Forside Nyheder

Lad være med at ødelægge glasset bag på din nye iPhone 8

-

Det er mere end tre gange så dyrt at ødelægge glasset bagpå iPhone 8 end at ødelægge skærmglasset.

Lige meget, hvor hårdfør, ny Gorilla-teknologi fra Corning eller andre kan gøre glas, så er der stadig tale om glas.

Glas kan altid knuses under de rette omstændigheder, og disse omstændigheder har en tendens til at være til stede, når et uheld rammer ens smartphone.

Men når det gælder iPhone 8, kan man være dobbelt uheldig. Der er som bekendt både glas på fronten og på bagsiden, men for en gangs skyld er bagside-glasset faktisk dyrere at erstatte end frontglasset.

Det er i hvert fald, hvad Apple Insider har fundet ud af, efter at have talt med en række Apple-medarbejdere. Apple Insider har naturligvis kun fået fingre i de amerikanske priser, men ifølge deres kilder koster det over tre gange så meget at få skiftet glasset bagpå iPhone 8 og iPhone 8 Plus som at få skiftet frontglasset.

Og det er vel at mærke, hvis man har AppleCare+-forsikring allerede. Får man ved et uheld smadret sit frontglas kan man under AppleCare+ få det skiftet for 29 dollar, eller cirka et par hundrede kroner. Bliver glasset bagpå smadret, skal man helt op på 99 dollar, eller over 600 kroner, selv hvis man har AppleCare+.

Har man ikke AppleCare+, skal man formentlig regne med at betale hele 349 dollar for iPhone 8 og 399 dollar for iPhone 8 Plus, hvilket er cirka halv pris af selve telefonens amerikanske salgspris. Det gælder i øvrigt også, hvis man allerede har benyttet sig af AppleCare+ til at få repareret bagsideglasset to gange.

Annonce