Forside * Nyheder

Nye Surfaces annonceret: Pro 10 og Laptop 6

-
Surface Pro 10 (Foto: Microsoft)

Microsoft har dog primært rettet de to nye modeller mod erhvervslivet, så de kommer ikke i almindelige butikker.

Selv om det mest var noget møg for firmaet, var der da mindst én ting, der stod i plus-kolonnen for Apple, da USA’s justitsministerium offentliggjorde sin monopolsag mod firmaet torsdag. Det betød, at konkurrenten Microsoft stort set ikke fik noget opmærksomhed på den hardware-presseevent, der foregik samme dag.

Men Microsoft kom faktisk med nogle nye hardware-nyheder, selv om der ganske vist var lidt færre end normalt. Det er dog også kun få måneder siden, at Microsoft holdt sin større, årlige hardware-event.

Annonce:

Dengang i september var der en del, der undrede sig over, at der ikke kom nogle nyheder på Surface Pro-fronten og en ny hovedmodel i Surface Laptop-serien. I stedet præsenterede Microsoft en ny Surface Laptop Studio og en Surface Laptop og brugte derudover en masse tid på at snakke om Copilot.

Torsdag kom de to ”manglende” annonceringer så. Microsoft fremviste en ny Surface Pro 10 og en nye Surface Laptop 6. De er dog begge rettet mod professionelle og semiprofessionelle brugere, og det betyder, at du næppe kommer til se dem i dit lokale elektronik-varehus.

Laptop 6 er dobbelt så hurtig

I stedet kan disse to nye modeller købes på Microsofts website hos leverandører til virksomheder. De byder naturligvis på en del hardware-opgraderinger. Surface Pro 10 kan fås med enten Intel Core Ultra 5 135U eller Intel Ultra 7 165U på CPU-fronten, og kan håndtere op til 64GB LPDDR5x RAM og en SSD på op til 1TB.

Surface Laptop 6 i sort. Den fås også i sølv (Foto: Microsoft)

Core Ultra-chipsettene har en NPU ombord til at hjælpe med AI-afvikling. Webcam’et i Surface Pro 10 benytter sig af denne NPU, når du bruger effekter i Windows Studio, men er også ganske pænt specificeret i sig selv med en 1440p-opløsning og en bred, 114-graders FoV. Den Copilot-tast, vi tidligere har skrevet om, er naturligvis en del af Surface Pro 10-tastaturet.

Ifølge Microsoft er Surface Pro 10 53% hurtigere end sin forgænger, når man benytter 3DMark TimeSpy til at benchmarke dem. Surface Laptop 6 har dog et noget større hop i forhold til sin forgænger. Den er nemlig dobbelt så hurtig som 5’eren ifølge Microsoft.

Nemmere at reparere

Surface Laptop 6 kommer i to versioner ligesom forgængeren, 13.5” og 15” og fås med enten Intel Core Ultra 5 135H- eller Intel Core Ultra 7 165H-chipset, der kan yde en del mere end U-versionerne i Surface Pro 10. Den topper ud ved 64GB RAM/1TB SSD som Surface Pro 10, men der er dog en forskel i forhold til grafikchippen ombord.

Hvis du går efter den billigste model med 8GB RAM, må du nøjes med Intels normale, integrerede grafikchip. Men modeller med mere RAM har Intels ARC-grafikteknologi ombord. Til gengæld er kameraet det samme 1080p-kamera, der også sad på forgængeren. Microsoft lover 18,5 timers batterilevetid, samt at begge modeller er nemmere at reparere end forgængerne i henhold til right to repair-lovgivningerne i EU.

Både Surface Laptop 6 og Surface Pro 10 er officielt tilgængelig fra 8. april og starter ved 10.699 kroner.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.