Forside * Nyheder

Grado klar med deres første trådløse øretelefoner

-

Det normalt ret vellydende firma lover længere batterilevetid og lavere pris end konkurrenterne.

Der er sket meget med trådløse øretelefoner inden for de sidste tre-fire år. Vi har allerede sagt farvel til klodsede, trådløse enheder, hvor man skulle have batteriet rundt om nakken og hvor der stadig var kabler involveret, om ikke andet mellem selve øretelefonerne.

Annonce:

Vi har sagt goddag til helt trådløse øretelefoner fra store og små firmaer,  der nu også kan købes af folk med små budgetter, eller med særlige behov for f.eks. fitness-funktioner og modstandsdygtighed mod sved og/eller regn.

Og så er der naturligvis øretelefoner til de af os, der går op i lydkvalitet. Der er endnu ikke nok båndbredde i Bluetooth-standarden til at lydkvaliteten endnu kan konkurrere med de kabelbårne opsætninger eller hovedtelefoner, mange af os har derhjemme. Men det begynder grangiveligt at snerpe derhenad.

Vi har tidligere set Sennheiser, Sony og B&O lægge sig op i topklassen, når det gælder både pris og lydkvalitet (det sidste set i forhold til billigere øretelefoner). Nu blander Grado sig også blandt disse lydkonger, og det er jo et mærke, vi normalt forbinder med håndbyggede over-øret-hovedtelefoner med kabel og fokus på den gode lyd og det gode design.

Grado er i så høj grad associeret med disse kvaliteter, at det nok vil gibbe i visse lydudstyrs-entusiaster, når de ser, at Grado nu også er sprunget med på det trådløse øretelefon-tog. De har f.eks. formentlig ikke håndbygget disse øretelefoner i hovedkvarteret i Brooklyn i New York.

Diskrete og strømsparende

Men Grado lover alligevel, at firmaets ”signatur-lydkvalitet” vil være intakt, når de i næste uge sender GT220 på gaden, som deres trådløse øretelefoner hedder. Helt konkret siger firmaet, at de her øretelefoner leverer skarpt definerede bundfrekvenser, naturlige topfrekvenser og neutraliteti  mellemtone-området. Så kan man selv forestille sig, hvordan det lyder.

I stedet for deres normalt stilfulde designs, der i tidens løb bl.a. har omfattet træ fra whiskytønder, har Grado valgt at nedtone designet på GT220. De er meget diskrete og sorte, med Grado-logoet på ydersiden. Firmaet følger mønsteret med touch-kontroller på ydersiden af øretelefonerne og adgang til den virtuelle assistent i din smartphone.

Grado har dog ikke valgt at inkludere aktive støjreduktion i GT220, hvilket ellers er populært blandt øretelefon-topmodeller her i 2020. Der er heller ingen indikationer af nogen form for certificeret modstandsdygtighed overfor vand, så det bør tages med i eventuelle købsovervejelser.

Til gengæld kan de levere lang batterilevetid. GT220 spiller seks timer mellem opladninger, og den medfølgende æske kan lade øretelefonerne på fem gange, så altså 36 timers spilletid (inklusive den første opæadning), inden æsken skal lades op via det ombordværende USB-C-stik eller via en trådløs ladeplade.

Prisen ligger også under, hvad konkurrenterne normalt tager for deres øretelefoner. Den amerikanske pris ligger på 259 dollar, hvilket er omkring 1640 kroner før danske skatter og afgifter. Når de sidstnævnte kommer oveni, vil prisen formentlig snige sig op på omkring 2.000 kroner, men det er også billigere end såvel Sennheisers som B&Os konkurrenter og på niveau med Sonys tilsvarende model. De kommer på gaden 15. oktober.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.