere

Rega Aethos – den brand VARME brite!

Rega er som NAIM også britisk, – navnet burde klinge velkendt i mange audiofiles ører, nok mest på grund af deres ikoniske pladespillere, tonearme, pickupper og ikke mindst deres ligeledes ikoniske top-loadede CD afspillere.

Det er et mærke med lang historie og en helt særlig plads i hjertet hos den store fanskare af loyale entusiaster.

Der har været opmærksomhed på at skabe et flot design

Aethos er en helt ny integreret forstærker i et af de flotteste designs jeg har set fra Rega. Den er udført i centimeter tykke metal plader, der nærmest ligner støbejern, med smukt afrundede kanter og top-plade. Det er en “looker” man glædes ved at befamle i dagligdagen.
Det er en stramhed over designet der er ført helt om på bag-pladen, hvor der hersker total orden. Meget lækkert i mine øjne.

“Det er en “looker” man glædes ved at befamle i dagligdagen.”

Volumenknappen er motoriseret, og de features der er,  er få og velvalgte.

Der er fem inputs, et u-reguleret direct input / home theater bypass (der klogeligt kun kan indvælges fra fjernbetjeningen!) samt en “record knap” der er tænkt til god, gammeldags monitoring af retursignal fra f.eks en båndmaskine eller recorder af en art. Det hele rundes af af en mute knap og et meget vellydende hovedtelefon output, –  hvor jeg uvant konstaterer lidt snerren i venstre kanal, også når der er skruet helt ned. Dette går igen på højttaler outputtet! Jeg tester med min reference Sennheiser HDVD800 hovedtelefon forstærker tilsluttet record out på Rega Aethos for at tjekke om denne diskrete snerren også er tilstede her, – men her er der altså stille som graven, også hvis der skrues HELT OP…ikke skyggen af sus eller snerren.

Der er altså ikke tale om et problem fra kilden, og jeg kan selvsagt slet ikke vide, om det er en lille fejl på den pågældende amp, eller en generel ting, jeg kan bare konstatere at der ikke er helt stille som der f.eks er på Marantz KI Ruby.  Basale ting som absolut stilhed, er noget jeg synes man skal forvente på dette niveau af forstærkere.

“Basale ting som absolut stilhed, er noget jeg synes man skal forvente på dette niveau af forstærkere.”

RIAA!

Med et smil konstaterer vi, at Aethos er født uden RIAA. Det skyldes at Rega ikke ville fordyre produktet unødigt ved at integrere en RIAA. Så kan de kunder der bruger pladespiller købe en passende RIAA efter egen smag og niveau. For en producent som Rega er det egentlig fair nok, da de b.la har en meget sofistikeret RIAA i samme design ved navn Aura reference til feinsmeckeren, og så i øvrigt har et fuldt program af RIAA forstærkere, flere end nogen anden producent jeg kender til.  Vil man bruge en pladespiller, skal man derfor lige regne en løs RIAA forstærker oveni prisen, hvis man da ikke har en i forvejen!

“Vil man bruge en pladespiller, skal man derfor lige regne en løs RIAA forstærker oveni prisen, hvis man da ikke har en i forvejen!”

Sin helt egen sound:

Spændt foran de store Technics R1 højttalere er Rega Aethos nok en af de forstærkere der er længst fra referencen rent lydmæssigt. Dette er ikke ment på en dårlig måde, men Aethos leverer en meget varm, lidt tør og tæt lyd, der med noget musik endda kan betegnes som lidt smal. Det lyder romantisk “gammeldags” og meget lidt digitalt. Karsten efterlyser liv omkring instrumenterne og kalder den “en kontrolfreak” med instrumenterne helt fremme,  og henviser til hans nylige oplevelse af Arcam SA30 (test i DEL 4) som værende mere åben (uden dirac) med en større soundstage. Karsten uddyber, at “festen mangler”, hvilket jeg godt kan følge. Dynamikken er nemlig ikke så sprudlende som på de bedste i den afdeling.

Den smukke “stegeplade” pakker Aethos elegant ind

Den varme klang opleves på Chaka Khans “Angel” (find den i spille listen), sådan at vokalen, – der godt kan have en tendens til at lyde lidt hård, her er meget varm, sammen med en bas der mangler definition og detaljer.
Dynamikken i Chaka Khans stemme formidles lidt livløst fladt, lidt på samme måde som Parasound (se test i DEL 4) .

Det er virkelig varmt i dag!

Jeg tjekker med dynamiske numre som f.eks Fink “Troubles what you`re in”, Nils Lofgrens “keith dont go” , og deciderede HIFI reference indspilninger som O-zone Jazz Variants, – og må bare konstatere at den smukke Rega åbenbart har tabt pusten i varmen med 27 graders varme udenfor og et par og tredive grader indenfor!  Forstærkeren er meget, meget varm, så vi tager den til side, giver den en køle-pause og laver hurtige kontrol lytninger med Marantz KI Ruby, som ligeledes leverer en varm men væsentlig mere luftig og dynamisk præsentation. Vi tjekker også på det 10 gange dyrere referencesystem, hvor bassen ikke længere er svulmende, de dynamiske detaljer er tegnet knivskarpt op, sammen med en stor soundstage og en udtalt luftighed i lydbilledet.

Efter nedkøling

Da jeg henter Aethos tilbage efter en god nedkølingsperiode, kan jeg bedre kende den igen fra de første lyt, med mere luft i dynamikken og en mere luftig, åben lyd, stadig med en varm, tæt klang, der vil klæde lidt spidse højttalere der kan bruge lidt mere bas.

“Da jeg henter Aethos tilbage efter en god nedkølingsperiode, kan jeg bedre kende den igen”

Rega er tro mod deres stil med Aethos, der som et stykke kunst er en lækker sag at have stående i stuen.  Klangkarakteren er lige så unik som forstærkeren og firmaet selv, og vil ikke falde i alles smag.   Snyd ikke dig selv for at høre den, hvis du er på jagt efter en analog modvægt til tidens kolde digitale verden!  Vil man også gerne i den digitale verden, mener Rega, at man skal kigge ud i verden og finde en streamer der kan tilsluttes til Aethos, for i modsætning til Naim er det eneste digitale de producerer, deres egne CD afspillere.

“Vil man også gerne i den digitale verden, mener Rega, at man skal kigge ud i verden”

“Solaris” Fjernbetjeningen er en standard vare, der ikke yder forstærkeren retfærdighed i feel.

Særligt værd at fremhæve:

Ekstremt lækkert bygget, 100% analog, direct input til effektforstærker delen, pre out.

Lyd Profil

Kraftfuld, varm,  men også lidt tæt lyd med fokus på de store linjer i musikken.  Kan bedst betegnes som romantisk oldschool, der vil klæde enhver kold, digital kilde.  Jack var ikke enig i Karsten og Mortens lydprofil.  Personligheden  også ryger direkte ud af hovedtelefon udgangen, der tilmed er kraftig. Klædte HD800 hovedtelefonerne vi testede med overordentlig godt.

Særlige særheder

RIAA er tilkøb. Kan udvikle temmelig store mængder varme, skal derfor placeres med rigelig luft omkring sig, og altid stå øverst! Fjernbetjening lever ikke op til design og feel. Test eksemplaret snerrer lidt, sammen med en let vibration fra strømforsyningen.

Stjernholm reviews medaljer & priser

Der er lagt kærlighed og finesse i Regas indpakning

Vi tildeler Rega Aethos Radiator Prisen for at være testens absolut varmeste forstærker (hvilket nok skyldes klasse A design i pre amp delen?)

og giver medaljer for:

  • flotteste design
  • absolut varmeste lyd

Mere information:

Vejledende pris: Kr. 29.995.-

Dansk Distributør (oplyser forhandlere):  Medlyd

Se tekniske specs og mere info hos Rega

Marantz KI Ruby – Den musikalske legende hyldes!

Testens dyreste

Testens dyreste deltager med en vejledende pris på kr.32.900 er Marantz KI Ruby, der er lavet som en hyldest og 40 års jubilæums fejring af den legendariske Marantz ingeniør Ken Ishiwata. Ken har sat sit aftryk på mange ikoniske Marantz produkter igennem tiderne, og hans ekspertise er blevet manifesteret mange gange gennem særlige “KI Editions” af udvalgte Marantz produkter, der har modtaget ekstra forbedringer fra mesteren selv. Ken Ishiwata døde desværre i slutningen af 2019, hvilket bidrager til at gøre KI Ruby til noget specielt.  KI Ruby er baseret på kredsløbsdesign fra high-end forstærkeren PM-10.

“Ken Ishiwata døde desværre i slutningen af 2019, hvilket bidrager til at gøre KI Ruby til noget specielt”

Et flot diplom med rubin detalje og individuelt serienummer medfølger den eksklusive limited edition serie af KI Ruby.

KI Ruby fremstilles i 1000 eksemplarer sammen med en tilhørende SACD afspiller/DAC, – og kommer med en laser indgraveret signatur med en lille rød rubin og et A4 certifikat, ligeledes med signatur og en lille rubin. Meget eksklusivt! I lighed med andre high-end marantz produkter, er kabinettet udført meget lækkert i kobberbelagt aluminum med nikkelbelagte RCA terminaler m.m. Det indirekte blå lys i de to “riller” i fronten (kan slukkes hvis det ønskes) bidrager yderligere til en eksklusiv fornemmelse.

afdøde Ken Ishiwata, med KI Ruby sættet, der i øvrigt også findes i sort.

KI Ruby er en 100% analog forstærker med digital kontrol. Fjernbetjeningen er helt oppe på niveau med Hegels i betjeningsforfærdelighed og er et studie for enhver UI designer i hvordan man IKKE skal lave en fjernbetjening. Sjovt nok, konstaterer vi tilfældigvis at Marantz og Hegel deler remote koder, – hvilket tilfælde 😜

en af de værste fjernbetjeninger i testen, med dobbelt konfekt af u-intuitiv betjening. Giver nok bedre mening hvis man også har KI Ruby SACD afspilleren?

Lyd oplevelse

KI Ruby har sin helt egen distinkte, varme lyd karakter. Der er musikalsk autoritet, og en stor, punchy bund der ikke rigtig overgås af nogen af de andre forstærkere.

“I førstehåndsindtrykket måtte vi lige tjekke om tonekontrollen var slået til!”

Ordentlig syg bas!

I førstehåndsindtrykket måtte vi lige tjekke om tonekontrollen var slået til med ekstra bas!  Karsten tilføjer at der er tale om “ordentlig syg bas” og Jack er helt enig. Klangkarakteren trækker R1 højttalerne helt væk fra det neutrale, lidt analytiske og KI Ruby demonstrerer masser af power der virkelig har fat. Den varme mellemtone føles ikke helt så intim som f.eks Hegel, Technics, og R1 referencesystemet. Det er som om at de fineste detaljer byttes til gengæld for et raffineret, musikalsk engagement som testholdet vendte tilbage til igen og igen med vippende fod.  Man kan ikke undgå at spekulere over hvilke højttalere KI Ruby teamet mon har brugt da de tunede lyden på denne limited edition forstærker? 😄. Ki Ruby byder på musikalsk kompetence og et meget roligt lydbillede med god dybde og højde.

Meget kompetent RIAA indbygget.

RIAA indgangen til pladespiller viser sig at være fremragende og kan skiftes i mellem MC eller MM i forstærkerens fnidrede menu.
Det er en forstærker der kræver gode kilder. Det er selvfølgelig oplagt at parre den med den tilhørende KI Ruby SACD/DAC og få en samlet bid af Ken Ishiwatas legendariske HIFI historie ind i stuen.

 

Vi anbefaler ikke at parre den med alt for bastunge højttalere.

Særlig værd at fremhæve

Rå musik nydelse, eksklusivitet og en bid af historien. Et must for enhver Marantz fan!

Lyd karakter:

RIAA (MM), Fyldig, mikrodetaljeret klang, med en fin velopløst top. Måske testens bedste RIAA når lyttet til på denne måde. Stor autoritet, meget varm, musikalsk, “punchy” lyd. Mere bund end nogen af de andre forstærkere.  Leverer ikke helt den realisme som referencen præsterer med klassisk musik. Hovedtelefon udgangen begejstrer ikke på samme niveau som selve forstærkeren og opleves lidt kold uinspirerende.

Særlige særheder:

Frygtelig rodebutik af en fjernbetjening, digitalt micro display med fnidret menu. Skal have lov til at varme lidt op før den yder sit allerbedste.

Stjernholm reviews medaljer & priser

Vi giver KI Ruby V.I.P Prisen for sin ekslusive oplevelse.

og medaljer for:

  • Værste fjernbetjening
  • Største ordentlig syge bas!

Mere information:

Vejledende pris: Kr. 32.999.-

Mere info og tekniske specs 

Oplysning af nærmeste forhandler hos distributøren

Fortsættes! …

Læs videre i del 3, hvor vi fokuserer på  “brobyggerne” blandt deltagerne!

 

Morten Stjernholm er inkarneret film & musik elsker, og har 30 års erfaring fra den professionelle audio/video industri, både på den skabende og den tekniske side.  Yderligere er han stifter og medstifter af flere virksomheder i den professionelle AV branche. 

På recordere.dk anmelder han især det tungere HIFI og surround. Hans grundfilosofi er,  at hvis det lyder rigtigt, så ER det jo rigtigt.

Mortens forskellige lyd-eventyr kan følges på instagram profilen stjernholmreviews

Denne artikel er en del af serien: HIFI Stortest

Annonce:
Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.