Forside * Featured

Google skyder med skarpt i krigen om de grønne beskeder på iOS

-
Blandt de mere praktiske nyheder i Androids besked-app er også muligheden for at sætte en stjerne ved en besked, du gerne vil kunne finde hurtigt igen, samt en funktion, der minder dig om at du skal svare på en besked på et givet tidspunkt (Foto: Google)

Med nye funktioner i RCS vil Google forsøge at irritere iOS-brugerne nok til at føler sig presset til at implementere besked-protokollen.

Når man kigger på forskellige statistikker over danskernes mobilforbrug, danner der sig et mønster. I de senere år har der grundlæggende været en 60/40-fordeling mellem iOS- og Android-brugere, og denne svinger så nogle procent til den ene eller den anden side omkring de tidspunkter, hvor Apple og Samsung lancerer deres nye flagskibe.

Med andre ord er der en ret god chance for, at en besked sendt fra din mobiltelefon lander hos en bruger af det modsatte styrestem af, hvad du selv har. Det har, som det er tilfældet i resten af verden, skabt en del irritation, fordi beskeder fra Android-telefoner er grønne i stedet for blå, fordi videoer, der krydser styresystem-grænsen bliver pixelerede og så videre.

Annonce:

Google har valgt at gå med 3GPPs og Open Mobile Alliances standard for opgradering af den aldrende SMS-protokol, RCS. Men Apple nægter at implementere den. Tim Cook har udtalt, at ”brugerne efterspørger ikke RCS” og der er næppe nogen tvivl om at det semi-lukkede iMessage-økosystem er en af de ting, der fastholder Apple-brugerne.

Af samme grund har Google nu i flere år kørt en kampagne mod Apple for at få firmaet til at bygge RCS ind i iMessage. Og nu skruer tech-giganten op for blusset i forbindelse med lanceringen af en række nye funktioner i RCS.

Bedre integration med Googles apps

Først og fremmest giver Google nu Apple lidt af sidstnævntes egen medicin. Apple implementerede Tapbacks for nogle få år siden, og gav dermed brugerne mulighed for at reagere på beskeder med et hjerte eller en opadvendt tommelfinger eller lignende i stedet for at skrive en hel besked.

Problemet var bare, at disse dukkede op på Android som f.eks. ”Synes godt om” i stedet for det ikon, det skulle have været. Tilbage i februar fik Google så lavet en workaround, så ikonerne også dukker op på Android. Nu prøver de så at sende bolden tilbage over nettet.

Blandt de nye funktioner i RCS-implementeringen på Android er netop muligheden for at reagere med emoji, ikoner med mere. Men fordi Apple ikke har implementeret RCS, er det nu iOS-brugernes tur til at modtage reaktionerne som tekst (f.eks. ”Synes godt om”). Google håber på den måde at irritere iOS-brugerne tilstrækkeligt til at Apple kan mærke presset.

Emoji-reaktioner er dog ikke den eneste nyhed, Google har præsenteret til firmaets egen Beskeder-app i Android. Du kan nu også besvare specifikke beskeder direkte, sådan at hvis du får to på hinanden følgende beskeder fra den samme person, kan du vælge at lægge dit svar ind på den ene af dem, for at være mere specifik.

Dertil kommer en tættere integration med Googles egne apps. Du kan således se YouTube-videoer direkte i app’en, hvis nogen sender dig et link. Også Google Maps og søgninger bliver tættere integreret, ligesom der nu bliver endnu bedre detektering af potentielle kalender-informationer, så disse kan integreres hurtigere i kalender-app’en.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.