Forside Indhold og distribution Spil nyheder

Så er Netflix’ spilsatning skudt igang

-

Lige nu ruller streaming-kæmpen spil ud til Android-brugere over hele verden. iOS-brugere får adgang lidt senere.

Som faste læsere af disse sider vil kunne huske, skrev vi i sommer om at Netflix i fremtiden ikke blot vil streame film og tv-serier, men også tilføje spil til underholdningstilbuddene. Nu er den fremtid blevet til nutid. Netflix har gjort sin entré på spilmarkedet.

Annonce:

De fleste havde næppe forventet, at dette ville ske med en eller anden kæmpelancering, for spilstrategien skal ifølge flere medier primært ses som en form for udvidelse af nogle af de universer, Netflix fortæller historier i.

Således var det – måske meget oplagt – ’Stranger Things’-universet, der stod for skud i første omgang, da Netflix skulle teste, hvordan spil kunne virke i Netflix-app’en. Det gjorde de med ’Stranger Things 1984’- og ’Stranger Things 3’-spillene, der blev testet i Polen, Italien og Spanien.

Men nu er testperioden slut, og Netflix er begyndt at rulle spil ud til alle. I første omgang er det dog kun Android-brugere, der får lov at lege med. Fra onsdag vil fem spil være tilgængelige i Netflix-app’en på Android, men som nævnt rulles funktionen kun langsomt ud, så hav tålmodighed, hvis du ikke ser spillene med det samme.

Koster ikke ekstra

Brugere af iOS er dog ikke udelukket fra satsningen, det er planen, at Apples platform kommer med på en senere, endnu ikke afsløret dato. På Android fungerer det således, at spillene kan spilles direkte fra Netflix-app’en, så der er sammenhæng mellem streaming af video og gaming.

Du skal dog stadig en tur forbi Google Play Store for at installere spillet, før du kan sætte det i gang. Linket til spillet findes i Netflix-app’en, som så tager dig til Googles app-butik, og efter endt installation kommer du så tilbage til Netflix-app’en, hvor du så kan starte spillet. Det betyder også, at nogle af spillene kan spilles offline.

Netflix har dog ikke ladet sig binde af, at spilstrategien overordnet skal understøtte resten af selskabets underholdningskatalog. Således er tre af de fem første spil ikke direkte forbundet til film eller TV-serier. Det er de tre spil ’Shooting Hoops’, ’Teeter Up’ og ’Card Blast’. Men ifølge alt, hvad vi ellers har hørt om spilstrategien, kommer der mange flere spil baseret på Netflix’ øvrige video-underholdning.

Hvis du nu sidder og mistænker, at Netflix har startet spilstrategien som endnu en direkte indtægtsmulighed, så er det ikke tilfældet. I hvert fald ikke til at starte med. Der er nemlig hverken reklamer eller in-app-køb forbundet med de fem spil. Det lader til at Netflix respekterer, at abonnenterne allerede betaler for al Netflix-underholdning i den månedlige abonnementspris.

Annonce:
Forrige artikelChipkrise: Apple halverer iPad-produktion for at redde iPhone
Næste artikelHBO afviser: Ingen livslang rabat til tidligere Nordic-kunder
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.