Forside * Featured

B&Ws trådløse øretelefoner har Bluetooth-sender i ladeæsken

-
Bowers & Wilkins P17s ladeæske kan mere end bare lade op. (Foto: Bowers & Wilkins)

Bowers og Wilkins ved godt, at der er lyttere derude med analoge lydkilder, som også gerne vil lytte til trådløs musik i øretelefoner.

Det har taget de lidt mere kvalitetsorienterede mærker indenfor audio noget tid at springe ombord på toget, når det gælder trådløse øretelefoner. Det er måske meget naturligt, eftersom det først er på det seneste, at Bluetooth-teknologien og de nødvendige kompressionsteknologier har opnået en kvalitet, der kan behage de lidt mere trænede ører.

Således har Bowers og Wilkins, også kendt som B&W, langt om længe annonceret to sæt nye, trådløse øretelefoner, der skulle lande henholdsvis i slutningen af denne måned og midten af næste.De hedder P17 og P15, hvoraf den første er den mest eksklusive. Som vanligt kommer de med en ladeæske, men æsken, der følger med den dyreste model, har en ekstra feature, som vi ikke har set før.

Annonce:
Bowers & Wilkins P17 (Foto: Bowers & Wilkins)

Den har nemlig en Bluetooth-sender indbygget, og æsken kan kobles til en lydkilde via både mini-jack og USB. Hvis du ikke har en eller anden form for forstærker med indbygget Bluetooth til f.eks. at lytte til vinyler på, kan P17-modellens æske altså hjælpe.

Det betyder også, at det er let at bruge P17 sammen med et TV eller hvis du vil bruge dem til at spille med. Her er problemet normalt synkronisering af billede og lyd, men P17 understøtter Qualcomms aptX Adaptive-teknologi, der minimerer forsinkelsen til hvad mange mennesker finder acceptabelt (selv om Qualcomms gamle teknologi, aptX Low Latency var endnu bedre).

Lidt på den korte side

Disse teknologier tærer dog på batterilevetiden. Således kan P17 kun levere fire timers afspilning, før de skal i æsken og lades op. Det er lige i underkanten af, hvad man forventer til den pris i 2021, men forhåbentlig kan dette vejes op af en bedre lydkvalitet. Den billigere model, P15, kan klare 4,5 timer.

Begge modeller har aktiv støjreduktion/ANC, så det er ikke dér, P15 vinder en halv times længere spilletid end P17. Det kan dog være antallet af mikrofoner, der gør en forskel. P17 skal levere strøm til seks mikrofoner, mens P15 kun skal levere til to. Det siger dog også sig selv, at talekvalitet og analyse af støj fra omgivelserne er bedre med seks mikrofoner.

Bowers & Wilkins P15 (Foto: Bowers & Wilkins)

Topmodellen P17 har en specialkonstrueret 9,2 millimeter B&W-driver ombord. B&W siger selv, at denne gør det muligt for P17 at levere lyd, der er sammenlignelig med en højttaler fra firmaet, når det gælder frekvensspektrum og dynamik. Det lyder lovende, men må nok komme an på en prøve. Modellerne understøtter Google Assistant og Siri.

P17 koster 2.899 kroner, mens P15 koster 1.799 kroner. P15 bør kunne findes i butikkerne fra omkring 30. april, mens P17 dukker op omkring 15. maj.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.